L 47 B Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven.

(Harmonisering af reglerne om kontanthjælp og barseldagpenge, indfasning af bagudbetaling af kontanthjælp m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ()
Samling: 2002-03
Status: Stadfæstet
Loven indeholder en række delelementer:

For det første medfører loven en begrænsning af perioden for ret til fravær for kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere og modtagere af introduktionsydelse i forbindelse med barsel.

For det andet indeholder loven en ordning for indfasning af bagudbetaling for kontanthjælp.

For det tredje udvider loven det grundlag, hvorpå kontanthjælp kan gøres tilbagebetalingspligtig.

Det fjerde og sidste delelement i loven består i at give beskæftigelsesministeren hjemmel til at fastsætte regler om opgørelse af indkomstgrundlaget for beregning af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik for personer med DIS-indkomst.

Lovforslag nr. L 47 blev delt i to lovforslag under forslagets anden behandling. Der henvises til omtalen under L 47.

Lovforslaget vedtaget med 96 stemmer (V, S, DF, KF, RV og KRF) mod 10 (SF og EL).