L 24 Lov om ændringer i vejlove.

Af: Minister for offentlige arbejder Kjeld Olesen (S)
Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 197 af 03-05-1978
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Loven indeholder en række mindre ændringer i vejlovgivningen, der er nødvendige som konsekvens af anden lovgivning, specielt lov om Københavns kommunes styrelse, der trådte i kraft 1. april 1978.

Under udvalgsbehandlingen blev der udarbejdet ændringsforslag til lov om offentlige veje (lovbek. nr. 585 af 20. november 1975), hvorved administrationen i hovedstadsområdet ligestilles med administrationen i det øvrige land samt et ændringsforslag til lov om private fællesveje (lovbek. nr. 587 af 20. november 1975), hvorefter der gives den enkelte vejstyrelse kompetence til at meddele dispensation fra adgangsbestemmelserne.

Begge ændringsforslag blev vedtaget ved lovforslagets 2. behandling.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 140 stemmer.
Partiernes ordførere
Jørgen Frederiksen (S), Knud Nauerby (FP), Svend Erik Hovmand (V), Ib Langsted (CD), Johannes Burgdorf (KF), Ole Henriksen (SF), Anton Kanstrup (DKP), Alfred Hansen (DR) og Niels Helveg Petersen (RV)