Som følge af Danmarks ratificering af den i London i 1960 vedtagne konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen er ved loven foretaget en række ændringer af de i lov nr. 117 af 28. marts 1951 om tilsyn med skibe, som ændret ved lov nr. 157 af 27. maj 1964, indeholdte regler om bl. a. skibes udstyr med redningsmidler og radioanlæg, og i forbindelse hermed er tillige andre af den nævnte lovs bestemmelser ændret.
De nye regler afviger på talrige punkter fra de tidligere gældende regler. I det følgende skal blot de væsentligste af ændringerne kort omtales.
Med hensyn til skibstilsynslovens område er der foretaget den ændring, at kriteriet for, om et skib er undergivet statens skibstilsyn, nu er udformet selvstændigt og ikke som i den hidtidige lovgivning er sat i relation til skibsregistreringslovens kriterier.
De største ændringer i forhold til tidligere vedrører skibstilsynslovens 2. afsnit om skibes bygning og udstyr.
Det er således nu i loven blevet specificeret, hvilke krav der stilles til skibenes udstyrelse med radiotelegraf og radiotelefon. Herefter skal skibe på 1.600 tons eller derover i international fart være forsynet med radiotelegraf anlæg, mens skibe på 300 tons og derover, men under 1.600 tons, i international fart skal være forsynet med radiotelefonanlæg, for så vidt skibet ikke er udstyret med forskriftsmæssigt radiotelegrafanlæg. For så vidt angår passagerskibe, skal sådanne skibe i indenrigs fart, for hvilket det største tilladte passagerantal er fastsat til 500 eller derover, samt passagerskibe i international fart være forsynet med radiotelegrafanlæg. Passagerskibe til mellem 50 og 499 passagerer i indenrigs fart skal være forsynet med radiotelefonanlæg, medmindre det har forskriftsmæssigt radiotelegrafanlæg installeret. Endelig kan direktøren for statens skibstilsyn bestemme, at skibe, hvis største passagerantal er fastsat til under 50, i fart udenfor havneområder og andre stærkt begrænsede farvande skal være udstyret med radiotelefonanlæg.
Som en ændring af skibstilsynslovens § 6, stk. 2, er endvidere nu nærmere specificeret, i hvilke tilfælde der kan dispenseres fra lovens bestemmelser. Dispensation kan herefter gives med hensyn til
1) skibe af særlig bygning, af særligt materiale eller med særligt maskineri,
2) skibe, der er bestemt for særlige formål eller anvendes i særlig fart, navnlig en tids- eller stedsmæssig begrænset fart,
3) skibe, der lejlighedsvis anvendes til befordring af fiskere og andre til fiskeriet knyttede personer mellem Færøerne og Grønland, og
4) skibe, som ikke har selvstændigt fremdrivningsmiddel.
Som en nydannelse er endvidere nu i skibstilsynsloven blevet indføjet en bestemmelse, der foreskriver, at skibe, disses anlæg og øvrige udrustning skal være konstrueret således, at der på rimelig måde tages mest muligt hensyn til sundhedstilstanden om bord, de ombordværendes velbefindende og deres beskyttelse mod støj og andre invaliderende eller helbredsnedbrydende påvirkninger.
I skibstilsynslovens 3. afsnit om lastelinjer og lasteregler er foretaget den ændring, at det nu i selve loven er fastlagt, hvad der forstås ved „uden for indskrænket fart". I samme afsnit er endvidere på baggrund af sikkerhedskonventionens bestemmelser fastsat, at et skib ikke må nedlastes dybere end angivet ved dets lastelinjemærke. Endelig er der i dette afsnit givet handelsministeren bemyndigelse til at fastsætte, hvilke krav der til beskyttelse af personer, som er beskæftiget ved arbejde om bord, som ikke omfattes af lov om almindelig arbejderbeskyttelse, kan stilles til det ved sådant arbejde benyttede materiel, til betjeningen deraf og med hensyn til de sikkerhedsmæssige forhold, hvorunder arbejdet udføres.
Af de øvrige ændringer i forhold til den tidligere retstilstand skal endelig nævnes dels en bestemmelse, der tydeliggør skibstilsynets ret til at gå om bord i danske skibe for at afholde syn, også når skibet befinder sig i udenlandsk havn, dels en ny bestemmelse, der pålægger rederiet at afholde udgifterne i forbindelse med et berammet syn, som ikke har kunnet afholdes på grund af rederiets eller dettes befuldmægtigedes forhold.
Loven trådte i kraft straks.
Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændringer i lov om forholdsregler til skibsfartens betryggelse (se nærmest efterfølgende sag).
Ved 1. behandlingen kunne Hans Pihl (S) anbefale lovforslaget til velvillig behandling. Også Conrad Kofoed (V) kunne i princippet tilslutte sig lovforslagets bestemmelser, men fandt dog samtidig, at der fandtes visse skærpelser i lovforslaget, som man nøjere måtte overveje under en udvalgsbehandling. Hindkjær Pedersen (KF) tilsagde ligeledes sit partis velvillige behandling af forslaget, idet han dog rejste spørgsmål om nødvendigheden og hensigtsmæssigheden af flere af de foreslåede bestemmelser. Han fandt det således bekosteligt for både stat og reder at lade skibstilsynet foretage syn i udenlandske havne, medmindre dét var i nærmeste udland. Endvidere tilsagde Svend Haugaard (RV) velvillig støtte til lovforslagets gennemførelse, selv om også han fandt anledning til at overveje flere af detaljerne nøjere i et udvalg. Vivike (SF) kunne i princippet støtte forslaget, men henledte opmærksomheden på, at der i loven burde tages hensyn til de særlige problemer, Danmark har i forbindelse med vintersejladsen på Grønland. Det var hans opfattelse, at også skibe under 1.600 tons, som besejler Grønland, burde være forsynet med radiotelegrafanlæg, som dels har længere rækkevidde, dels er mindre sensible over for atmosfæriske forstyrrelser end radiotelefonanlæg.
Endelig havde Rimstad (Uafh) en række indvendinger mod enkeltheder i lovforslaget. Dette gjaldt således bl. a. de foreslåede bestemmelser om skibstilsynets adgang til at afholde syn i udlandet og bestemmelsen om rederiernes forpligtelse til at afholde udgifterne ved aflyste berammede syn, såfremt årsagen til aflysningen kan tilregnes rederiet. Han kunne derfor ikke umiddelbart tilsige forslaget støtte, men ville afvente udfaldet af udvalgsbehandlingen.
Forslaget henvistes til behandling i et udvalg, der efter en række møder med samråd med handelsministeren afgav betænkning, hvori ministeren bl. a. stillede enkelte ændringsforslag.
I betænkningen fremsattes endvidere af et mindretal (Vivike) forslag om en ændring af lovforslaget gående ud på, at alle skibe uanset størrelse i fart mellem Danmark og Grønland skulle være forsynet med radiotelegrafanlæg.
Af udvalgsbetænkningen fremhæves i øvrigt følgende bemærkninger:
„Under gennemgangen af lovforslaget har udvalget bl. a. drøftet den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede tilføjelse til lovens § 11, hvorefter intet skib må nedlastes dybere end angivet ved dets lastelinjemærke. Handelsministeren har i denne forbindelse oplyst, at det ikke med bestemmelsen er hensigten, at kortvarige overlastninger af skibe, der ikke forlader kajen, hvor de losses eller lastes, skal give anledning til påtale fra det offentliges side.
Med hensyn til den i lovforslagets § 1, nr. 14, foreslåede ændring af skibstilsynslovens § 20, stk. 1, er det af ministeren blevet oplyst, at den omstændighed alene, at et dansk skib er beliggende i (nærliggende) udenlandsk havn, ikke synes at kunne påberåbes til fritagelse for inspektion fra det danske statens skibstilsyns side, såfremt dette i anden anledning af tjenstlige årsager er repræsenteret i havnen, således som det navnlig kan være tilfældet ved anvendelse af reglerne i kgl. anordning nr. 350 af 8. august 1951 § 1.
Endvidere har udvalget drøftet den foreslåede tilføjelse til den gældende lovs § 39, stk. 2, hvorefter de udgifter, der, såfremt et berammet syn ikke har kunnet afholdes på grund af rederiets eller dettes befuldmægtigedes forhold, derved er påført skibstilsynet, skal bæres af rederiet. Om denne bestemmelse, der afviger fra kommissionsbetænkningen, har ministeren oplyst, at ordlyden er valgt efter henstilling fra justitsministeriet, men dækker det samme, nemlig at aflysningen af et berammet syn skal skyldes rederiets forhold, d. v. s. forhindringer og andre årsager, som rederiet er nærmest til at bære tabet eller udgifterne ved.
Udvalget har endvidere indgående beskæftiget sig med et af Radiotelegrafistforeningen af 1917 på søfartsorganisationernes vegne fremsat forslag om, at alle skibe, der besejler Grønland, skal være forsynet med radiotelegrafanlæg uanset skibets størrelse.
Fra sagkyndig side i statens skibstilsyn har udvalget modtaget en redegørelse om dette spørgsmål, hvoraf bl. a. fremgår, at man, hvad angår fordele og ulemper ved telegrafi kontra radiotelefoni, ikke kan se bort fra, at under givne forstyrrelser vil en på radiotelegrafi udsendt melding have større chancer for at kunne blive modtaget forståeligt end en på radiotelefoni udsendt melding, men det er dog samtidig påpeget, at muligheden for, at et telefonisk nødkald på 2182 kHz helt skulle blive overhørt, i dag er ringere end tidligere, idet telefonsendere nu vil blive krævet forsynet med en automatisk anordning for det nye karakteristiske to-tonede alarmsignal, der annoncerer, at en nødmelding vil efterfølge.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Vivike) finder herefter ikke grundlag for at tiltræde Radiotelegrafistforeningens forslag.
På den givne foranledning skal udvalget imidlertid udtale, at man af hensyn til sikkerheden ved besejlingen af Grønland ville finde det ønskeligt, om skibe i sådan fart fremover havde mindst 2 mand om bord, der kan betjene et radiotelefonianlæg. Flertallet henstiller derfor til handelsministeren, at dette forhold tages i betragtning, når bemandingsloven forelægges til revision, ligesom man henstiller, at uddannelse i betjening af sådanne anlæg kommer til at indgå i den fremtidige navigationsuddannelse."
Udvalget indstillede herefter lovforslaget til vedtagelse med de af handelsministeren foreslåede ændringer.
Et mindretal (Vivike) fandt det ikke forsvarligt at besejle Grønland med skibe, der ikke er forsynet med radiotelegrafanlæg, og stillede derfor yderligere det nævnte ændringsforslag.
Efter at handelsministerens ændringsforslag var vedtaget og mindretallets ændringsforslag forkastet ved lovforslagets 2. behandling, vedtoges det ændrede lovforslag ved 3. behandling enstemmigt.