L 236 Forslag til lov om ændring af realkreditlov og lov om stempelafgift m.v.

(Foranstaltninger til imødegåelse af tvangsauktioner samt til stimulering af omsætningen af ejerboliger).

Af: Boligminister Agnete Laustsen (KF)
Samling: 1989-90
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Boligudvalget (BOU).

Loven ændrer den såkaldte tvangsauktionslov, der blev vedtaget i december 1989 (der henvises til omtalen af L 65). Boligministeren bemyndiges til at forhøje den eksisterende kvote på 5000 boliger, og fristen for at søge om omprioritering forlænges til den 30. september 1990. Desuden vil dokumenterne ved omprioriteringen af tvangsauktionstruede boliger blive fritaget for stempel- og tinglysningsafgift.

Herudover åbner loven mulighed for, at allerede optagne 20-årige mixlån kan ombyttes med 30-årige mixlån. Fristen for at ombytte disse lån er den 30. juni 1991.

Endelig betyder loven, at der i perioden indtil den 7. september 1990 kan ydes 30-årige mixlån ved ejerskifte, og at der i den samme periode ikke skal betales skøde- og pantebrevsstempel.

Baggrunden for lovforslaget var det høje antal tvangsauktioner og det konstante fald i antallet af handler og i kontantpriserne.

Lovforslaget vedtaget med 96 stemmer (S, KF, V, FP, RV, CD, KRF, Steenholdt (Grønl.) og Hugo Holm (UP)) mod 15 (SF).
Partiernes ordførere
Pia Gjellerup (S), Lizzie Lichtenberg (KF), Christian Mejdahl (V), Holger K. Nielsen (SF), Kirsten Jacobsen (FP), Sonja Albrink (CD), Jørgen Estrup (RV) og Henning Lysholm (KrF)