L 13 Forslag til lov om ændring af lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik.

Af: Trafikminister Jan Trøjborg (S)
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Trafikudvalget (TRU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Trafikudvalget (TRU).

Loven indebærer, at Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT), Københavns og Frederiksbergs Kommuner samt Københavns, Roskilde og Frederiksborgs Amtskommuner i fællesskab opretter et aktieselskab, hvor aktiekapitalen indskydes af HT og/eller af de fem kommunale enheder.

Aktieselskabet skal - ligesom private busselskaber - drive buskørselsvirksomhed i Danmark og i udlandet. Aktieselskabet er som andre aktieselskaber underlagt aktieselskabslovens regler.

Loven indebærer tillige, at 100 pct. af HT's buskørsel senest den 1. juli 2002 skal udføres efter udbud. Loven betyder, at det nye busaktieselskab byder på og udfører rutekørsel i lighed med private virksomheder.

HT har efter udskillelse af busdivisionen fortsat ansvaret for tilrettelæggelsen af den kollektive persontrafik i hovedstadsområdet, men ejer ikke de busser, der anvendes til buskørselsvirksomheden.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at de gældende regler indebar, at HT ikke selv kunne byde på og få tildelt den buskørsel, HT var forpligtet til at udbyde. Derved manglede trafikselskabet incitament til at effektivisere busdriften.

Efter regeringens opfattelse var den mest hensigtsmæssige løsning af dette problem at udskille den del af HT, der udførte buskørsel, og omdanne denne enhed til et aktieselskab med det formål at drive busvirsomhed i HT-området.

Lovforslaget vedtaget med 129 stemmer (S, V, KF, SF, FP, RV og CD) mod 6 (EL).
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Svend Erik Hovmand (V), Kaj Ikast (KF), Tommy Dinesen (SF), Ole Donner (FP), Vibeke Peschardt (RV), Jette Gottlieb (EL) og Arne Melchior (CD)