Loven må ses i forbindelse med den del af kommunalreformen, der fra 1. april 1970 at regne ophæver sondringen mellem købstæder og sognekommuner, hvorefter landet alene vil være opdelt i amtskommuner og primærkommuner.
Ved loven ændres den kommunale ejendomsskattelov således, at beskatningsreglerne efter gennemførelsen af den ovennævnte del af kommunalreformen i fornødent omfang bliver fælles for samtlige primærkommuner. Dette gælder især reglerne om udskrivning af grundskyld til primærkommunen, hvor loven ophæver minimumspromillen på 16 for bykommuners grundskyld.
Endvidere indeholder loven, for så vidt angår tidspunktet for fastsættelsen af størrelsen af udskrivningen af grundskyld, de ændringer, der nødvendiggøres af, at fristen for vedtagelsen af de kommunale budgetter fremrykkes til den 1. oktober i forbindelse med kildeskattens indførelse.
Loven ophæver kommunalbestyrelsernes adgang til at inddrage ejendomme, hvor den erhvervsmæssigt anvendte del af forskelsværdien udgør mindre end halvdelen af forskelsværdien for hele ejendommen, under dækningsafgiftspligten.
Under udvalgsarbejdet i folketinget blev yderligere følgende bestemmelser indføjet i loven:
Ved en tilføjelse til lovens § 2 blev der pålagt de kommuner, der udskriver kommunal indkomstskat med så høje procenter, at deres skatteydere vil kunne nå op over det i udskrivningsloven indeholdte „skatteloft" på 66 2/3 pct., men som samtidig anvender lave grundskyldpromiller, en pligt til at anvende en grundskyldpromille på mindst 10. Pligten til at foretage denne forhøjelse af grundskyldpromillen skal dog kun indtræde, for så vidt skatteydere, for hvilke kommunen er skattekommune, rent faktisk er nået op over "skatteloftet" og derfor har fået skatten nedsat i medfør af udskrivningslovens regler herom.
Der blev endvidere indføjet visse ændringer, der står i forbindelse med reglerne i afsnit II i loven om frigørelsesafgift m. v. af fast ejendom. Efter disse regler sammenholdt med bestemmelserne i vurderingslovens § 14, stk. 7, skal landbrugsejendomme m. v., der er beliggende i inder- eller mellemzoner (byzone), i visse tilfælde svare frigørelsesafgift og afståelsesafgift. Det forudsættes herved, at de til gengæld, i tiden indtil spørgsmålet om frigørelsesafgift bliver aktuelt, d. v. s. indtil den landbrugsmæssige anvendelse helt eller delvis ophører, dog længst til og med det skatteår, der er det seneste forud for 17. almindelige vurdering, fritages for beskatning af en vis del af grundværdien, idet der ved grundskyldens beregning i den afgiftspligtige grundværdi foretages et fradrag med et "differencebeløb", således at grundværdien beskattes, som om ansættelsen af denne var sket efter den såkaldte "bondegårdsregel". Disse beskatningsreglers anvendelse forudsætter en udtrykkelig erklæring fra ejeren, der således får mulighed for at vælge en lavere grundbeskatning, så længe ejendommen anvendes landbrugsmæssigt, dog længst til 17. almindelige vurdering, mod til sin tid at svare de foran omhandlede afgifter. Ved ændringsforslag til nærværende lov blev der foretaget en nærmere præcisering af den erklæring, der i givet fald skal afgives, og af erklæringens virkninger. Når erklæringen er afgivet, er den bindende også for eventuelle senere ejere af ejendommen.
Endelig indføjedes nogle ændringer, der står i forbindelse med lov om ændring af lov om den amtskommunale beskatning. Ved nævnte lov inddrages købstæderne, der efter kommunalreformens gennemførelse skal omfattes af de nye amtskommuners område, under de bestående amtskommunale skatteudskrivningsregler, bl. a. således at der i hvert fald i en overgangsperiode efter den 1. april 1970 vil blive udskrevet amtskommunal grundskyld i de hidtidige købstæders områder efter samme regler som hidtil i sognekommunerne.
For at undgå dobbeltadministration blev det ved ændringsforslag til nærværende lov fastsat, at de hidtidige købstæder ved siden af opkrævningen af den primærkommunale grundskyld skal opkræve den amtskommunale grundskyld af ejendomme beliggende i de hidtidige købstadområder og afregne de pålignede beløb over for vedkommende amtskommune til de terminer, der i øvrigt er fastsat for seneste indbetaling af de amtskommunale ejendomsskatter.
Ved 1. behandling, hvor lovforslaget fik en velvillig modtagelse, rejste Ove Hansen (S) spørgsmålet om at søge bevaret de gældende regler vedrørende påligning af dækningsafgift, hvorefter kommunalbestyrelsen kan beslutte, at nævnte afgift skal svares, når den forretningsmæssigt udnyttede del af forskelsværdien blot udgør mere end en fjerdedel af hele ejendommens forskelsværdi.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, hvor indenrigsministeren stillede en række ændringsforslag, der tiltrådtes af udvalget, og som er nævnt i det foregående under omtalen af lovens indhold. Herudover stillede et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) to ændringsforslag, som tilsigtede at bevare den gældende retstilstand vedrørende påligning af dækningsafgift.
Et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse med de af indenrigsministeren foreslåede ændringer.
Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse med de af indenrigsministeren og de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) indstillede, at man undlod at stemme for lovforslaget, og ønskede nærmere at redegøre for sin stilling ved anden behandling.
Ved 2. behandling meddelte Gert Petersen (SF), at socialistisk folkeparti ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse dels på grund af spørgsmålet om dækningsafgiften, dels på grund af spørgsmålet om skatteloftet.
Efter at indenrigsministerens og udvalgets ændringsforslag var vedtaget og mindretallets ændringsforslag forkastet, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 141 stemmer mod 3 (VS og SA); 5 medlemmer (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.