Ved loven gennemføres en række ændringer i lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme, jfr. lovbekendtgørelse nr. 305 af 1. august 1960 som ændret ved lov nr. 221 af 31. maj 1963, lov nr. 133 af 1. maj 1964 samt lov nr. 363 af 18. december 1964.

Loven bygger på et lovudkast med bemærkninger og en redegørelse fra udvalget vedrørende forenkling af ejendomsbeskatningen. I redegørelsen, der var trykt som bilag til det af finansministeren fremsatte lovforslag, havde udvalget indgående behandlet to spørgsmål, spørgsmålet om ændring i omvurderingsreglerne og spørgsmålet om vurderingen af landbrugsjord i byudviklingsplanernes yderzoner. I sit lovudkast og bemærkningerne dertil havde udvalget derhos taget stilling til en række detailspørgsmål i vurderingsbestemmelserne, som udvalget havde ment måtte være ordnet til den 13. alm. vurdering pr. 1. september 1965.

Om lovens indhold bemærkes:

1. Omvurderingsreglerne. Efter den hidtidige regel i statsejendomsskattelovens § 3, stk. 1, skulle ansættelserne såvel ved de almindelige vurderinger som ved årsomvurderingerne foretages på grundlag af ejendommens tilstand pr. pågældende 1. september (vurderingsterminen). ligesom det var prisforholdene i det hele på samme tidspunkt, der kunne lægges til grund. Ifølge § 3, stk. 2, kunne ved årsomvurderinger i henhold til § 2, stk. 2, nr. 1, ejeren dog begære, at ejendomsværdien fra sidste forudgående vurdering ikke forhøjedes med et større beløb end værdien af forbedringen.

Ved en ændret affattelse af § 3 foretoges der følgende tre ændringer: 1°) vurderingsterminen flyttes frem til den 1. august, 2°) der skal ikke mere ved årsomvurderingerne tages hensyn til de forandringer i prisforholdene, som måtte være indtrådt siden den sidste almindelige vurdering, og 3°) reglen i § 3, stk. 2, udgår. Tilsvarende ændringer som nævnt under 2° og 3° foretages for så vidt angår vurderinger efter statsejendoms skattelovens § 4 (vur-

deringer uden for de almindelige vurderinger og årsomvurderinger, foretaget på ejerens begæring).

Der foretoges ved loven enkelte ændringer i statsejendomsskattelovens § 2 om, i hvilke tilfælde årsomvurdering af ejendomme finder sted. Den vigtigste går ud på at ophæve den hidtidige bestemmelse i § 2, stk. 2, nr. 12, hvorefter der skal foretages omvurdering af alle selvstændigt vurderede ejendomme, som har været genstand for salg, når den i overdragelses- dokumentet fastsatte salgssum for den faste ejendom er mere end 75 pct. højere end den senest forud for overdragelsen foreliggende ansættelse af ejendomsværdien.

2. Vurderingen af landbrugsjord i yderzonerne („bondegårdsreglen"). Ved lov nr. 221 af 31. maj 1963 (årbog 1962-63, side 128) blev det ved tilføjelse af et nyt stk. 5 i statsejendoms- skattelovens § 14 bestemt, at de særlige regler i denne bestemmelse vedrørende ansættelsen af grundværdien for landbrugsejendomme og dermed sidestillede ejendomme — den såkaldte bondegårdsregel — ikke skulle finde anvendelse inden for områder omfattet af en godkendt byudviklingsplan, såfremt ejendommene i tiden indtil 13. alm. vurdering pr. 1 september 1964 kom til omvurdering enten efter ejerens begæring eller efter § 2, stk. 2, nr. 12, fordi salgsprisen var mere end 75 pct. højere end den senest ansatte ejendomsværdi. I sådanne tilfælde skulle ansættelsen af grundværdien i stedet ske efter reglerne i § 16. Det samme skulle gælde ved vurderinger af arealer frasolgt landbrugsejendomme m. v. inden for de godkendte byudviklingsområder. Ved lov nr. 133 af 1. maj 1964 om udskydelse af 13. alm. vurdering (årbog 1963-64, side 142) blev den nævnte regel forlænget indtil det nye tidspunkt for den almindelige vurdering.

I forenklingsudvalgets redegørelse var der anført to alternative ordninger med hensyn til vurderingen af disse ejendomme. Det ene alternativ gik ud på, at man — af planlægningsmæssige hensyn — udelukkende skulle foretage vurderingerne efter bondegårdsreglen. Det andet lagde vægten på de vurderingsmæssige og skattepolitiske hensyn og gik derfor ud på, at vurderingerne af yderzonej orden skulle foretages efter handelsværdien i de tilfælde, hvor jorden havde større værdi, end benyttelsen til landbrug betinger.

Ud fra det synspunkt, at de planlægningsmæssige hensyn måtte tillægges prioritet, gik det fremsatte lovforslag ud på, at man vendte tilbage til den tidligere ordning, hvorefter landbrugsjorden i yderzonerne i alle tilfælde skulle vurderes efter bondegårdsreglen.

Under behandlingen i folketinget ændredes bestemmelsen imidlertid til det andet alternativ. Herefter kommer bondegårdsreglen ikke til anvendelse inden for områder, der er omfattet af en godkendt byudviklingsplan eller en godkendt byplans landbrugszone, med hensyn til landbrugsejendomme ved ansættelsen af grundværdien for jord, hvis handelsværdi overstiger jordens værdi ved benyttelse til landbrug o. lign., men grundværdien for sådan jord ansættes efter handelsværdien.

3. Andre bestemmelser. Den 13. alm. vurdering, der ifølge statsejendomsskatteloven skulle have fundet sted i 1964, blev ved lov nr. 133 af 1. maj 1964 udskudt et år. Ud fra ønskeligheden af fremtidig at få et interval på 4 år mellem de almindelige vurderinger ændres statsejendomsskatteloven derhen, at almindelig vurdering finder sted i 1965 og derefter hvert 4. år, så at 14. alm. vurdering finder sted i 1969, 15. alm. vurdering i 1973 o. s. v.

Som følge af denne forskydning af vurderingsperioderne forlængedes vurderingsformænds, vurderingsmænds, stedfortræderes og medhjælperes funktionsperiode med et år.

Loven indeholder yderligere en del ændringer af statsindkomstskatteloven væsentligt af teknisk art.

Loven trådte i kraft den 1. august 1965.

Ved 1. behandling modtoges lovforslaget med velvilje af ordførerne for de forskellige partier. A. C. Normann (RV) tog dog forbehold med hensyn til den foreslåede ophævelse af bondegårdsreglen for landbrugsejendomme i yderzoner, og Poul Dam (SF) erklærede, at hans partis stilling ville afhænge af udvalgsarbejdet.

I betænkningen fra det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, stillede finansministeren med tilslutning af et flertal (S, RV og SF) det foran nævnte ændringsforslag om bondegårdsreglen. Det anførtes, at baggrunden for ændringsforslaget var, at man var betænkelig ved at tilsidesætte de vurderingsmæssige og skattepolitiske hensyn.

I betænkningen udtaltes endvidere af flertallet:

„Samtidig har medlem af udvalget, folketingsmand A. C. Normann udkastet den tanke, at det fornødne hensyn til planlægningen vil kunne tilgodeses på anden måde, nemlig derved, at der gives de ejere, der udsættes for opvurdering, mulighed for at få henstand med de påløbne forøgede grundskatter, indtil arealerne overføres til indereller mellemzone (dog eventuelt med bortfald af henstanden ved ejerskifte inden overførslen), og denne tanke har fået tilslutning såvel fra finansministeren som det nævnte flertal af udvalget.

Da spørgsmålet om en sådan henstandsordning først bliver aktuelt fra 1. april 1966, og da der fra nævnte tidspunkt tillige påtænkes en omlægning af grundbeskatningen til kun at omfatte kommunale grundskatter, og dette spørgsmål for tiden overvejes i forenklingsudvalget, findes det ikke hensigtsmæssigt allerede på indeværende tidspunkt at fremsætte forslag om en henstandsordning. Det er imidlertid regeringens hensigt at fremsætte lovforslag herom i forbindelse med de ændringer af den kommende ejendomsskattelov, der til den tid vil blive foreslået gennemført på grundlag af forenklingsudvalgets indstilling med hensyn til spørgsmålet om ejendomsbeskatningens omlægning til kommunal grundskyld."

Finansministeren stillede yderligere et ændringsforslag (om at opgive kravet om oplysning i vurderingsskemaet om vurdering til låneefterretning), som tiltrådtes af hele udvalget.

Et mindretal (V og KF) kunne ikke tiltræde ministerens ændringsforslag vedrørende bondegårdsreglen, men fastholdt, at paragraffen burde vedtages i den af ministeren oprindeligt foreslåede skikkelse.

Ved 2. behandling erklærede ordførerne for venstre, det konservative folkeparti og de uafhængige, at de ville stemme imod ændringsforslaget om bondegårdsreglen og ikke kunne medvirke til fremme af lovforslaget med denne ændring. Efter vedtagelse af ændringsforslagene gik lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling.

I tillægsbetænkningen indstillede et flertal (S, RV og SF) lovforslaget til vedtagelse, mens et mindretal (V og KF) erklærede ikke at kunne medvirke til dets vedtagelse.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 93 stemmer mod 72 (V, KF, Uafh og Westerby), mens 2 (Grl.) undlod at stemme.