Ved lov nr. 133 af 1. maj 1964 (årbog 1963-64, side 142) blev 13. alm. vurdering, der skulle have været afholdt den 1. september 1964, udskudt 1 år til 1. september 1965. I stedet fandt der pr. 1. september 1964 kun „årsomvurdering" sted efter reglerne i statsejendomsskattelovens § 2. Loven af 1. maj 1964 indeholder derhos bestemmelser, der i vidt omfang udelukker de sædvanlige virkninger for grundskatterne af de vurderinger, der er opført på årsomvurderingsfortegnelserne pr. 1. september 1963 og 1. september 1964, d. v. s. for vurderingerne, der ellers normalt skulle have haft virkning fra henholdsvis 1. april 1964 og 1. april 1965. For så vidt angår grundstigningsskylden, er stillingen efter nævnte lov nærmere den, at vurderingerne på fortegnelsen pr. 1. september 1963 ikke kan medføre forhøjet grundstigningsskyld for „hele ejendomme" og „restejendomme" og kun lægges til grund på sædvanlig måde for „nye ejendomme", og at vurderingerne på fortegnelsen pr. 1. september 1964 ikke medfører forøget grundstigningsskyld for „hele ejendomme", mens „restejendommene" og de „nye ejendomme" kun skal svare grundstigningsskylden af en i overensstemmelse med de foretagne grundbeløbsfordelinger forholdsmæssig svarende del af den afgiftspligtige grundstigning, der ved 12. alm. vurdering påhvilede den ejendom, hvorunder vedkommende „restejendommes" eller „nye ejendommes" areal da var vurderet.

I forbindelse med behandlingen i folketinget af den pågældende lov stillede regeringen samtidig i udsigt, at der senere ville blive stillet forslag om en fiksering af grundstigningsskylden principielt på grundlag af 12. alm. vurdering, idet man ville anmode det nedsatte ekspertudvalg vedrørende forenkling af ejendomsbeskatningen om at udarbejde en redegørelse om fikseringen og på grundlag heraf udfærdige et lovforslag herom.

Udkast til det af finansministeren påtænkte direktiv til forenklingsudvalget om spørgsmålet aftryktes som bilag til den af vedkommende folketingsudvalg den 21. april 1964 afgivne betænkning (jfr. årbog 1963-64, side 146). Direktiv til forenklingsudvalget i overensstemmelse med nævnte udkast blev herefter af finansministeren meddelt udvalget den 12. maj 1964, og det blev suppleret i en skrivelse af 15. maj 1964, bl. a. med hensyn til nogle detailspørgsmål, der havde været fremført under folketingsbehandlingen.

På grundlag af de pågældende direktiver udarbejdede forenklingsudvalget herefter redegørelse og lovudkast om fikseringen, der blev fremsendt til finansministeren den 17. september 1964. Det pågældende materiale fra forenklingsudvalget var optrykt som bilag til forslaget til nærværende lov.

Forenklingsudvalget gik i sin redegørelse ind for en ordning, hvorefter grundstigningsskylden i intet tilfælde skulle fikseres på noget højere grundlag end den afgiftspligtige grundstigning ved 12. alm. vurdering. Regeringen godtog dette standpunkt, og det af finansministeren fremsatte lovforslag gik derfor ud på, at grundstigningsskylden fra og med skatteåret 1965-66 skulle svares af ejendommenes fikserede afgiftspligtige grundstigning, d. v. s. de beløb, hvortil den afgiftspligtige grundstigning havde været beregnet på grundlag af 12. alm. vurdering.

Efter forenklingsudvalgets forslag skulle fikseringen derimod ikke medføre tilbagebetaling af den forhøjede grundstigningsskyld, der har været betalt i skatteårene 1962-63— 1964-65 som følge af omvurderinger, idet udvalget dels anførte teknisk-administrative vanskeligheder, dels provenumæssige vanskeligheder for kommunerne, såfremt tilbagebetaling skulle finde sted. Regeringen havde imidlertid uanset disse vanskeligheder fundet, at man ikke burde nægte ejerne af de omvurderede ejendomme tilbagebetaling af de for meget erlagte beløb, og det fremsatte lovforslag indeholdt derfor bestemmelser herom. Beløbet ansloges til ca. 60 mill. kr., hvoraf kommunerne skulle bære den andel, de i sin tid havde oppebåret, d. v. s. halvdelen.

Ved behandlingen i folketinget undergik lovforslaget nogle ændringer, idet man vedtog, at

1) grundstigningsskylden for skatteåret 1965-66 opkræves på det i lovforslaget fastsatte "fikseringsgrundlag".

2) grundstigningsskylden skal fuldstændig bortfalde efter 13. alm. vurdering pr. 1. september 1965, d. v. s. fra 1. april 1966 at regne.

3) den foreslåede tilbagebetaling af grundstigningsskyld for skatteårene 1962-63—1964-65 udgik.

Desuden udgik nogle i det fremsatte lovforslag indeholdte ændringer af statsejendomsskattelovens bestemmelser om fritagelse for grundstigningsskyld (§§ 67-69), og der indsattes bestemmelser om kompensation for indtægtsnedgang for visse kommuner.

Af lovens bestemmelser skal herefter anføres:

Statsskattelovens § 51 om grundstigningsskylden affattedes således:

§ 51. Opkrævning af grundstigningsskyld finder sted sidste gang for skatteåret 1965-66. For dette skatteår udgør den afgiftspligtige grundstigning, hvoraf grundstigningsskylden beregnes med 4 pct., de beløb, hvortil ejendommenes afgiftspligtige grundstigning har været beregnet på grundlag af ansættelserne ved 12. alm. vurdering. Har der ved en senere omvurdering til og med årsomvurderingen pr. 1. september 1964 været beregnet en lavere afgiftspligtig grundstigning, udgør dog denne den afgiftspligtige grundstigning. For ejendomme, der i anledning af udstykning eller anden deling først er vurderet selvstændigt ved en i tiden efter 12. alm. vurdering til og med årsom vurderingen pr. 1. september 1964 foretaget vurdering, der er blevet endelig senest pr. 1. september 1964, udgør den afgiftspligtige grundstigning en i overensstemmelse med de foretagne værdibeløbsansættelser beregnet forholdsmæssig del — rundet nedad til det nærmeste med 100 delelige tal — af den afgiftspligtige grundstigning, der ved 12. alm. vurdering påhvilede den ejendom, hvorunder arealet da var vurderet, medmindre der ved en selvstændig vurdering af arealet til og med årsomvurderingen pr. 1. september 1964 er beregnet en lavere afgiftspligtig grundstigning, i hvilket tilfælde denne udgør den afgiftspligtige grundstigning. For ejendomme, der i anledning af sammenlægning først er vurderet selvstændigt ved en i tiden efter 12. alm. vurdering til og med årsomvurderingen pr. 1. september 1964 foretaget vurdering, udgør den afgiftspligtige grundstigning summen af de på grundlag af bestemmelserne i 2.-4. punktum for de sammenlagte ejendomme eller dele af ejendomme beregnede beløb, medmindre der ved en vurdering af den sammenlagte ejendom til og med årsomvurderingen pr. 1. september 1964 er beregnet en lavere afgiftspligtig grundstigning, i hvilket tilfælde denne udgør den afgiftspligtige grundstigning.

Den grundstigningsskyld, hvormed der i henhold til § 69, stk. 1 d, i lovbekendtgørelse nr. 305 af 1. august 1960 er bevilget henstand, og som pr. 1. april 1965 ikke er forfalden, bortfalder.

Statsskattelovens § 73 om kommunernes andel af grundstigningsskylden affattedes således:

§ 73. Af den i hver kommune (by- og sognekommune) for skatteåret 1965-66 opkrævede grundstigningsskyld tilfalder grundstigningsskylden af de vedkommende kommuner tilhørende ejendomme udelt kommunen. Af resten tilfalder halvdelen kommunen. Fordelingen foretages på den hidtil anvendte måde.

For skatteåret 1965-66 yder statskassen kommunerne godtgørelse for det beløb, deres andel i grundstigningsskylden for skatteåret 1965-66 er lavere end deres andel af grundstigningsskylden for skatteåret 1964-65. Godtgørelsen kan dog ikke andrage mere end statens andel af grundstigningsskylden for den pågældende kommune for det nævnte skatteår og udbetales kun, for så vidt den udgør mere end 15.000 kr.

I loven er som § 2 indsat følgende bestemmelse om afskæring af reguleringskrav i anledning af grundstigningsskyldens bortfald.

Bestemmelserne i § 1, nr. 10 [den foran citerede § 51], giver, medmindre andet er aftalt, ikke en tidligere ejer af en ejendom ret til at kræve regulering af det ud over den afgiftspligtige grundstigning betingede vederlag for overdragelsen.

Krav på regulering i henhold til den hidtidige bestemmelse i § 64 i lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme af det ved frivillig overdragelse af en ejendom fastsatte vederlag bortfalder — medmindre andet er aftalt — i alle tilfælde, hvor der ikke inden nærværende lovs ikrafttræden er faldet endelig dom.

Det kan endelig anføres, at statsejendomsskattelovens § 71 om opkrævning af jernbaneskyld ophæves under hensyn til, at det administrative besvær med opkrævningen står i misforhold til afgiften, der i 1962-63 udgjorde ca. 60.000 kr.

Bestemmelserne om opkrævning af grundstigningsskylden for 1965-66 og dens fordeling mellem staten og kommunerne skulle træde i kraft den 1. april 1966. I øvrigt trådte loven i kraft den 1. januar 1965.

Ved lovforslagets 1. behandling tiltrådtes det af Ove Hansen (S), ligesom A. C. Normann (RV) erklærede sig enig i forslagets hovedindhold. Axel Kristensen (V) og Gottschalck-Hansen (KF) henviste til det af dem i 1963-64 fremsatte forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af grundstigningsskylden og understregede, at de fastholdt kravet om en fuldstændig ophævelse af grundstigningsskylden. Samme standpunkt indtog Johan Asmussen (Uafh). Poul Dam (SF) kunne ikke tilsige støtte til en isoleret endsige uændret gennemførelse af forslaget, men var interesseret i en indsats for at fremskaffe jord til rimelige priser og i en rimelig inddragning af samfundsskabte værdier.

I det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, stillede finansministeren de foran nævnte ændringsforslag, og et flertal (udvalgets medlemmer undtagen Holger Eriksen og Poul Dam) indstillede lovforslaget til vedtagelse med de af finansministeren foreslåede ændringer.

Et mindretal inden for flertallet (A. C. Normann) understregede, at det radikale venstre betragtede lovforslaget som nært sammenhængende med den øvrige del af grundbeskatningsproblemet, og at partiets i udvalget udtrykte ønske om også at afskaffe den pr. 12. almindelige vurdering i 1960 gældende afgiftspligtige grundstigning måtte ses på baggrund af, at det var partiets beslutning at tage initiativ til et lovforslag om overførelse af alle grundskatter til kommunerne på en sådan måde, at disse får større frihed end hidtil til selv at afgøre, med hvilken promille den kommunale grundskyld skal udskrives.

Et mindretal (Poul Dam) kunne tilslutte sig, at grundstigningsskylden for 1965-66 som foreslået opkræves på grundlag af 1960-vurderingen, og tiltrådte ændringsforslaget om den påtænkte tilbagebetalings bortfald, men kunne ikke støtte forslaget om grundstigningsskyldens fuldstændige bortfald fra 1. april 1966. Mindretallet. stillede sig ikke afvisende over for tanken om, at en gennemgribende reform af ejendomsbeskatningen ville kunne overflødiggøre grundstigningsskylden, men måtte i princippet ønske denne opretholdt også efter 1. april 1966 og da på grundlag af 1965-vurderingen, såfremt der ikke inden da er grebet effektivt ind over for grundspekulationen på anden måde — således gennem skærpelse af kapitalvindingsskatten og gennem adgang til ekspropriation til boligbyggeri — og såfremt der ikke gennem en reform af reglerne om grundskyld er tilvejebragt såvel dækning for det provenutab, som grundstigningsskyldens bortfald ville medføre, som større ensartethed i satserne i landets forskellige dele. I overensstemmelse med denne indstilling stillede mindretallet et underændringsforslag.

Et andet mindretal (Holger Eriksen) kunne hverken medvirke til en fiksering af grundstigningsskylden efter 12. almindelige vurdering eller til almindelig ophævelse af den allerede fastsatte afgiftspligtige grundstigning. Principielt måtte mindretallet anse det for forkasteligt, at samfundet giver afkald på en i forvejen relativt ringe del af den samfundsskabte værdistigning, hvilket ville medføre, at den voldsomme stigning i grundpriserne efter alt at dømme ville blive forøget. Også praktiske hensyn gjorde det efter mindretallets opfattelse uforsvarligt at gennemføre såvel de foreslåede ændringer som lovforslaget i den ændrede skikkelse.

Ved 2. behandling vedtoges de af finansministeren stillede ændringsforslag, mens det af et mindretal stillede underændringsforslag forkastedes.

Efter en fornyet udvalgsbehandling stilledes der af finansministeren nogle ændringsforslag vedrørende ikrafttrædelsen m. v. Ved 3. behandling vedtoges disse ændringsforslag, og lovforslaget vedtoges endeligt med 129 stemmer mod 11 (SF og Holger Eriksen).