L 47 Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven.

(Lempelse af beskæftigelseskravet, harmonisering af reglerne om kontanthjælp og barseldagpenge, indfasning af bagudbetaling af kontanthjælp m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ()
Samling: 2002-03
Status: Delt
Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Lovf delt 6/12 02 i: L 47 A og L 47 B.

2. beh afbrudt og forsl henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2. del af 2. beh henvist til fornyet beh i Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Lovforslaget indeholdt en række delelementer:

For det første medførte lovforslaget en lempelse af beskæftigelseskravet for uddannelsessøgende, der fødte eller adopterede før uddannelsens afslutning.

For det andet medførte lovforslaget en begrænsning af perioden for ret til fravær for kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere og modtagere af introduktionsydelse i forbindelse med barsel.

For det tredje indeholdt lovforslaget en ordning for indfasning af bagudbetaling for kontanthjælp.

For det fjerde gav lovforslaget en udvidelse af det grundlag, hvorpå kontanthjælp kan gøres tilbagebetalingspligtig.

Det femte og sidste delelement i lovforslaget bestod i at give beskæftigelsesministeren hjemmel til af fastsætte regler om opgørelse af indkomstgrundlaget for beregning af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik for personer med DIS- indkomst.

Lovforslag L 47 blev delt i to lovforslag under lovforslagets anden behandling. Der henvises derfor generelt til omtalen under L 47 og L 47 A.

Det skal dog nævnes, at beskæftigelsesministeren i forbindelse med tillægsbetænkningen til lovforslaget kom med en udtalelse, hvori det blev foreslået at nedsætte et tværministerielt udvalg, som skulle analysere forskellige muligheder for valg af model for omregning fra DIS-hyre til bruttohyre. Denne analyse blev efterfølgende oversendt til Arbejdsmarkedsudvalget og omdelt på alm. del - bilag 307.

Den tværministerielle analyse af DIS-omregningsmodeller var også knyttet til lovforslag nr. L 6, jf. omtalen af L 6.
Partiernes ordførere
Irene Simonsen (V), Ole Vagn Christensen (S), Bent Bøgsted (DF), Lars Barfoed (KF), Ole Sohn (SF), Anders Samuelsen (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Tove Videbæk (KrF)