L 32 Forslag til lov om ændring af lov om private registre m.v. og lov om offentlige myndigheders registre.

Af: Justitsminister Erik Ninn-Hansen (KF)
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 383 af 10-06-1987
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget. Efter 2. behandling henvist til fornyet beh i retsudvalget.

Loven tilsigter en revision af de to registerlove på nogle områder, hvor erfaringerne med lovens administration har vist, at beskyttelsen af borgernes privatliv i forbindelse med anvendelsen af registre – navnlig edb-registre – i den offentlige og den private sektor ikke er fuldt tilstrækkelig.

Både for så vidt angår lov om private registre og lov om offentlige myndigheders registre skærpes bestemmelserne om registrering og videregivelse af oplysninger om rent private forhold. Baggrunden herfor er, at der især ved registrering af sådanne oplysninger og anvendelse af oplysningerne består en særlig risiko for, at borgernes privatliv gås for nær.

Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt for en privatvirksomhed eller en offentlig myndighed at være i besiddelse af og måske endda videregive sådanne oplysninger. Loven tilsigter, at disse situationer bliver undtagelsen og ikke reglen, og at der – hvis registrering af sådanne oplysninger er uomgængeligt nødvendig – skabes betryggende garantier for beskyttelsen af privatlivets fred for den registrerede.

Adgangen til registerindsigt skærpes yderligere ved loven, samtidig med at automatisk registrering af telefonnumre inden for den private sektor forbydes.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af en lang række ændringsforslag stillet i betænkningen, uden for betænkningen til 2. behandling og i tillægsbetænkningen.

Lovforslaget vedtaget med 148 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, KRF og VS) mod 3 (FP).
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Hagen Hagensen (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Leif Hermann (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Birgith Mogensen (CD), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Kristen Poulsgaard (FP) og Steen Tinning (VS)