L 35 Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove.

(International beskatning).

Af: Skatteminister Carsten Koch ()
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indeholder en række ændringer og justeringer af den danske internationale skattelovgivning, herunder bl.a.:

- regler, hvorefter der kun kan lempes for skat betalt af et sambeskattet datterselskab for den skat, der er betalt i udlandet,

- tvungen sambeskatning i det omfang, et dansk selskab kontrollerer et udenlandsk selskab, som er underlagt en selskabsbeskatning, der er væsentlig lavere end den danske,

- ophørsbeskatning, hvis et udenlandsk selskab udtræder af en sambeskatning,

- regler om indgangsværdier for aktiver ved personers eller selskabers flytning til Danmark.

Baggrunden for lovforslaget var den øgede internationalisering og kapitalens fri bevægelighed, som i et vist omfang havde dannet grobund for udhulning af det danske skattegrundlag. Samspillet mellem dobbeltbeskatningsoverenskomster og de interne danske skatteregler var i særlig grad blevet udnyttet. Med lovforslaget var det hensigten at justere en række regler, der havde vist sig at have utilsigtede konsekvenser.

Det var ministerens vurdering, at den samlede virkning af lovforslaget ville være et merprovenu af forholdsvis begrænset størrelse. De potentielle provenutab, som skulle forhindres med lovforslaget, formodedes at være af betragtelig størrelse set i lyset af kapitalens frie bevægelighed og de friere internationale etableringsmuligheder for virksomhederne.

Lovforslaget vedtaget med 111 stemmer (S, V, KF, SF, RV, EL og CD) mod 6 (FP); 1 (Jacob Haugaard) (UP) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Jacob Buksti (S), Svend Aage Jensby (V), Flemming Hansen (KF), Jes Lunde (SF), Kristian Thulesen Dahl (FP), Dorit Myltoft (RV) og Frank Aaen (EL)