Efter 1. behandling henvist til udvalget vedrørende en ny storlufthavn og en fast forbindelse over Øresund.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling..

Loven har følgende ordlyd:

,,§ 1. Når igangværende bygge- og anlægsarbejder på Københavns lufthavn, Kastrup, er afsluttet, standses yderligere udbygning af lufthavnen.

§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende."

I forbindelse med lovforslagets fremsættelse omtalte ministeren for offentlige arbejder udviklingen i lufthavnsplanerne op til loven af 30. april 1969, idet han videre udtalte:

„Denne lov pålagde trafikministeren snarest muligt at lade udarbejde en teknisk redegørelse omfattende et program og et forprojekt for etapevis gennemførelse af en lufthavn på Saltholm og en plan for udflytning, herunder nærmere fastlæggelse af tidspunktet herfor.

Resultatet af dette arbejde forelå i en omfattende indstilling af oktober 1969 fra planlægnings- og anlægsudvalget vedrørende Københavns lufthavn med en tilhørende programplan for anlæg af en lufthavn på Saltholm. Konklusionen fra planlægningsudvalget var, at man måtte anbefale, at udflytningen ventede så længe som muligt, at man måtte skønne, at det seneste tidspunkt, der overhovedet var muligt, såfremt trafikken udviklede sig som angivet i de opstillede prognoser, var i 1985.

Når man anbefalede dette udflytningstidspunkt, havde man i udvalget lagt hovedvægten på at undgå den store investering og de deraf følgende store renteudgifter ved et tidligere anlæg på Saltholm, samtidig med at man ved den sene løsning fik fordelen af, at der med det samme fremkom ret store lufthavnsindtægter, så snart lufthavnen på Saltholm blev taget i brug.

Kort efter sin fremkomst i oktober 1969 blev den nævnte redegørelse forelagt folketingets storlufthavnsudvalg til orientering.

Regeringen har imidlertid ikke ment, at forslaget om overflytningen i 1985, uanset de nævnte tekniske og økonomiske synspunkter, uden videre kunne danne grundlag for et lovforslag.

De to mest afgørende begrundelser herfor er dels, at hele planen hviler på, at der kan tilvejebringes en garanti for, at overflytningen til Saltholm faktisk kan ske i 1985 og blive praktisk talt total med det samme, og dels at det var nødvendigt at se et så stort anlægsarbejde i sammenhæng med andre påtænkte større investeringer.

Under den fortsatte behandling, som folketingets storlufthavnsudvalg har haft lejlighed til at følge i alle enkeltheder, har det også været nødvendigt at inddrage andre økonomiske sider af sagen i den politiske overvejelse, herunder spørgsmålet om de forpligtelser, samfundet kunne pådrage sig af hensyn til lufthavnens omgivelser, ikke mindst støjgenerne.

En fortsat udbygning af Kastrup til den dobbelte trafik og med en levetid til mindst 1985 vil bevirke så store gener i store bebyggede områder, at det må anses for tvivlsomt, om den kan gennemføres uden at medføre betydelige yderligere omkostninger eller restriktioner på lufttrafikken, ligesom der af samme grund er en betydelig risiko for, at man, selvom udbygningen af Kastrup påbegyndes, ikke vil være i stand til at gennemføre planen om udflytning til Saltholm i 1985, efterhånden som de miljømæssige gener konstateres og deres økonomiske konsekvenser melder sig.

Sammenhængen med andre store investeringer på trafikområdet fremgår af redegørelsen for perspektivplanlægningen, hvori arbejdsgruppen finder det betænkeligt at prøve på samtidig at gennemføre de to største anlægsopgaver (en fast forbindelse over Store-Bælt og anlæg af en lufthavn på Saltholm) inden for perioden 1970-85.

Under hensyn hertil har regeringen ment, at det var nødvendigt, at folketinget i forbindelse med en beslutning om tidspunktet for påbegyndelse af arbejderne på Saltholm må være forsynet med nærmere oplysninger om den faste forbindelse over Store-Bælt specielt vedrørende det trafikale behov, anlægstid og anlægssum, end dem, der nu er til rådighed. Et sådant materiale vil blive tilvejebragt til næste samling.

Den omstændighed, at der således fortsat hersker usikkerhed med hensyn til tidspunktet for anlæg af lufthavnen på Saltholm og trafikkens overflytning hertil, har — ikke mindst på baggrund af den lange årrække, hvor denne sag, som jeg har redegjort for indledningsvis, har været under behandling — i vide kredse skabt tvivl om, hvorvidt det nu også er alvor med loven af 30. april 1969 om en lufthavn på Saltholm. Ikke blot af miljømæssige grunde, som jeg har været inde på, men også af planlægningsmæssige årsager — der skal inden så længe tages stilling til den nye egnsplan for hele hovedstadsregionen, og for den stillingtagen er en afklaring af lufthavnsspørgsmålet en helt afgørende forudsætning — er det nødvendigt at få slået fast, at der ikke bliver tale om en fortsat udbygning af Kastrup lufthavn. Som følge af den meget store betydning, regeringen tillægger disse forhold, har man fundet det nødvendigt i denne samling at lade folketinget tage stilling til spørgsmålet om fastlæggelse af grænsen for Kastrups udbygning.

Lovforslagets gennemførelse betyder, at der hverken af det offentlige eller af private kan iværksættes nye bygge- og anlægsarbejder i Kastrup, når de igangværende arbejder er afsluttet, uden folketingets medvirken."

Ved lovforslagets 1. behandling blev der for samtlige partiers ordførere bortset fra Sigsgaard (VS) givet udtryk for tilslutning til såvel lovforslaget som til folketingets tidligere principbeslutning om anlæg af en ny storlufthavn på Saltholm. Forslaget henvistes til behandling i storlufthavnsudvalget, i hvis betænkning bl. a. anføres følgende om investeringsbehovet i Kastrup:

„Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, har ministeriet på grundlag af en indstilling fra planlægnings- og anlægsudvalget vedrørende Københavns lufthavn skønnet, at de nødvendige bygge- og anlægsarbejder i tiden efter den 1. april 1971 vil andrage ca. 900 mill. kr., hvortil kommer de investeringer, som luftfartsselskaberne må foretage i hangarer og værksteder m. v. Heroverfor har SAS i en af de nævnte henvendelser oplyst, at der indtil 1977, ud over de igangværende arbejder til ca. 130 mill. kr., skal anvendes ca. 180 mill. kr. til anlægsarbejder fra staten og ca. 56 mill. kr. fra SAS.

Også dette spørgsmål om forskellen i de anslåede udgifters størrelse har været drøftet i udvalget. Ministeren har herom, dels skriftligt, dels i samrådet, bl. a. oplyst følgende:

SAS' bedømmelse af lufthavnens udbygning er baseret på afviklingen af den ordinære rutetrafik, og de fremlagte tal dækker kun behovet, for så vidt angår rutetrafikken. Ministeren har heroverfor præciseret, at staten ikke kan acceptere det synspunkt, at Københavns lufthavn alene skal drives på basis af, at ordinær rutetrafik kan afvikles nu og i fremtiden, uagtet man anerkender SAS' betydning som storkunde i lufthavnen.

De af SAS opstillede investeringsbehov omfatter perioden indtil 1977, medens man ved de af ministeriet foretagne beregninger har taget tiden indtil 1985 i betragtning.

SAS har i denne forbindelse anført, at selv om en udbygning til trafikniveauet i 1985 naturligvis vil kræve yderligere statsinvesteringer, vil disse dels i det væsentligste være knyttet til charter- og anden virksomheds forbliven på lufthavnen, dels ifølge SAS' vurdering totalt være af væsentligt mindre omfang end de forudsagte ca. 900 mill. kr.

Ministeren har anført, at de 900 mill. kr. er beregnet ud fra det maksimale forbrug, som er bestemt af usikkerheden omkring udvidelsen af trafikken på Københavns lufthavn, samt ud fra betragtninger over, hvilken garanti der kan gives for, at overflytning til Saltholm kan ske til et lang tid forud herfor fastsat tidspunkt. Som det fremgår af planlægnings- og anlægsudvalgets statusrapport af 8. december 1970, vil der med tilstrækkelig garanti for udflytning såvel som med udflytning på et væsentligt tidligere tidspunkt kunne spares betydelige beløb af de omhandlede 900 mill. kr. "

Betænkningen indeholder følgende 3 mindretalsudtalelser:

„Et mindretal (de socialdemokratiske medlemmer af udvalget) ønsker på den socialdemokratiske gruppes vegne at udtale:

Gruppen vedstår folketingets beslutning af 25. april 1969, hvor det med overvejende flertal vedtoges, at der skal anlægges en ny storlufthavn på Saltholm til afløsning af Kastrup, og beslutningen i folketinget den 16. december 1970 om, at der oprettes et selvstændigt københavnsk luftfartsvæsen, som skal forestå den praktiske udformning af Saltholmprojektet og dets drift.

Man kan kun beklage at regeringen ikke har kunnet fremsætte det i åbningstalen (6. oktober 1970) bebudede forslag: „ .. som også måtte omfatte fastsættelse af grænsen for en udbygning af Kastrup under hensyn til principbeslutningen om lufthavnens flytning til Saltholm ..", da kapaciteten på Kastrup om få år vil være mere end fuldt udnyttet.

Regeringens udskydelse af stillingtagen til igangsætning af Saltholm har skabt en meget uheldig situation for nordisk luftfart, der er i hård konkurrence med andre europæiske lufthavne, ligesom Amager-kommunerne og disses befolkning er kommet i tvivl om, hvorvidt der kommer en flytning.

Med den usikkerhed, regeringen har skabt om denne sag, må vi fra socialdemokratiets side henstille, at regeringen fremmer en endelig afklaring.

I erkendelse af, at der vil gå nogle år, før der kan åbnes en lufthavn på Saltholm, må gruppens tilslutning til forslaget være betinget af, at Kastrup i overlevelsesperioden ikke bringes i den situation, at den ikke er funktionsdygtig som Nordens internationale lufthavn og dermed på forhånd har gjort Saltholmsanlægget overflødigt.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) kan tilslutte sig lovforslaget og ønsker at udtale følgende:

Mindretallet vil stærkt understrege, at sigtet med det fremsatte lovforslag er et stop for en videre udbygning af Københavns lufthavn i Kastrup og en overflytning til Saltholm så hurtigt, det er praktisk gennemførligt. Mindretallet finder det nødvendigt, at folketinget snarest og senest i samlingen 1971-72 følger principbeslutningen af 25. april 1969 om anlæggelse af en ny storlufthavn på Saltholm op med en dertil svarende anlægslov. Ibrugtagningen af den nye storlufthavn på Saltholm vil efter mindretallets opfattelse kunne ske i slutningen af 70-erne. Dette vil også set ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt være rigtigt, idet jo hurtigere den nye storlufthavn tages i brug, jo bedre økonomisk grundlag vil den få, samtidig med at store beløb kan spares ved nyanlæg i Kastrup lufthavn.

Mindretallet finder det også nødvendigt med en hurtig beslutning om overflytning til Saltholm ud fra den betragtning, at København må og skal bevare og forstærke sin position som et flyvemæssigt trafikknudepunkt af international betydning og som et led i bestræbelserne for at udbygge et erhvervsøkonomisk centrum i Øresundsregionen.

Det vil også planlægningsmæssigt være rigtigt at tage denne beslutning hurtigst muligt ud fra den kendsgerning, at lufthavnens kunder har et rimeligt krav på at kende tidspunktet for overflytningen i god tid af hensyn til flyveselskabernes trafikplanlægning, investeringspolitik m. v.

Mindretallet er ikke blind for, at der kan opstå problemer med hensyn til Kastrup lufthavns kapacitet i en overgangsperiode fra midten af 1970erne til slutningen af 1970erne, men dette spørgsmål må regering og folketinget tage op til løsning, når det har truffet beslutning om udflytningen til Saltholm og har fastsat tidspunktet for denne udflytning.

Når mindretallet så stærkt fastholder denne løsning på lufthavnsudbygningen, skyldes det også i høj grad, at støj og forurening påfører mange borgere på Amager store gener. Mindretallet er af den opfattelse, at disse gener, i den udstrækning det er muligt, må afhjælpes, og at staten må være parat til økonomisk at løse en sådan opgave.

Et tredje mindretal (Fanger og Helge von Rosen) udtaler som sin opfattelse, at fremtidige investeringer i Kastrup lufthavn, som efter lovforslaget vil kræve folketingets medvirken, må være af et sådant omfang, at Kastrups funktion som international lufthavn fuldt ud sikres."

I den af udvalget afgivne tillægsbetænkning anføres det, at ministeren over for udvalget har givet tilsagn om, at regeringen i næste samling vil foranledige, at folketinget får grundlag for at tage stilling til prioriteringen af de store trafikinvesteringer, herunder den endelige fastlæggelse af tidspunktet for lufttrafikkens overførsel fra Kastrup til Saltholm.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 153 stemmer; 4 medlemmer (A. Chr. Andersen, Johan Philipsen og Grønl.) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.