L 53 Forslag til lov om ændring af ferieloven.

(Udbetaling af uhævede feriepenge).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ()
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven medfører, at feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, under nærmere betingelser udbetales automatisk til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekortudsteder, hvis beløbet er på 1.500 kr. eller derunder efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Hvis en lønmodtager har mindre end 3.000 kr. i uhævet feriegodtgørelse eller løn under ferie eller ferietillæg, kan lønmodtageren efter anmodning få pengene udbetalt af arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekortudsteder, hvis ferien er holdt.

Derudover medfører loven, at uhævet feriegodtgørelse eller ikke udbetalt løn under ferie eller ferietillæg udbetales af arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekortudsteder efter anmodning fra lønmodtageren ved ferieårets udløb. Dette gælder uanset beløbets størrelse, hvis ferien er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt, eller hvis ferien stammer fra den femte ferieuge.

Som følge af finanslovaftalen for 2002 mellem regeringen og Dansk Folkeparti blev der nedsat et embedsmandsudvalg under Beskæftigelsesministeriet, som skulle analysere mulighederne for, at uhævede feriepenge i højere grad kunne udbetales til de respektive lønmodtagere ved ferieårets afslutning.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at hensigten med forslaget var at sikre, at en større andel af de uhævede feriepenge blev udbetalt til de lønmodtagere, som havde optjent dem. I 2001 udgjorde de uhævede feriepenge ca. 175 mio. kr. Det svarede til 0,25 pct. af den samlede feriebetaling på ca. 75 mia. kr.

Lovforslaget vedtaget med 62 stemmer (V, DF, KF, RV og KD) mod 39 (S, SF og EL).
Partiernes ordførere
Freddy Dam (V), Ole Vagn Christensen (S), Jørn Dohrmann (DF), Lars Barfoed (KF), Ole Sohn (SF), Pernille Falcon (EL) og Mogens Nørgård (KD)