Forslaget til folketingsbeslutning havde efter ved 2. (sidste) behandling at være underkastet et par redaktionelle ændringer følgende ordlyd:

Folketinget opfordrer finansministeren til at fremsætte forslag til ændringer i loven om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme, hvorved:

1) grundstigningsskylden helt bortfalder efter 13. almindelige vurdering og

2) stigning i grundstigningsskylden som følge af årsomvurderingerne pr. 1. september 1963 og 1964 undgås.

Af den i bemærkningerne til forslaget indeholdte motivering for dette anføres:

„Grundstigningsskyldens angivne hovedformål er at inddrage de såkaldte samfundsskabte værdier. Det er imidlertid ikke muligt at definere begrebet „samfundsskabt", og f. eks. er den værdistigning, som skyldes forringelse i pengeværdien, genstand for beskatning gennem grundværdistigning, uden at en sådan stigning er fremkaldt af offentlige foranstaltninger af positiv karakter.

Men hertil kommer, at vurderingen ikke mindst i de udbyggede kvarterer i byerne er behæftet med meget stor usikkerhed. Dette er da også anerkendt af myndighederne.
...

Men generelt kan det siges, at det er umuligt med blot nogenlunde sikkerhed for vurderingsmyndighederne at fastsætte grundlaget for den afgiftspligtige grundstigning, idet grundstigningsskylden pålignes af forskellen mellem 2 meget usikre vurderinger, nemlig den aktuelle grundværdi minus grundværdien i 1950. Det er forholdet mellem disse vurderinger, som er afgørende for, hvilken grundstigningsskyld der pålignes den enkelte ejendom, og hver af disse vurderinger kan være påvirket af rene tilfældigheder.
...

Lovens ovenfor anførte hovedformål: at det er sælgeren af grunde, som skal bære værdistigningen i form af en afgift til det offentlige, er det i øvrigt trods mange forsøg ikke lykkedes lovgivningsmagten at få udformet tilfredsstillende. Det er og har været køberen, der i alt væsentligt har måttet overtage byrden ved grundstigningsskylden, idet parterne først har fastsat købesummen og derefter vedtaget, at køberen skulle bære grundstigningsskylden.
...

Det andet angivne formål for grundstigningslovgivningen er at fremme den mest hensigtsmæssige anvendelse af jorden ved f. eks. at belægge jorden i byperiferierne, der anvendes til gartnerjord, med en afgift, der tvinger ejerne til at afhænde jorden f. eks. til boligbyggeri. Hvilke indvendinger man i øvrigt kan have mod hele det ræsonnement, som ligger bag denne tanke, må det i hvert fald siges, at noget sådant ikke kan praktiseres i vore dage, hvor jorden er belagt med bindende bestemmelser om dens anvendelse til boliger, industri og andre formål, med fredningsbestemmelser etc. etc.

Yderligere skal fremhæves de uovervindelige tekniske mangler, der klæber ved systemet. Dette gælder f. eks. bestemmelsen i lovens § 55 om grundbeløbsfordeling, hvor man ved udstykninger må opgive at tage hensyn til værdiforskydninger inden for samme ejendoms areal siden nulpunktsvurderingen i 1950, og endvidere værditabsreglen i § 60, der skulle modvirke den urimelighed, det er at pålægge en ejendom grundstigningsskyld alene på grundlag af grundens værdiforøgelse, når udviklingen samtidig medfører, at ejendommens bygninger har tabt i værdi, en bestemmelse, som i praksis har vist sig at være næsten uden værdi.

Trykket af de vanskeligheder, som loven har forvoldt, har da også tvunget lovgivningsmagten til at gøre undtagelser fra loven, idet en overvejende del af landbrugsjorden for tiden er fritaget for grundstigningsskyld, og parcel- og sommerhuse til dels har en dispensationsordning, og hvis lovgivningen ikke ophæves, kan det forudses, at det bliver nødvendigt at give endnu flere undtagelser, idet det må være uforståeligt, at lejere i etageejendomme i det lange løb skulle være dårligere stillet end parcelhusejere, og idet det må synes uholdbart at belaste industrien og gartneriet med afgifter, som man har set sig nødsaget til at fritage landbruget for.

Afgifter som grundstigningsskylden virker direkte hæmmende for konkurrenceevnen hos de erhverv, som skal udrede dem, idet Danmark formentlig er det eneste europæiske land, hvori sådanne afgifter findes; specielt bør det anføres, at de er ganske ukendte i de andre nordiske lande.

Om den særlige lempelsesregel for en- og tofamiliesejendomme, der fastlåser den afgiftspligtige grundstigning på et niveau, der nås ved 1. vurdering efter erhvervelse, skal det bemærkes, at den har den uheldige følgevirkning, at den hindrer ejeren i at sælge sin nuværende ejendom for at købe en efter det aktuelle behov mere passende. Herved hindres den naturlige omsætningsfrihed med prisstigning som resultat.
...

Under hensyn til konsekvenserne for ejendomsretten, herunder store befolkningsgruppers mulighed for at erhverve selvstændig ejendom, af hensyn til lejerne samt under hensyn til de store ulemper, som den gældende indviklede og for lægmand uforståelige lovgivning medfører for det danske samfund, opfordrer forslagsstillerne finansministeren til omgående at tage skridt til en ophævelse af bestemmelserne om afgiftspligtig grundstigning."

Ved fremsættelsen nævnte ordføreren for forslagsstillerne, Gottschalck-Hansen (KF), at når forslagsstillerne havde foretrukket et forslag til beslutning af folketinget fremfor et lovforslag om ophævelse af de paragraffer i loven om vurdering og beskatning til staten af fast ejendom (§§ 51-73), der omhandler grundstigningsskylden, var årsagen dels de virkninger, grundstigningsskylden har for andre lovområder, dels det behov for visse overgangsbestemmelser, bl. a. for endnu ikke afsluttede ejendomshandler, der muligvis kan opstå ved en ophævelse af grundstigningsskylden.

Forslagsstillerne fandt det rigtigst, at disse forhold nærmere drøftedes i et udvalg med eventuel sagkyndig bistand fra finansministeriet, inden endeligt lovforslag udformedes og fremsattes i tinget.

Ved 1. behandling af forslaget erklærede finansministeren, at regeringen delte den opfattelse, at der knytter sig urimelige virkninger og virkninger, der opfattes som urimelige, til den nuværende lovgivning om grundstigningsskyld. Regeringen kunne dog ikke af den grund anbefale forslaget om fuldstændig ophævelse af grundstigningsskylden. Dette ville kunne give anledning til nye urimeligheder, idet man i stigende omfang var kommet ind på at tage hensyn til grundstigningsskylden ved ejendomshandler. Man måtte endvidere tage hensyn til det provenutab, en ophævelse ville medføre. Det var regeringens opfattelse, at det var nødvendigt at tage hensyn til den blandt mange ejendomsbesiddere eksisterende utryghedsfølelse over for fremtidige virkninger af grundstigningsskylden i forbindelse med kommende vurderinger, men på den anden side mente regeringen også, at det ikke før efter en nærmere undersøgelse var muligt at tage endelig stilling til sagen. Ministeren henviste her til de igangværende undersøgelser i forskellige ministerielle udvalg, som mere eller mindre har relation til grundstigningsskylden: et udvalg om boligudgifterne for lejere og for ejere, et om byrdefordelingen mellem stat og kommune og et om forenkling af ejendomsbeskatningen.

For at give tid til undersøgelserne var det regeringens hensigt at foreslå den kommende 13. alm. vurdering udsat et år (jfr. lov om udskydelse af 13. alm. vurdering, side 142). I konsekvens heraf ville regeringen foreslå, at årsomvurderinger og andre vurderinger i 1963 og 1964 ikke skulle have skattemæssige virkninger undtagen ved salg af hele ejendomme eller ved egentlige udstykninger. Endelig var regeringen indstillet på at give udvalget om forenkling af ejendomsbeskatningen det direktiv for det videre arbejde m. h. t. grundstigningsskylden, at den skal fikseres på det nuværende grundlag og således, at skævheder og urimeligheder, der er opstået siden 12. alm. vurdering, rettes.

Under den følgende forhandling anbefaledes forslaget af Gottschalck-Hansen (KF), Axel Kristensen (V) og Mose Hansen (Uafh), mens Ove Hansen (S), Helge Larsen (RV) og Herluf Rasmussen (SF) ikke kunne støtte forslaget om fuldstændig ophævelse af grundstigningsskylden, men medvirke til ændringer, hvor der var tale om urimelige virkninger.

Forslaget henvistes til behandling i et udvalg, der i sin betænkning stillede 2 ændringsforslag, der indeholdt redaktionelle ændringer, som var en følge af forventet vedtagelse af det af finansministeren i mellemtiden fremsatte lovforslag om udskydelse af 13. alm, vurdering. I betænkningen anførte et flertal (S og RV), at det var af den opfattelse, at det ikke var forsvarligt at tage endeligt standpunkt til forslaget om at ophæve grundstigningsskylden, før det af regeringen nedsatte udvalg om forenkling af ejendomsbeskatningen havde tilendebragt sine undersøgelser. Da en vedtagelse af forslaget endvidere ville medføre forskellige nærmere angivne urimeligheder, indstillede flertallet forslaget til forkastelse.

Et mindretal (V og KF) indstillede forslaget til vedtagelse med de foreslåede ændringer, idet mindretallet af de i bemærkningerne til forslaget anførte grunde fandt det nødvendigt, at folketinget allerede nu principielt fastslog, at grundstigningsskylden skal ophæves. Ved regeringspartiernes standpunkt — at man skulle fiksere den afgiftspligtige grundstigningsskyld på 1960-niveauet — ville man varigt opretholde de urimeligheder, der var indtrådt pr. 1. september 1960, og samtidig ville man opretholde al hvilende grundstigningsskyld pr. 1. september 1960, og denne ville efterhånden ved ejerskifte blive gjort effektiv. De forslagsstillende partier opretholdt derfor deres standpunkt.

Et andet mindretal (SF) erklærede at ville stemme imod forslaget. Mindretallet erkendte, at grundstigningsskylden er behæftet med ikke uvæsentlige fejl, men under hensyn til de igangværende ekspertundersøgelser og af hensyn til dem, der måtte bære den forøgede skattebyrde ved grundstigningsskyldens fuldstændige ophævelse, kunne man ikke stemme for forslaget herom.

Ved 2. (sidste) behandling, hvor Mose Hansen (Uafh) erklærede, at hans parti ville stemme for forslaget til folketingsbeslutning, vedtoges de stillede ændringsforslag, hvorefter forslaget forkastedes med 82 stemmer (S, RV og SF) imod 65 (V, KF og Uafh).