Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven indebærer, at der for perioden 5. oktober 1982 til 1. marts 1983 (stopperioden) ikke gyldigt kan aftales, fastsættes eller godkendes højere lønninger end dem, der gjaldt pr. 5. oktober 1982.

Loven medfører endvidere, at alle gældende takt- og statistikreguleringsordninger bortfalder med virkning fra 5. oktober 1982. Indførelse af sådanne reguleringer i den kommende overenskomstperiode må herefter i givet fald gøres til genstand for forhandlinger mellem parterne.

De dyrtidsreguleringer, der skal finde sted fra og med reguleringer i henhold til januarpristallet 1983 til og med reguleringer i henhold til januarpristallet 1985, bortfalder.

Loven giver mulighed for en forhøjelse af omkostningsdækkende ydelser under forudsætning af uændret dækningsgrad, og på lignende måde er loven ikke til hinder for en ændring af akkorder m.v., når blot indtjeningsgrundlaget ikke herved hæves.

Der er endvidere ikke i lovens stopperiode mulighed for at overgå fra et tidlønssystem til et akkordlønssystem.

Loven finder også anvendelse for vederlag til medlemmer af kommunale råd og magistrater.

Om baggrunden for lovforslaget oplyste arbejdsministeren bl. a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Som det fremgår af statsministerens redegørelse i folketinget den 5. oktober 1982 er et af de afgørende elementer i den nuværende økonomiske situation, at den er præget af en alvorlig forværring af den inflatoriske udvikling i pengeindkomsterne.

De samlede lønstigninger ligger - trods en behersket lønglidning - på omkring 10 pct. om året, og det kan forudses, at stigningerne vil blive mindst af samme størrelse i den kommende tid.

Sådanne stigninger overstiger med flere procent de gennemsnitlige forventede lønstigninger i de konkurrerende lande, hvilket betyder en alvorlig forringelse af danske virksomheders konkurrenceevne - både på eksportmarkederne og på hjemmemarkedet, hvor danske varer konkurrerer med importerede varer.

Forslaget har derfor til formål at bremse op for den forventede udvikling i pengeindkomsterne i den kommende tid. Lovforslaget, der skal ses i sammenæng med de øvrige af regeringen samtidig fremsatte lovforslag, særlig lov om stop for avancer, indebærer, at lønstigninger, der ikke var gældende inden 5. oktober 1982, ikke kan gennemføres i lovens stopperiode. De aftaler, der indgås i strid med loven, er ugyldige, og krav om højere løn, der støtter sig på en sådan aftale, kan ikke søges håndhævet gennem det fagretlige system eller ved domstolene. Spørgsmålet om, hvorvidt en aftale er gyldig eller ej, vil derimod altid kunne forelægges domstolene til afgørelse.

Forslaget medfører endvidere, at der i intet tilfælde i medfør af kollektiv overenskomst kan rejses krav i forslagets stopperiode over for modparten om lønstigning i denne periode, og at de sædvanlige overenskomstretlige regler for behandling af sådanne krav ikke kommer til anvendelse.

Derimod berører lovforslaget ikke det fagretlige system. Arbejdsnedlæggelser med det formål at skaffe sig lønstigning i strid med lovforslagets bestemmelser vil således savne et lovligt formål og vil derfor være overenskomststridige.

Forslaget hindrer derimod ikke, at lønforhøjelser, der er gyldigt aftalt, fastsat eller godkendt inden 5. oktober 1982, gennemføres i stopperioden. Allerede aftalte forhøjelser f. eks. på grundlag af anciennitet eller overgang fra ungarbejder- til voksenløn vil således ikke blive berørt af lovforslaget.

Forslaget hindrer ikke, at overenskomst- eller aftaleparterne i forslagets stopperiode udveksler krav til de nye overenskomster eller aftaler og heller ikke, at der forhandles som sædvanligt i forbindelse med fornyelsen af overenskomsterne pr. 1. marts 1983 eller senere.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 90 stemmer mod 85 (S, SF og VS).