L 233 Lov om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.

(Afgiftslempelse for biler med særligt trafiksikkerhedsfremmende udstyr).

Af: Minister for skatter og afgifter Isi Foighel (KF)
Samling: 1985-86
Status: Stadfæstet
Lov nr. 234 af 14-05-1986
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven ændrer de gældende beløbsgrænser i registreringsafgiftsloven for trafiksikkerhedsfremmende udstyr. Der kan gives et særligt fradrag i registreringsafgiften på 7.500 kr. for personbiler og 4.000 kr. for varebiler, der er udstyret med blokeringsfri bremser. Fradraget vil give fuld afgiftsfrihed for det billigste blokeringsfri bremsesystem på markedet, hvor der efter de hidtil gældende regler kun har været mulighed for at give et fradrag på 1.500 kr. og 800 kr. for henholdsvis person- og varebiler. For andet trafiksikkerhedsfremmende udstyr hæves beløbsgrænsen fra 1.500 kr. og 800 kr. for henholdsvis person- og varebiler til henholdsvis 2.700 kr. og 1.000 kr. som højeste fradrag i registreringsafgiften ud over det foreslåede fradrag for blokeringsfri bremser.

Endvidere ydes et nedslag i registreringsafgiften på 4.000 kr. til busser, der benyttes til transport af passagerer, såfremt køretøjet er forsynet med blokeringsfri bremser.

Loven er en konsekvens af regeringens tilkendegivelser i forbindelse med det økonomiske indgreb i marts 1986, hvorefter der inden for en ramme på 200 mill. kr. ville blive fremsat et lovforslag om lempelse af registreringsafgiften for sikkerhedsudstyr, specielt blokeringsfri bremser.

Loven fik sin endelige affattelse gennem vedtagelsen af en række ændringsforslag stillet af ministeren for skatter og afgifter.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 104 stemmer (S, KF, V, RV, CD, VS, KrF og FP) mod 12 (SF).
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Birthe Rønn Hornbech (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Bente Juncker (CD), Ove Jensen (FP), Jørgen Lenger (VS) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)