Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.
I loven indeholder kapitel 1 (§§ 1-7) en formålsbestemmelse og en række nødvendige definitioner, bl. a. af begreberne »udtømning« og »dumpning«. I § 7 fastsættes der regler for tilladelse til dispergering (udledning af visse stoffer med henblik på bekæmpelse af forurening).
Kapitel 2 (§§ 8-15) indeholder reglerne om udtømning af olie, herunder om føring af oliejournal.
Kapitel 3 (§§ 16-20) indeholder reglerne om flydende stoffer, som transporteres i bulk. Sådanne stoffer, bortset fra vand, må efter § 16, stk. 2, ikke udtømmes på dansk søterritorium, mens miljøministeren i medfør af § 17 skal fastsætte regler om udtømning uden for dansk søterritorium. Ligesom olietankskibe skal kemikalietankskibe føre en journal over de transporterede stoffer (§ 19).
Kapitel 4 (§ 21) omhandler regler om farlige stoffer i emballeret form, containere m. v.
Kapitel 5 (§ 22) indeholder reglerne om kloakspildevand. Der fastsættes regler om udtømning, herunder om anlæg til behandling af kloakspildevand.
Kapitel 6 (§§ 23-25) indeholder reglerne om udtømning af affald. Affald må således ikke udtømmes på dansk søterritorium (§ 23), ligesom der i Østersøområdet kun må udtømmes levnedsmiddelaffald. Udtømning uden for dansk søterritorium og uden for Østersøområdet kan ske i overensstemmelse med visse af miljøministeren fastsatte regler.
Kapitel 7 (§ 26) indeholder reglerne om anlæg til modtagelse af rester af olie og skadelige flydende stoffer, kloakspildevand og affald og skal derfor ses i sammenhæng med reglerne i kapitlerne 2, 3, 5 og 6. I overensstemmelse med reglerne i MARPOL-konventionen, se nedenfor, vil der skulle indrettes modtageanlæg i samtlige danske havne.
Kapitel 8 (§§ 27-31) indeholder reglerne om dumpning. Der kræves tilladelse til enhver form for dumpning i samtlige havområder. Til kapitel 8 er knyttet bilag 1-3.
Kapitel 9 (§§ 32-34) indeholder regler til forebyggelse af de former for forurening af havmiljøet, som ikke er omfattet af de foregående kapitler. I medfør af § 32 kan miljøministeren således fastsætte regler om udledning af olie, boreslam m. v. fra boreplatforme. I § 33 fastsættes regler om afbrænding på havet.
Kapitel 10 (§§ 35-39) indeholder regler om etablering af et beredskab til bekæmpelse af havforurening.
Disse regler tilsigter at fastslå en ansvars- og arbejdsdeling mellem statslige, amtskommunale og primærkommunale myndigheder.
Endvidere ønskes med bestemmelserne etableret et samlet beredskab mod forurening af havet, havneanlæg og kyststrækninger. Beredskabet vil bestå af et statsligt havberedskab under miljøstyrelsen til bekæmpelse af olie- eller kemikalieforurening på havet, et havneberedskab under kommunalbestyrelsen til forhindring af, at en forurening af et havneanlæg medfører forurening af havet eller kyststrækninger, samt et strandsaneringsberedskab under ledelse af kommunalbestyrelsen til sanering af strande og kyster, når en forurening af havet ikke har kunnet fjernes på havet.
Kapitel 11 (§§ 40-43) indeholder reglerne om indberetning i situationer, hvor der enten er sket eller er fare for forurening af havet. Der fastsættes således i § 40 pligt til indberetning af de former for forurening, der reguleres af kapitlerne 2-6, ligesom der efter § 41 er pligt til indberetning i tilfælde af dumpning eller afbrænding på havet uden tilladelse.
I medfør af § 43 vil der kunne tilvejebringes et overblik over, hvilke miljøfarlige stoffer eller materialer der ind- og udlastes i danske havne.
Kapitel 12 (§§ 44-46) indeholder reglerne om indgreb over for skibe og platforme i tilfælde, hvor dette er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet. I § 46 bestemmes det, at udgifter for alle rimelige forholdsregler til beredskabsforanstaltninger skal afholdes af ejeren af det skib, der har forårsaget indsatsen af disse foranstaltninger.
Kapitel 13 (§§ 47-49) indeholder reglerne om kontrol med overholdelse af loven og forskrifter, der udstedes i medfør af denne.
Kapitel 14 (§§ 50-54) indeholder reglerne om klage.
Kapitel 15 (§ 55) indeholder reglerne om tavshedspligt.
Kapitel 16 (§§ 56-58) indeholder en række bestemmelser, der har betydning for mere end ét af de foregående kapitler.
Kapitel 17 (§§ 59-70) indeholder straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Lovforslaget var sammen med det af industriministeren samtidig fremsatte forslag til lov om skibes sikkerhed m. v., se AI nr. 69, en forudsætning for, at Danmark kan tiltræde den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe af 1973 med senere ændring (MARPOL-konventionen, der er udarbejdet af FNs mellemstatlige rådgivende Søfartsorganisation (IMCO)).
Lovforslaget fik ved 1. behandling en generelt positiv modtagelse fra alle ordførere.
Under udvalgsbehandlingen drøftedes bl. a. miljøankenævnets sammensætning og kredsen af klageberettigede. Miljøministerens udtalelser herom over for udvalget er optrykt i betænkningen.
Til 2. behandling var af miljøministeren stillet ændringsforslag om tilrettelæggelsen af beredskabet mod olie- og kemikalieforurening i hovedstadsområdet og om undtagelse af visse mindre skibe fra bestemmelserne om udtømning af kloakspildevand. Disse ændringsforslag blev vedtaget, mens et ændringsforslag fra fremskridtspartiets medlemmer af udvalget om en videregående klageadgang ved tilbagekaldelse af visse tilladelser blev nedstemt.
Under 3. behandling blev vedtaget et ændringsforslag fra miljøministeren, hvorefter redere alene skal dække udgifter til beredskabs- eller bekæmpelsesforanstaltninger, der er rimelige i den konkrete situation, jfr. lovens § 46.
Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget med 127 stemmer.