Loven har følgende ordlyd:

„For kalenderåret 1971 udskrives indkomstskatten for personer med 91 pct. af grundbeløbet efter § 3, stk. 1, i lov nr. 330 af 18. juni 1969 om udskrivning af indkomst- og formueskatten til staten."

Ved lovforslagets fremsættelse i folketinget udtalte finansministeren bl. a. følgende:

„.... Ved kildeskattens indførelse bortfaldt den hidtidige ordning, hvorefter udskrivningsreglerne for indkomstskatten til staten blev fastlagt ved lov for et år ad gangen. I stedet blev der i udskrivningsloven fastsat permanente regler for beregning af statsindkomstskattens grundbeløb ved hjælp af personfradrag og en progressiv grundbeløbsskala.

I perioder, hvor priser og indtægter stiger fra år til år, vil et fast personfradrag og en fast skala bevirke, at statsskattens grundbeløb efterhånden beslaglægger en stadig større del af indtægtsbeløb, der kun stiger i takt med prisniveauet. For at undgå dette indeholder udskrivningsloven bestemmelser om, at både personfradraget og grundbeløbsskalaens indkomsttrin hvert år skal pristalsreguleres. Denne regulering skal af praktiske grunde foretages på basis af prisudviklingen i en periode, der ligger to år forud for det indkomstår, for hvilket skatterne skal beregnes. Personfradraget og skalatrinene for kalenderåret 1971 skal således reguleres på grundlag af reguleringspristallets stigning fra januar 1969 til januar 1970. I denne periode steg reguleringspristallet med 7 points fra 131 til 138. Efter reglerne i udskrivningslovens § 4 skal beløbene forhøjes med 3 pct. for hver fulde 4 points' stigning i pristallet og derefter afrundes nedad til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100. Disse regler bevirker, at personfradraget, der i 1970 er 5.000 kr., i 1971 skal forhøjes til 5.100 kr. Endvidere skal grundbeløbsskalaens første trin, det såkaldte proportionalskattestræk, forhøjes fra 17.000 kr. til 17.500 kr. De to følgende trin skal forhøjes henholdsvis fra 13.000 kr. til 13.300 kr. og fra 40.000 kr. til 41.200 kr.

Forinden indkomstskatten til staten beregnes, skal der hvert år ved lov fastsættes en udskrivningsprocent, der angiver, hvor stor en procentdel af statsindkomstskattens grundbeløb der skal udskrives i det enkelte år. På denne måde kan den samlede udskrivning af statsindkomstskat hvert år forhøjes eller nedsættes i overensstemmelse med udskrivningsbehovet, samtidig med at skatteudskrivningens fordeling på skatteydere med indkomster af forskellig størrelse og med forskellige fradragsmuligheder fastholdes.

I 1970 er udskrivningsprocenten 95. Ved fastsættelsen af procenten for 1971 må der efter regeringens opfattelse lægges afgørende vægt på, at de seneste vurderinger af udsigterne for den økonomiske udvikling i det kommende år afgjort tyder på, at det også til næste år vil blive nødvendigt at føre en stram finanspolitik.

Når statsindkomstskattens udskrivningsprocent for 1971 nu foreslås nedsat fra 95 til 91, må det derfor ses på baggrund af udviklingen i den øvrige indkomstbeskatning. Den foreslåede nedsættelse forudsætter, at lovforslaget om den sociale pensionsfond gennemføres, således at der i 1971 opkræves et særligt folkepensionsbidrag på 1 pct. af skalaindkomsten hos alle personer, der er under 68 år ved årets udgang. Dette bidrag skal henlægges til en social pensionsfond.

Det særlige folkepensionsbidrag vil nogenlunde opveje virkningerne af den nu foreslåede nedsættelse af statsindkomstskattens udskrivningsprocent. De samlede forskydninger i statsindkomstskat og folkepensionsbidrag vil på alle indtægtstrin blive meget beskedne. Dog vil skatteydere, der er fyldt 68 år ved udgangen af 1971, få visse skattelettelser, fordi de ikke skal betale det særlige folkepensionsbidrag. Som helhed er der dog kun tale om en yderst beskeden skattelettelse. Hvis udskrivningsprocenten for 1971 blev fastsat uforandret til 95, ville statsindkomstskatten antagelig indbringe et samlet slutskattebeløb på omkring 15.960 mill. kr. Den foreslåede nedsættelse af udskrivningsprocenten til 91 og det særlige folkepensionsbidrag vil tilsammen medføre et provenutab, der kan anslås til omkring 130 mill. kr.

Det er ikke tanken at foreslå reglerne om udskrivningen af skat hos dødsboerne ændret. Det betyder, at den permanente udskrivningslovs bestemmelser om beskatningsprocent, bofradrag og skattefrihed for borgerne kommer til at gælde også for kalenderåret 1971...".

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget betegnede Grünbaum (S) det som en hån mod folkestyret, at bemærkningerne til lovforslaget ikke indeholdt nogle af de oplysninger, der var nødvendige, for at folketinget kunne gennemføre en rimelig 1, behandling af forslaget. Hvordan var man nået frem til en udskrivningsprocent på netop 91? Lovforslaget betød i sammenhæng med lovforslaget om et særligt folkepensionsbidrag en gennemsnitligt uændret skattebyrde, men samtidig erstattede man noget af den progressive skat med proportionalbeskatning, som var til fordel for de højeste indtægter. Grünbaum forstod ikke, hvorfor udskrivningsprocenten skulle fastsættes allerede før folketingets sommerferie, og han foreslog, at folketingets skatteudvalg behandlede lovforslaget i september, hvorefter et genfremsat lovforslag hurtigt kunne gennemføres i oktober måned.

Poul Schlüter (KF) indrømmede, at skattetrykket isoleret betragtet var for højt, her som i andre lande. På den anden side var det en kendsgerning, at det også i 1971 ville være nødvendigt at føre en stram finanspolitik. At man havde kunnet foreslå udskrivningsprocenten nedsat til 91, skyldtes regeringens uhyre restriktive udgiftspolitik. I modsætning til denne havde socialdemokratiet på samme tid ønsket at sætte udgifterne i vejret og sætte indtægterne ned. En sådan politik ville have resulteret i et kasseunderskud på omkring 2 milliarder kr. og have ført landet ud i økonomisk kaos. Socialdemokratiet havde hævdet, at regeringens politik ville føre til arbejdsløshed. I stedet var beskæftigelsen nu højere end sidste år. Det socialdemokratiske forslag om at udskyde lovforslagets vedtagelse kunne han ikke tilslutte sig, idet en sådan udskydelse ville bidrage til at skabe uro om Danmarks økonomiske forhold. Viste der sig mulighed for en lettelse, var det da heller ikke sikkert, at det alene var udskrivningsprocenten, man skulle beskæftige sig med. Noget af det første, vi måtte klare, når økonomien tillod det, var at lette den stramme likviditet, som prægede alle områder af dansk erhvervsliv.

Jens Foged (V) udtalte, at udskrivningen af skat naturligvis først og fremmest havde til opgave at skaffe midler til statens udgifter, men derudover skulle den være med til at afbalancere valutaforholdene og beskæftigelsesforholdene, og den havde betydning for omfanget af de offentlige investeringer. Under disse omstændigheder måtte fastsættelsen til 91 bero på et skøn. Foged var tilhænger af den senest mulige fastsættelse af udskrivningsprocenten, men måtte alligevel anbefale en hurtig gennemførelse af lovforslaget, fordi der var så mange andre forhold, der greb ind i overvejelserne, bl. a. de andre af regeringen fremsatte økonomiske lovforslag. Valutasituationen og handelsbalancen viste særdeles tydeligt, at den økonomiske situation krævede en hurtig justering. De af regeringen foreslåede foranstaltninger ville formindske forbruget med 2 ½-3 milliarder, og det var nødvendigt for at opnå stabile økonomiske forhold. I stedet for de fremsatte forslag havde venstre hellere set, at den private opsparing kunne medvirke til harmoni mellem forbrug og investering, men når den private opsparing var for ringe, måtte der ske en øget opsugning fra statens side.

Niels Helveg Petersen (RV) erkendte, at det var teknisk muligt at vente med fastsættelsen af udskrivningsprocenten, men under alle omstændigheder måtte fastsættelsen bero på et usikkert skøn. Grundlaget for skønnet ville ikke være væsentlig anderledes i september, og derfor var det rigtigst at fastsætte procenten nu, så der ikke skabtes forventninger om en lavere kildeskat for 1971 end den foreslåede. Der var med de fremsatte forslag ikke tale om nogen lempelse i finanspolitikken, og efter det radikale venstres opfattelse var der heller ikke basis for nogen lempelse.

Ømann (SF) gjorde opmærksom på, at systemet en progressiv indkomstskat kun virkede over for de lønmodtagere og erhvervsdrivende, der ikke snød i skat, og der var i systemet indbygget så mange fradragsmuligheder og skattefiduser, at den sociale virkning af indkomstbeskatningen var problematisk. I øvrigt var systemet kun virksomt over for A-skatteydere, fordi B-skatteyderne selv kunne bestemme farten.

Ved indførelsen af det særlige folkepensionsbidrag og den foreslåede nedsættelse af udskrivningsprocenten ville byrdefordelingen blive ændret til fordel for den dyre ende af indkomsterne. På samme måde virkede det, når flere opgaver blev overladt til kommunerne. Det var imidlertid de jævne arbejdsindkomster, der trængte til lettelse. Med sine forslag ville regeringen gennemføre en økonomisk stramning. Var det et passende oplæg til efterårets overenskomstforhandlinger? Hellere end en skattestramning havde han set forslag, der direkte fremmede eksport og opsparing, og som havde taget midlerne til saneringen fra skattesnyderiet, spekulationen, værdistigningen på jord og fast kapital samt forslag om sanering af fradragsreglerne og gennemførelse af en samfundsdirigeret lånepolitik.

Sigsgaard (VS) var ikke tilhænger af den gældende skatteskala — de små indtægter betalte for meget og de store for lidt — og han fandt, at en udskrivningsprocent på 91 var altfor høj. Der var enighed i folketinget om, at skattesnyderiet kunne og skulle bekæmpes. Gjorde man noget ved det, ville der nok komme et par milliarder kr. mere i kassen, og allerede dette ville betyde en nedsættelse af udskrivningsprocenten til 80. Men 80 var også for meget, fordi mange slap for billigt i skat på grund af forskudsafskrivninger, varelagerafskrivninger, henlæggelser til investeringsfonds og etableringskonti og den manglende beskatning af kursavancer. Alt dette medførte, at almindelige arbejdsindkomster bar en meget tung byrde, medens de arbejdsfri indkomster, de høje indkomster og selskabsindkomster slap alt for billigt. Sigsgaard sluttede med at tilslutte sig det socialdemokratiske forslag om udsættelse med afgørelsen om udskrivningsprocenten.

Hanne Reintoft (DK) fandt, at skattelovgivningen i højere grad burde være udformet efter skatteevneprincippet. Ud fra dette synspunkt kunne hun ikke tiltræde nedsættelsen af udskrivningsprocenten. Hellere måtte man lave skalaen om. Efter regeringens forskellige forslag ville en større del af skatterne indgå som proportionalbeskatning, og det betegnede hun som klassepolitik. Totalvirkningen af de foranstaltninger, der nu blev foreslået, burde udelukkende komme de små indtægter til gode. Principielt var Hanne Reintoft tilhænger af en total omlægning af skattesystemet efter skatteevneprincippet. Indtægter, der ikke oversteg et rimeligt eksistensminimum, f. eks. 20.000 kr. for en familie, burde fritages for skat. Alle fradrag skulle afskaffes og eventuelle sociale kompensationer gives som tilskud. De ekstraordinære afskrivningsregler skulle afskaffes, aktieselskabsskatten skulle bringes på højde med den tilsvarende beskatning i de andre nordiske lande, og der skulle indføres flere sociale foranstaltninger til de lavtlønnede.

Under den påfølgende udvalgsbehandling indhentedes en række oplysninger til belysning af baggrunden for den foreslåede udskrivningsprocent, bl. a. finansplanen for 1970-71 og 1971-72. De tilvejebragte oplysninger optryktes som bilag til udvalgets betænkning, hvoraf tillige fremgår, at man med finansministeren har drøftet, hvilke muligheder der forelå for nu at gennemføre en revision af de erhvervsdrivendes foreløbige beskatning for indkomståret 1970 på grundlag af deres selvangivelser for indkomståret 1969. Finansministeren har under drøftelsen givet tilsagn om, at de lignende myndigheder vil blive instrueret om i videst muligt omfang at sammenholde de indkomster, der er lagt til grund ved forskudsregistreringen for indkomståret 1970 af de selvstændige erhvervsdrivende, med skatteansættelserne for indkomståret 1969 med henblik på ændringer af den foretagne forskudsregistrering.

Forhandlingerne i udvalget førte ikke til enighed om lovforslaget, og i udvalgets tillægsbetænkning fremsattes følgende bemærkninger af et flertal og et mindretal i udvalget:

„Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) har mellem 2. og 3. behandling ønsket på ny at drøfte spørgsmålet om en udsættelse af den endelige stillingtagen til udskrivningsprocentens fastsættelse for indkomståret 1971.

Mindretallet har på ny fremsat forslag om, at folketingets skatteudvalg indkaldes tirsdag den 15. september, således at udvalget har ca. 3 uger til en grundig gennemgang af de økonomiske og finansielle spørgsmål, som har relation til fastsættelsen af udskrivningsprocenten for kildeskatten. Mindretallet finder det særdeles usagligt at gennemføre finansministerens forslag nu. Det bør ske på et så sent tidspunkt som overhovedet muligt. Mindretallet er villig til at acceptere skæringsdatoen den 10. oktober 1970. Der foreligger i så fald ingen som helst tekniske hindringer for at gennemføre kildeskatteproceduren efter kildeskattedirektoratets ønske. En gennemførelse nu af udskrivningsprocenten kan herefter kun begrundes rent politisk.

Regeringen vil med sin gennemførelse af momsforhøjelsen fra 12 ½ til 15 pct. yderligere forstærke gennemslaget af den skattemæssige stramning og den kreditstramning, som kan ventes omkring midten af året. For størsteparten af befolkningen kommer virkningen af den første ikke-skattefri juni måned, virkningen af de stærkt forøgede ejendomsskatter og virkningen af forbrugsfordyrelse på 2-3 pct. til at falde sammen. Virkningen vil efterhånden blive suppleret med aftagende byggeaktivitet og aftagende vækst eller stagnation i investeringerne.

Den nyeste økonomiske stramning er fastlagt på et tidspunkt, hvor man intet som helst kendskab har til kraften i de allerede gennemførte foranstaltninger.

På baggrund af denne situation må de betænkeligheder, som i forvejen må næres til fastlæggelse af udskrivningsprocenten for 1971, over et halvt år før den får virkning, øges meget stærkt. Erfaringen fra sidste år med den store forskel på regeringens vurdering og det provenu, man nu regner med, understreger dette.

Mindretallet foreslår i stedet udvalgsarbejdet genoptaget 15. september, således at der ved folketingets åbning kan foreligge indstilling om procentens størrelse, og således at man ved denne indstilling kan tage hensyn til den økonomiske udvikling i perioden indtil da og have et mere holdbart grundlag for bedømmelsen af de økonomiske indgrebs omfang og virkninger. Denne fremgangsmåde vil sikre, at udskrivningsprocenten kan fastsættes, så tidsfristerne overholdes.

Der har i udvalget været enighed om det ønskelige i at lade udvalget angående ligningsloven (skatteudvalget) indkalde til møde midt i september, og skatteudvalgets formand har oplyst, at han allerede har udsendt indkaldelse til et sådant møde.

Et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) udtaler:

Underskuddet på betalingsbalancens løbende poster har i finansåret 1969-70 efter alt at dømme overskredet 3.500 mill. kr., og det er derfor bydende nødvendigt, at der hurtigt tegner sig en overbevisende tendens til forbedring af betalingsbalancen. Den økonomiske politik for 1970 har stedse været tilrettelagt med det sigte at opnå denne forbedring uden tilbageslag i den indre økonomi. Mulighederne for at realisere denne målsætning er netop nu gunstige, idet udviklingen i hele Vesteuropa er præget af højkonjunktur, stærk stigning i udenrigshandelen og højere priser og omkostninger. Forudsætningen for, at disse muligheder kan udnyttes, er imidlertid, at virksomhedernes eksportindsats ikke hæmmes af for stærk indre efterspørgsel og indenlandske omkostningsstigninger. Regeringsudspillet den 30. april var derfor et konstruktivt forsøg på at løse de yderligere problemer, der opstod, da der tegnede sig en risiko for, at kapløbet mellem lønninger og priser skulle gå i gang igen. Den løsning, der nu søges gennemført efter organisationernes afvisning, har ikke den samme eksport- og beskæftigelsesfremmende styrke, men er begrundet i de langt større farer, der truede beskæftigelsen, såfremt vejen frem mod en bedre valutaudvikling blev forlænget yderligere.

Kræfterne må herefter samles om problemerne i 1971 og de følgende år. Ikke mindst for også her at kunne opretholde en høj beskæftigelsesgrad og en tilfredsstillende økonomisk vækst er det magtpåliggende, at forbedringen af betalingsbalancen videreføres med beslutsomhed. En af de vigtigste forudsætninger herfor er, at der sker en varig forøgelse af den indenlandske opsparing, og dette må ikke mindst sætte sit præg på statens og kommunernes finanser. Der er ingen som helst grund til at tro, at denne grundlæggende problemstilling i finanspolitikken vil ændre sig i løbet af nogle få måneder, og derfor heller ikke grund til at udskyde en fastsættelse af udskrivningsprocenten. Tværtimod kan der være grund til at fremhæve, at den ansvarsbevidste linje, der er lagt i finanspolitikken, skulle give grundlag for, når betalingsbalancen tillader det, at mildne de nuværende stærke begrænsninger af kreditgivningen, hvilket vil være værdifuldt for erhvervenes udbygning og konkurrenceevne.

Endelig må også fremhæves den sammenhæng, der er mellem finanspolitikken og indkomstudviklingen. De store budgetoverskud er især begrundet i en situation, hvor pengeindkomsterne stiger væsentlig stærkere end produktionen, og en ændring af hovedlinjen i finanspolitikken forudsætter derfor, at de indkomstpolitiske bestræbelser krones med virkelig fremgang.

Flertallet indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse uændret, medens mindretallet ikke kan medvirke ved lovforslagets gennemførelse."

I fortsættelse af mindretallets udtalelser i tillægsbetænkningen søgte Grünbaum (S) under lovforslagets 3. behandling at opnå tingets beslutning om en udskydelse af den endelige vedtagelse af lovforslaget, idet han fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Under hensyn til, at folketingets skatteudvalg og eventuelt 21 mands udvalget om udskrivningsprocenten mødes den 15. september for at modtage de senest foreliggende oplysninger om den økonomiske situation og de finansielle udsigter, beslutter folketinget at udsætte fastsættelsen af udskrivningsprocenten til først i det nye folketingsår, så en vedtagelse kan ske senest den 10. oktober.

Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen."

Ved afstemningen forkastedes dette forslag med 87 stemmer mod 61, hvorefter lovforslaget vedtoges uændret med 87 stemmer mod 4 (VS, DK og u.p.), medens 60 medlemmer (S og SF) undlod at stemme.

Udvalget, som vedblev at bestå til samlingens slutning, afgav 5. oktober en beretning.