L 135 Forslag til lov om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.

(Afgiftslempelse for miljøvenlige biler m.v.).

Af: Skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatte- og Afgiftsudvalget.

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Skatte- og Afgiftsudvalget.

Loven indebærer, at der sker en nedsættelse af registreringsafgiften for biler, der af Justitsministeriet er godkendt som miljøvenlige dvs. biler, der opfylder de svenske emissionsnormer, der er baseret på de krav, der på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse blev stillet i USA med hensyn til udslip af forurenende stoffer fra personbilers udstødning. Disse krav kan for tiden kun opfyldes af biler monteret med katalysator.

Afgiftslempelsen svarer til registreringsafgiften inkl. moms af en katalysator, hvis gennemsnitlige pris er anslået til 5.000 kr. Det svarer til en afgiftslempelse for personbiler på 11.000 kr.

Ud over afgiftslempelsen indeholder loven regler om forenkling af vurderingsmyndighedernes fastsættelse af værdien af importerede brugte biler samt visse nye biler.

Lovforslagets behandling havde sammenhæng med Folketingets behandling af forslag til folketingsbeslutning om skærpede normer for bilers udstødning (B 28).

Lovforslaget vedtaget med 112 stemmer (S, KF, SF, V, RV og KRF) mod 19 (FP og CD).
Partiernes ordførere
Helen Beim (S), Else Theill Sørensen (KF), Svend Heiselberg (V), Ib Bjørn Poulsen (SF), Mogens Glistrup (FP), Niels Bollmann (CD) og Elisabeth Arnold (RV)