Loven indeholder en række ændringer i lov nr. 324 af 18. juni 1969 om frigørelsesafgift m. v., hvoraf følgende ændringer samt baggrunden for deres vedtagelse skal omtales:
1. I det forslag til lov om ændring af landbrugsloven, som landbokommissionen fremsatte (betænkning nr. 556 af 1970), foresloges det, at den omstændighed, at der påhviler et areal landbrugspligt, ikke fremtidig skal være til hinder for, at en del af arealet tilplantes med skov, der ikke er undergivet fredsskovspligt. Ejeren vil da senere frit kunne udtage arealet af skovdrift. Der åbnes herved mulighed for, at en ejer ved at tilplante et areal, f. eks. kort efter køb af en ejendom, vil kunne bringe denne uden for afgiftspligten i henhold til loven om frigørelsesafgift, idet ejendommen herved ikke mere kan anses for landbrug m. v. Når zoneovergangen har fundet sted, er tilplantning ikke til hinder for, at arealet udstykkes til bymæssig benyttelse eller sommerhusbebyggelse. Ved en ændring af § 1, stk. 1, tilsigtes det at hindre, at en sådan fremgangsmåde vil kunne anvendes til omgåelse af loven.
2. Efter frigørelseslovens § 1, stk. 3, 2. pkt., påhviler pligten til at svare frigørelsesafgift den, der har tinglyst adkomst på ejendommen på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder, d. v. s. ved ejendommens inddragelse under en byzone eller et sommerhusområde.
Pligten til at svare afståelsesafgift efter § 9 påhviler derimod den, der afstår ejendommen, og det samme gælder pligten til at svare særlig indkomstskat ved afståelse af fast ejendom. Om afståelse (ejerskifte) har fundet sted, afgøres efter en konkret bedømmelse på samme måde som ved afgørelsen af, hvem der skal medregne ejendommen ved den årlige opgørelse af skattepligtig formue.
Selv om kriteriet for, hvem der skal svare frigørelsesafgift, således afviger fra, hvad der ellers lægges vægt på i skatteretten, vil det dog i langt de fleste tilfælde føre til samme resultat. I en del tilfælde, hvor der er handlet om ejendommen i tiden forud for afgiftspligtens indtræden, kan det dog forekomme, at pligten til at svare frigørelsesafgift kommer til at påhvile en sælger, selv om man efter skattelovgivningens sædvanlige regler ville anse køberen for ejer ved zoneinddragelsen. Det kan navnlig få praktisk betydning, hvor en ejendomshandel har været betinget af andet end købesummens betaling, f. eks. af udstykningstilladelse. Ved loven er indføjet en bestemmelse indeholdende en undtagelse fra reglen om, at afgiftspligten påhviler den, der har tinglyst adkomst ved afgiftspligtens indtræden. Undtagelsen skal gælde, hvis ejendommen på dette tidspunkt er afstået til en anden; i så fald skal afgiftspligten påhvile denne, medmindre handelen senere hæves.
3. For jordrenteejendommes vedkommende sker der inddragelse af værdistigningen på jorden til fordel for det offentlige gennem jordrenteydelsen. For ejendomme, hvor jordrenten afløses, er på samme måde gennem afløsningssummen for jordrente sket fuld inddragelse af den indtil da stedfundne værdistigning. Ved en tilføjelse til frigørelseslovens § 2 præciseres under hensyn hertil, at ejeren er berettiget til at anvende afløsningssummen for jordrente i stedet for det sædvanlige basisbeløb efter § 2, stk. 1, uanset om ejendommen er erhvervet før eller efter lovforslagets fremsættelse.
4. Efter henvisningen i lovens § 3, stk. 2, til § 2 skal der ved opgørelsen af frigørelsesværdien kunne indrømmes fradrag for værditab på bygninger m. v., der er opstået inden det tidspunkt, der er bestemmende for fastsættelsen af basisbeløbet, uanset om der som basisbeløb anvendes ejendomsværdien ved den seneste vurdering før inddragelsen, ejendomsværdien ved 13. alm. vurdering eller ejendommens anskaffelsessum.
Værditab på bygninger m. v. vil imidlertid ikke kunne forekomme ved anvendelse af anskaffelsessummen eller ejendomsværdien ved 13. alm. vurdering som basisbeløb. For anskaffelsessummens vedkommende følger det af, at køberen har haft lejlighed til at tage hensyn til nedgangen i bygningernes værdi ved sin beregning af, hvad han ville give for ejendommen. For så vidt angår ejendomsværdien ved 13. alm. vurdering vil en eventuel nedgang i bygningernes værdi forud for vurderingen alene være kommet til udtryk i et ændret forhold mellem ejendomsværdi og grundværdi, og da frigørelsesafgiften i dette tilfælde beregnes i forhold til stigningen i værdien af ejendommens handelsværdi uden fradrag af et differencebeløb, har man ikke i dette tilfælde fundet anledning til at indrømme fradrag for værditab på bygninger.
Under hensyn hertil er henvisningen i § 3, stk. 2, begrænset til § 2, stk. 1, således at fradrag for værditab kun fastsættes, hvor den seneste vurdering anvendes som basisbeløb.
5. Ved en ændret formulering af § 9 fastsættes nærmere regler for et dødsbos pligt til at svare afståelsesafgift. Det forhold, at en ejendom, for hvilken der tidligere er indtrådt pligt til at svare frigørelsesafgift, i forbindelse med et dødsfald inddrages under et skifte, betragtes ikke som en afståelse, der udløser pligt til at svare afståelsesafgift. Efter den nu vedtagne formulering skal derimod enhver overdragelse af en sådan ejendom fra et dødsbo til en arving, legatar eller en længstlevende ægtefælle sidestilles med afståelse af ejendommen. I disse tilfælde skal boet således principielt svare afståelsesafgift. Dette gælder, hvad enten overdragelsen fra dødsboet sker ved salg, udlæg, et blandet udlæg og salg eller ved, at ejendommen tilhører et fællesbo, der overtages af længstlevende ægtefælle til hensidden i uskiftet bo, efter at der forinden er skiftet med enkelte arvinger eller legatarer. jfr. § 20 C, stk. 1, 3. punktum, og § 20 B, stk. 6, i kildeskatteloven.
Sker overtagelsen til hensidden i uskiftet bo uden forudgående skifte med enkelte arvinger eller legatarer, medfører overtagelsen ikke, at der skal svares afståelsesafgift.
I kildeskatteloven er der en almindelig adgang for en arving, legatar eller en efterlevende ægtefælle til at indtræde i dødsboets skatte- og afgiftsmæssige stilling med hensyn til de efterladte aktiver. Under hensyn hertil har man fundet det rimeligt og hensigtsmæssigt, at samme personkreds kan opnå henstand med betaling af afståelsesafgift. Når man ikke har valgt en ordning med „afgiftsmæssig succession" vedrørende afståelsesafgiften, men alene en henstandsordning med en allerede indtrådt og beregnet afgift, skyldes det hensynet til passiveringsregler. I henhold til bestemmelserne i kildeskatteloven skal der, hvor en arving m. v. indtræder i boets skatte- og afgiftsmæssige stilling, foretages en passivering af det fremtidige skattetilsvar af hensyn til bodelingen og arveafgiftsberegningen. Kildeskattelovens passiveringsregler er imidlertid ikke indrettet på passivering af en afgift som afståelsesafgiften, og man har ikke fundet det hensigtsmæssigt at foreslå loven suppleret med særlige og teknisk meget komplicerede passiveringsregler herfor. Med den vedtagne henstandsordning for en allerede indtrådt og beregnet afgiftspligt undgår man helt, at der i henseende til bodelingen bliver noget behov for særlige passiveringsregler samtidig med, at man tilgodeser den interesse, et bo eller en arving m. v. af likviditetsmæssige grunde kan have i ikke straks at skulle svare afgiften. Det forhold, at afgiftspligten anses for indtrådt, medfører, at afgiften kan fradrages ved arveafgiftsberegningen som gæld, jfr. arveafgiftslovens § 16, stk. 2.
Efter loven skal dødsboet derfor kunne kræve fritagelse for at betale afståelsesafgift, hvis den, der overtager ejendommen, forpligter sig til at betale det under skiftet fastsatte beløb ved den første afståelse af ejendommen. Afstår arvingen kun en del af ejendommen, svares der en forholdsmæssig del af afgiften. Overtages ejendommen af flere berettigede i et bo, skal disse forpligte sig til at hæfte solidarisk for afgiftsbeløbet. Boet kan også kræve fritagelse for at betale afståelsesafgiften, selv om ejendommens værdi overstiger modtagernes andele i boet. Arvingen m. v. må endvidere ved den første afståelse af ejendommen svare særlig indkomstskat efter de herom gældende regler af eventuel fortjeneste konstateret ved samme afståelse. Fortjenesten beregnes med udlægsværdien som skattemæssig anskaffelsessum.
Hvor et dødsbo ved overdragelse af en ejendom til en arving, legatar eller en længstlevende ægtefælle bliver pligtig at svare afståelsesafgift, beregnes denne på grundlag af værdierne i den endelige boopgørelse eller i opgørelserne i henhold til § 20, stk. 2, eller § 20 C, stk. 4, i kildeskatteloven (værdien i handel og vandel). Udlægges ejendommen før skæringsdagen i en opgørelse efter samme bestemmelser, ansættes den til værdien på udlægstidspunktet, jfr. kildeskattelovens § 17, stk. 2, 2. og 3. punktum.
Der skal efter loven ikke svares afståelsesafgift af et dødsbo, der i henhold til bestemmelserne i § 16 eller § 20 B, stk. 3, i kildeskatteloven er fritaget for at svare indkomstskat, fordi boets aktiver og nettoformue er under visse beløbsgrænser. Selve afgiftspligten anses for så vidt for indtrådt, men ud fra lignende betragtninger, som har ført til at fritage disse boer for at svare indkomstskat, fritages de for pligten til at betale afståelsesafgiften. Hvor en arving m. v. overtager en ejendom fra et sådant bo, skal arvingen ved den første afståelse alene svare særlig indkomstskat efter de herom gældende regler af eventuel fortjeneste. Fortjenesten beregnes med udlægsværdien som skattemæssig anskaffelsessum.
6. Ved gennemførelsen af loven om frigørelsesafgift m. v. af fast ejendom var det forudsat, at der ved lovens ikrafttræden den 1. januar 1970 ikke ville findes arealer, hvis anvendelse til bymæssig bebyggelse var tilladt af vedkommende offentlige myndighed, men som dog ville blive pålagt frigørelsesafgift. Det var påregnet, at alle sådanne arealer ville blive henført til byzone pr. 1. januar 1970 i henhold til § 2 i lov nr. 315 af 18. juni 1969 om by- og landzoner.
Det har imidlertid vist sig, at der i et ikke helt ubetydeligt omfang findes arealer, der er blevet disponeret for bymæssig bebyggelse under anvendelse af en anden formel fremgangsmåde end ved fastlæggelse i en byudviklingsplan, bygningsvedtægt eller byplanvedtægt, og som derfor ikke er blevet byzone umiddelbart ved by- og landzonelovens ikrafttræden pr. 1. januar 1970.
Som et eksempel på tilfælde som de omtalte skal nævnes arealer i en byudviklingsplans yderzone, hvor byudviklingsudvalget før den 1. januar 1970 har meddelt dispensation til arealets anvendelse til bymæssig bebyggelse, men hvor arealet ikke er blevet overført til inderzone ved en ændring af byudviklingsplanen.
Som et andet eksempel kan nævnes endnu landbrugsdrevne arealer i landzone, på hvilke der med kommunalbestyrelsens godkendelse før den 1. januar 1970 er tinglyst en deklaration med bebyggelsesregulerende bestemmelser.
Forhold som de nævnte kan også foreligge i relation til sommerhusområder og kolonihavearealer.
De måder, hvorpå arealer kan være disponeret for bymæssig bebyggelse eller sommerhusbebyggelse af vedkommende offentlige myndighed, er mangfoldige og lader sig ikke beskrive med tilstrækkelig nøjagtighed i en lovbestemmelse. Der findes også forskellige grader af sikkerhed for en senere formel gennemførelse af sådanne dispositioner. Det overlades derfor efter loven til afgørelse i hvert enkelt tilfælde, om der på grundlag af en ansøgning fra vedkommende ejer bør træffes beslutning om, at frigørelsesafgiftsloven ikke skal finde anvendelse på arealet. En sådan beslutning medfører, at ejerne vil være undergivet de almindelige regler om, at der ved afståelse af fast ejendom skal svares almindelig eller særlig indkomstskat af den opnåede fortjeneste.
Det overlades det i byplanlovens § 4 omhandlede byplannævn at træffe administrativt endelig afgørelse af, om frigørelsesafgiftsloven skal finde anvendelse i tilfælde som de omhandlede. Det vil derimod ligge uden for byplannævnets kompetence at tage stilling til tvivlsspørgsmål, der i øvrigt måtte opstå vedrørende lovens anvendelse. Det forudsættes, at byplannævnets afgørelser efter den foreslåede § 19 A først træffes, efter at der er givet vedkommende kommunalbestyrelse og amtsråd og i byudviklingsområder tillige byudviklingsudvalget lejlighed til at udtale sig i anledning af ansøgningen.
Endelig indeholder loven visse ændringer i lov om vurdering af landets faste ejendomme, jfr. lovbekendtgørelse nr. 441 af 22. august 1969, som ændret ved lov nr. 100 af 20. marts 1970:
1. Efter § 4 er indsat en ny paragraf, hvori det fastslås, at vurderingsrådet skal optage ejendomme, der bliver omfattet af pligten til at svare frigørelsesafgift, til omvurdering hurtigst muligt, efter at rådet har fået meddelelse om inddragelse i byzone eller sommerhusområde eller, for så vidt angår de af frigørelsesafgiftslovens afsnit II omfattede ejendomme, efter at rådet er blevet bekendt med, at ejendommene helt eller delvis er overgået til anden anvendelse end landbrug m. v.
2. Ved en tilføjelse til § 14, stk. 5, er bestemmelsen bragt i overensstemmelse med frigørelsesafgiftslovens § 1. Såfremt en ejendom efter 14. alm. vurdering tilplantes med skov, fordi skovbrug er den økonomisk gode anvendelse, har man fundet det rigtigst, at ejendommen som andre skovejendomme vurderes efter reglerne i § 15.
3. Ved en ændret affattelse af regelen i § 33, stk. 2, fastslås det, at vurderingsrådet skal foretage de fordelinger af de ansatte værdier, som er nødvendige til gennemførelse af frigørelsesafgiftsloven.
De foran omhandlede ændringer i loven om frigørelsesafgift og i vurderingsloven har virkning fra den 1. januar 1970, d. v. s. fra ikrafttrædelsen af frigørelsesafgiftsloven og loven om by- og landzoner.
Har den, der skal svare frigørelsesafgift, erhvervet ejendommen inden 20. april 1970 betinget af andet end købesummens betaling, og er betingelserne ikke opfyldt på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, indeholder loven den overgangsregel, at den pågældende kan anvende sin anskaffelsessum som basisbeløb ved beregningen af frigørelsesafgiften.
Lovforslaget fik under sin gang i folketinget en velvillig behandling af partiernes ordførere, idet lovens indhold, som er beskrevet i det foregående, i alt væsentligt blev føjet til lovforslaget efter dets fremsættelse og 1. behandling.
I den af folketingsudvalget afgivne betænkning indstillede et flertal (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlem af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med en række af finansministeren foreslåede ændringer. Et mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse med de af finansministeren stillede ændringsforslag bortset fra forslaget om dødsboers pligt til at svare afståelsesafgift (§ 9) samt forslaget om i visse tilfælde at lade byplannævnet træffe afgørelse om at fritage arealer, som er „disponeret" til bymæssig bebyggelse eller sommerhusbebyggelse, fra at henhøre under frigørelseslovens område (§ 19 A).
Ved 2. behandling udtalte Gert Petersen (SF), at han fandt ordet „disponeret" i § 19 A meget rummeligt, og han udtrykte betænkelighed ved at lade spørgsmålet afgøre efter et skøn. Sigsgaard (VS) delte denne betænkelighed, og han fandt iøvrigt i det hele den omhandlede paragraf for løst formuleret. Finansministeren oplyste, at ordet „disponeret" i praksis vil blive fortolket snævert. „Der må i virkeligheden foreligge klare data for, at der er truffet beslutning enten i kommunalbestyrelsen eller i amtsrådet eller andre steder om, at disse arealer har været tænkt anvendt til bymæssige formål."
I den af udvalget afgivne tillægsbetænkning stillede udvalget med finansministerens tilslutning ændringsforslag vedrørende de afløste jordrentebrug. Dette forslag er ligeledes omtalt foran under gennemgangen af lovens indhold.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 140 stemmer; 4 medlemmer (VS, u. p. og Grønl.) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.