L 232 Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

(Styrkelse af den særlige støtte til børn og unge og om dispensationsadgang ved nedsættelse af børn og unge-udvalg).

Af: Socialminister Henrik Dam Kristensen (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven ændrer serviceloven og retssikkerhedsloven. Ændringerne i serviceloven vedrører reglerne om særlig støtte til børn og unge, og ændringerne i retssikkerhedsloven vedrører reglerne om nedsættelse af børn og unge-udvalg.

Det fremgik af bemærkningerne, at formålet med lovforslaget var at sikre, at støtte til børn og unge med særlige behov ydes til barnets bedste, og at understrege betydningen af en tidlig indsats og stabile anbringelsesforhold.

Baggrunden for fremsættelsen af forslaget var den løbende debat om, hvorvidt samfundets indsats over for børn og unge, der har brug for støtte, er tilstrækkelig, og om børn og unges retssikkerhed og dermed retsbeskyttelse er tilstrækkelig sikret.

Lovforslaget vedtaget med 103 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, EL, KRF og FRI) mod 3 (Inge Dahl-Sørensen (V), Tove Fergo (V) og Frank Dahlgaard (UP)); 1 (Karsten Nonbo (V)) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
René Skau Björnsson (S), Tove Fergo (V), Erik Larsen (V), Inge Refshauge (DF), Jens Heimburger (KF), Villy Søvndal (SF), Anders Samuelsen (RV), Yvonne Herløv Andersen (CD), Jette Gottlieb (EL) og Tove Videbæk (KrF)