L 259 Forslag til lov om ændring af lov om statsrevisorerne.

Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Udvalget for Forretningsordenen (UFO).

Efter 2. beh direkte overgang til 3.beh.

Ved loven præciseres statsrevisorernes kompetence. Statsrevisorerne har således kompetence til at foretage undersøgelser og afgive beretninger om alle institutioner, foreninger, fonde m.v., der modtager kapitalindskud, lån, garanti eller anden støtte fra staten eller fra en statsstøttet institution. Kompetencen gælder ligeledes institutioner, foreninger, fonde m.v., som modtager bidrag, afgift eller anden indtægt i henhold til lov, uanset hvilke regler om regnskabsaflæggelse og revision der er gældende for de pågældende institutioner.

I bemærkningerne til lovforslaget blev der henvist til, at den gældende lovgivning i visse tilfælde havde givet anledning til tvivl med hensyn til statsrevisorernes kompetence. Der blev således henvist til, at loven om radio- og fjernsynsvirksomhed indeholdt bestemmelser, hvoraf det fremgik, at Rigsrevisionen reviderer henholdsvis Danmarks Radio og TV 2, og at regnskaberne forelægges kulturministeren til godkendelse. Det var blevet anført, at disse bestemmelser udelukkede, at statsrevisorerne kunne bede rigsrevisor om at foretage undersøgelser og afgive beretning.

Lovforslaget blev fremsat af gruppeformændene for Folketingets partier efter drøftelser i Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen.

Lovforslaget vedtaget med 102 stemmer (S, KF, V, SF, FP, RV, KRF og Bente Juncker (UP)); 2 (CD) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Ritt Bjerregaard (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Hans Engell (KF), Steen Gade (SF), Kim Behnke (FP), Arne Melchior (CD), Jens Bilgrav-Nielsen (RV) og Henning Lysholm (KrF)