L 183 Forslag til lov om næringsbrev til fødevarebutikker.

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Behandlet sammen: L 183 og L 184.

Efter 1. beh. henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven om næringsbrev sikrer,

- at udøvere af erhvervet har det fornødne kendskab til de regler, der regulerer området, og

- at systematisk overtrædelse af forskellige lovgivninger ikke alene sanktioneres hver for sig, men tillige kan medføre en samlet sanktion.

Virksomheder kan undtages fra ordningen, forudsat at der er orden i skatte- og afgiftsforholdene, og at der ikke inden for det seneste år er begået væsentlige overtrædelser af fødevarelovgivningen. Undtagelse fra ordningen kan ske for 1 år ad gangen.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen opretter et register for overtrædelser for det enkelte næringsbrev.

Økonomi- og erhvervsministeren skal fremsætte forslag om revision af loven i folketingsåret 2008-09.

Der havde været fokus på en række tilfælde inden for fødevarehandelen, hvor der var sket systematiske overtrædelser af lovgivning vedrørende skat og afgifter, fødevarer, arbejdsmiljø og brandsikkerhed.

Folketingsudvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri afgav i 2003 beretning over forslag til folketingsbeslutning om indførelse af er- hvervskørekort (næringsbrev) til indehavere af fødevarevirksomheder samt til virksomheder omfattet af restaurationsloven. Denne beretning byggede på beslutningsforslag nr. B 74 og B 77 fremsat 21. og 24. januar 2003.

Lovforslaget blev behandlet i Folketingets Erhvervsudvalg sammen med lovforslag nr. L 184, der var forslag til en ændring af lov om hotel og restaurationsvirksomhed m.v., der omhandlede frakendelse af næringsbrev.

Lovforslaget vedtaget med 113 stemmer (V, S, DF, KF, SF, EL og KD) mod 5 (RV).
Partiernes ordførere
Henrik Vestergaard (V), Ole Vagn Christensen (S), Colette L. Brix (DF), Carina Christensen (KF), Anne Grete Holmsgaard (SF), Naser Khader (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Tove Videbæk (KD)