L 58 Forslag til lov om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.

(Justering af afgiftsskalaer m.v. for brugte køretøjer).

Af: Skatteminister Ole Stavad (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Skatteudvalget
(SAU).

3.beh afbrudt og forsl henvist til Skatteudvalget (SAU).

Loven justerer afgiftsskalaerne m.v. for brugte køretøjer.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at forslaget
skulles ses i sammenhæng med, at der gennem 1998 og 1999
var sket en kraftig stigning i importen af brugte varebiler
og personbiler, der ombygges til varebiler, og at årsagen
hertil bl.a. var, at der for ældre varebiler betaltes
relativt mindre i afgift end for ældre personbiler, og at
der i Tyskland var et stort udbud af ældre tyske biler uden
katalysatorer til forholdsvis lave priser. Det fremgik
endvidere, at regeringen med en ændring af afgiftsskalaerne
ønskede at lukke dette hul i reglerne om
registreringsafgiften.

Loven fik sin endelige udformning med vedtagelsen af
nogle ændringsforslag. Bl.a. udgik en del af lovforslaget,
som indeholdt forslag om forhøjelse af den afgiftspligtige
værdi for brugte biler, der ikke var forsynet med
sikkerhedspuder, og et forslag om forhøjelse af den
afgiftspligtige værdi for brugte biler uden katalysator
undergik nogle ændringer.

Lovforslaget vedtaget med 53 stemmer (S, SF, RV og EL) mod
51 (V, KF, DF, CD, KRF, FRI og Frank Dahlgaard (UP)).
Partiernes ordførere
Bjarne Laustsen (S), Mariann Fischer Boel (V), Christian H. Hansen (DF), Brian Mikkelsen (KF), Villy Søvndal (SF), Dorit Myltoft (RV), Sonja Albrink (CD), Frank Aaen (EL), Flemming Kofod-Svendsen (KrF) og Tom Behnke (FRI)