L 197 Forslag til lov om byfornyelse.

Af: Boligminister Ole Løvig Simonsen (S)
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 198.

Efter 1. beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven afløser lov om byfornyelse og boligforbedring samt lov om privat byfornyelse. Loven integrerer og udvider de byfornyelsesinstrumenter, som kommunerne kan vælge at anvende, tilpasset de lokale forhold.

Som et væsentlig nyt element indeholder loven bestemmelser om helhedsorienteret byfornyelse, som retter sig mod en integreret og koordineret tværsektoriel indsats til afhjælpning af et områdes mangeartede problemer. Endvidere er der efter loven mulighed for at integrere nybyggeri som led i byfornyelsen.

Beslutningsstrukturen i byfornyelsen er forenklet, således at der ikke længere sondres mellem byfornyelses- og boligforbedringsbeslutninger. Hertil kommer en yderligere forenklet procedure og støtte til fornyelse i landsbyerne (bygningsforbedringsudvalg), ligesom den private byfornyelse er omdøbt til aftalt byfornyelse, samtidig med at den er blevet et mere integreret led i den kommunale byfornyelsespolitik.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at udgangspunktet var, at den eksisterende lov skulle have et bredere anvendelsesområde og skulle udvikles til at blive et centralt instrument i bypolitikken. Byfornyelsen kunne således udvides fra de traditionelle utidssvarende områder og bygninger til andre bypolitiske løsninger i f.eks. belastede bebyggelser og blandede bolig- og erhvervsområder.

Lovforslaget var ligeledes et led i den fortsatte decentralisering og sikrede kommunerne de nødvendige instrumenter til at træffe beslutning om lokale forhold.

Lovforslaget vedtaget med 93 stemmer (S, V, KF, RV og CD) mod 18 (SF, FP, EL og DF).
Partiernes ordførere
Jytte Wittrock (S), Jens Hald (V), John Vinther (KF), Villy Søvndal (SF), Dorit Myltoft (RV), Kirsten Jacobsen (FP), Addi Andersen (CD) og Keld Albrechtsen (EL)