L 57 Forslag til lov om Folketingets Ombudsmand.

Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven fastsætter regler for Folketingets Ombudsmands virksomhed og kompetence.

Lovforslaget var en uændret genfremsættelse af lovforslag nr. L 92 fra folketingsåret 1994-95, jf. omtalen i Årbog & Registre 1994-95 side 104. Dette lovforslag byggede på en betænkning om ændring af ombudsmandslovgivningen, som var afgivet i maj 1994 af et sagkyndigt udvalg.

Lovforslaget fik sin endelige udformning efter vedtagelsen af en række ændringsforslag, som var stillet af et flertal af Folketingets Retsudvalg (udvalget med undtagelse af Enhedslisten).

Et af ændringsforslagene indebar en ændring af udlændingeloven, hvorefter ombudsmandens virksomhed efter den 1. januar 1997 ikke længere skal omfatte Flygtningenævnet. Et andet ændringsforslag medførte, at ombudsmanden kan bestemme, at visse dokumenter vedrørende projekter, som ombudsmanden har taget op af egen drift, ikke undergives aktindsigt, før vedkommende myndighed har haft lejlighed til at udtale sig om dem.

Lovforslaget vedtaget med 107 stemmer (S, V, KF, SF, RV, FP, CD og DF) mod 3 (EL).
Partiernes ordførere
Poul Qvist Jørgensen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Helge Adam Møller (KF), Margrete Auken (SF), Bjørn Elmquist (RV) og Tom Behnke (FP)