L 90 Forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri, realkreditlov og lov nr. 138 af 7. marts 1990 om ændring af forskellige lovbestemmelser.

(Kvoter for 1991. Ændret finansiering af byggeskader m.v. Ændrede regler om vedtægterne for Boligselskabernes Landsbyggefond. Begrænsning af driftsudgifterne. Uddelegering til kommunerne af behandlingen af den enkelte støttesag m.v.).

Af: Boligminister Svend Erik Hovmand (V)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven fastsætter bevillingskvoterne for det støttede byggeri i 1991. Kvoterne udgør 5.000 almennyttige boliger, 2.500 ungdomsboliger og 4.000 private andelsboliger. Dette er en nedgang i forhold til 1990 på 2.000 almennyttige boliger. Samtidig ophæver loven kommunernes og statens adgang til at yde støtte til udbedring af byggeskader. Støtten henlægges til Landsbyggefonden.

Herudover får boligministeren bemyndigelse til at fastsætte bestemmelser om regulering af huslejen i den almennyttige boligsektor. Loven ændrer desuden reglerne om vedtægterne for Boligselskabernes Landsbyggefond og reglerne for tilskud til forsøgsbyggeri. endelig sker der en uddelegering til kommunerne af støttesagsbehandlingen for støttet byggeri.

Lovforslaget var med enkelte undtagelser en genfremsættelse af lovforslag nr. L 47 fremsat i 1. samling.

Lovforslaget vedtaget med 69 stemmer (KF, V, FP, CD, RV og KRF) mod 67 (S og SF).
Partiernes ordførere
Grete Schødts (S), Bodil Thrane (V), Pernille Sams (KF), Holger K. Nielsen (SF), Sonja Albrink (CD), Kirsten Jacobsen (FP), Jørgen Estrup (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)