Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: K. J. Mortensen, Erik Andersen (Fr.borg amt), Anker Jørgensen [formand], Søren B. Jørgensen, Evald Kristensen, Marichen Nielsen, Bertel Pedersen [næstformand], Grete Westergaard, Arne Larsen, Simonsen, Mads Eg Damgaard, Thestrup, Robert Christensen, Christophersen, Lennart Larson, Erik Hansen og Gudme.
Ved loven, der finder anvendelse i tilfælde, hvor behandlingen af arbejdsgiverens bo anses for begyndt, eller hvor virksomheden ophører den 1. april 1972 eller senere, er oprettet den selvstændige, selvejende institution Lønmodtagernes Garantifond, hvis administration og ledelse er identisk med Arbejdsmarkedets Tillægspension. Garantifondens opgave er at sikre lønmodtagernes krav på løn m. v., herunder feriegodtgørelse, i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs m. v. Loven fastsætter en grænse på 25.000 kr. for det beløb, der kan udbetales til hver enkelt lønmodtager, og fonden indtræder i lønmodtagerens krav mod arbejdsgiveren. Det nævnte maksimumsbeløb kan ændres af arbejdsministeren under hensyn til lønudviklingen. Fondens udgifter, herunder administrationsudgifter, dækkes ved årlige bidrag fra de arbejdsgivere, der er omfattet af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Loven indeholder i øvrigt bemyndigelse for arbejdsministeren til at fastsætte de nærmere bestemmelser vedrørende den fremgangsmåde, der skal anvendes ved administrationen af loven.
I de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget, fremhævede arbejdsministeren, at lønmodtagerne stadig — trods ændringer af konkursloven — løber en betydelig risiko for at lide tab ved arbejdsgiverens konkurs m. v., og at denne risiko synes forøget som følge af de strukturændringer, som for tiden finder sted i hastigt tempo.
Arbejdsministeren fremhævede endvidere, at selv lønmodtagere, for hvis krav boet giver dækning, er udsat for betydelige ulemper som følge af, at deres tilgodehavende ofte først udbetales efter lang tids forløb. Lønmodtagernes interesser er nu tilgodeset i begge henseender, hvorved bemærkes, at fonden foretager udbetaling, når kravet er anmeldt og dokumenteret over for fonden.
Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse fra alle ordførere, idet dog Robert Christensen (V) ønskede muligheden for en anden finansieringsform undersøgt.
I udvalgets betænkning stillede et mindretal (venstres medlemmer af udvalget) ændringsforslag, hvorefter udgifterne ved fondens virksomhed dækkes af statskassen.
Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 139 stemmer mod 1 (Dagmar Andreasen).