L 224 Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet.

(Miljøgodkendelsesordning for hurtigfærger m.v.).

Af: Miljø- og energiminister Svend Auken (S)
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 227.

Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Med loven ændres havmiljøloven på følgende punkter:

- Miljø- og energiministeren får hjemmel til at fastsætte regler om, at oprettelse af og væsentlig ændring af sejladsfrekvensen på en hurtigfærgerute kræver forudgående miljøgodkendelse.

- Dumpning af optaget havbundsmateriele skal fortrinsvis ske inden for dansk søterritorium.

- Havmiljølovens objektive individualansvar ophæves.

Det fremgik af bemærkningerne, at baggrunden for lovforslaget var de senere års indsættelse af flere og større hurtigfærger i de danske farvande. Indsættelsen af disse hurtigfærger havde givet anledning til problemer i form af fart, bølger og støj samt forstyrrelse af dyre- og planteliv. Lovforslaget skulle i denne forbindelse ses i sammenhæng med lovforslag L 227.

Med ophævelsen af bestemmelsen om det objektive individualansvar fjernedes muligheden for at pålægge skibets ejer eller bruger bødeansvar, når overtrædelsen ikke kunne tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom. Baggrunden herfor var Straffelovrådets store betænkelighed ved at fravige strafferettens skyldprincip, hvorefter en lovovertrædelse skal kunne bebrejdes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 109 stemmer.
Partiernes ordførere
Peter Christian Christensen (S), Erik Jacobsen (V), Niels Langkilde (KF), Anni Svanholt (SF), Ulla Solvang (RV), Aage Brusgaard (FP), Bent Hindrup Andersen (EL) og Ole Donner (DF)