Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.
Loven tilsigter i første række en revision af straffelovens regler om de strafferetlige retsfølger over for unge lovovertrædere, psykisk abnorme lovovertrædere, vedvarende kriminelle og lovovertrædere, der misbruger alkohol. Herudover indebærer loven en revision af reglerne om fradrag for varetægtsfængsling m. v.
1. De strafferetlige særforanstaltninger.
Loven bygger på straffelovrådets betænkning om de strafferetlige særforanstaltninger. Den tidsubestemte retsfølge forvaring, der hidtil kun er anvendt over for abnorme lovovertrædere, er ophævet i sin hidtidige form. I stedet er indført en tidsubestemt retsfølge (forvaring), hvis anvendelse afgrænses således, at den kun kan anvendes, når den er påkrævet til forebyggelse af fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og kun i forbindelse med domfældelse for visse nærmere angivne grove forbrydelser. Forvaring kan fremtidig ikke anvendes over for berigelsesforbrydere og andre lovovertrædere, der ikke udtrykkelig er omfattet af den pågældende bestemmelse.
Endvidere er den særlige strafart særfængsel afskaffet, således at det beror på fængselsvæsenets bestemmelse, under hvilke anstaltsforhold tidsbestemt straf skal fuldbyrdes.
Den relativt tidsubestemte frihedsstraf ungdomsfængsel er ophævet. Begrundelsen herfor er, at sanktionen på grund af sin ubestemthed og til dels opholdenes varighed er kommet ud i en så alvorlig krisetilstand, at man bør søge nye veje for at komme frem til sanktionsformer over for unge, som rummer muligheder for behandlingsmæssige fremskridt.
Endvidere er de strafferetlige foranstaltninger arbejdshus og sikkerhedsforvaring samt de særlige retsfølger over for kriminelle spiritusmisbrugere afholdspålæg og helbredelsesanstalt for drankere ophævet.
2. Fradrag for varetægtsfængsel m. m.
Ændringen af straffelovens § 86 tilsigter en udvidelse af de gældende regler om afkortning af varetægtsfængsel. Det bygger i det væsentlige på den nordiske strafferetskomités betænkning af 4. juni 1971 om "Avräkning av häktningstid m. m." (betænkning 9/71 i Nordisk udredningsserie).
Afkortningsreglerne er udformet således, at reaktionen mod lovovertræderen totalt set ikke bliver strengere for den, som har været anholdt eller fængslet, end for den, som har været på fri fod under sagen. Der skal således altid ske afkortning, når den dømte under sagen har været anholdt, varetægtsfængslet eller indlagt til mentalundersøgelse, og afkortning skal ske for hele det tidsrum, hvori den dømte har været frihedsberøvet. Endvidere kan processuel frihedsberøvelse, der har fundet sted i udlandet, tages i betragtning som grundlag for afkortning.
Loven indeholder endvidere enkelte mindre ændringer af straffeloven samt en række ændringer i retsplejeloven og i ikrafttrædelsesloven til straffeloven, der i det væsentlige er en følge af forslaget til ændring af straffeloven.
Lovforslaget fik ved 1. behandlingen principiel tilslutning fra ordførerne for alle partier. Udvalgsarbejdet resulterede i, at justitsministeren fremsatte ændringsforslag til lovforslaget, hvorefter bl. a. ændring af straffelovens §§ 16-18, herunder navnlig spørgsmålet om ophævelse af utilregnelighedskriteriet i § 16, blev foreslået udskudt til næste folketingsår. Socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget kunne ikke tilslutte sig lovforslagets § 70 om bibeholdelse af tidsubestemt forvaring og stillede derfor forslag om denne sanktionsforms fuldstændige afskaffelse.
Ved 3. behandlingen vedtoges lovforslaget med de af justitsministeren stillede ændringsforslag enstemmigt med 151 stemmer; 14 medlemmer (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.