Loven gik ud på at bilægge de mellem organisationerne af arbejdere og arbejdsgivere inden for transportområdet bestående uoverensstemmelser.

I overensstemmelse hermed erklæredes de etablerede og fremtidige arbejdsstandsninger inden for de af loven omhandlede overenskomstområder for ulovlige i tiden fra lovens ikrafttræden og indtil 1. marts 1963 efter samme regler, som gælder, når der er indgået overenskomst mellem parterne (§ 2). I mangel af en sådan udtrykkelig overenskomst ophøjedes samtidig ved lovens § 1 det af statens forligsmand den 21. marts 1961 for området stillede mæglingsforslag til lov, idet det bestemtes, at de arbejdsoverenskomster, der omfattedes af det i mæglingsforslaget vedrørende den mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark De samvirkende Fagforbund aftalte afstemningsgruppe VII, skulle fornys for dette tidsrum med de ændringer og på de vilkår, der var indeholdt i mæglingsforslaget, således som dette var blevet ændret ved de af forligsmanden den 4. maj 1961 fremsatte supplerende bestemmelser. Såvel mæglingsforslaget af 21. marts som de den 4. maj hertil føjede supplerende bestemmelser optryktes som bilag til loven og indgik herved som en del af denne.

Arbejdsministeren gjorde ved lovforslagets fremsættelse og i de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget, rede for de forudgående overenskomstforhandlinger. Det fremgik heraf, at der ikke inden for noget overenskomstområde inden for afstemningsgrupperne I — VII var opnået enighed mellem parterne uden forligsmandens medvirken. Denne havde derfor den 21. marts fremsat mæglingsforslag for hver af de 7 afstemningsgrupper.

Den 8. april forelå resultaterne af afstemningen om mæglingsforslagene. Mens samtlige mæglingsforslag var vedtaget af arbejdsgiversiden, viste det sig, at mæglingsforslagene vedrørende gruppe I og gruppe VII var forkastet af arbejdersiden.

Et på statsministerens inititativ den 10. april indkaldt møde med deltagelse af ledende repræsentanter for parterne endte resultatløst. De varslede, hidtil udsatte strejker, omfattende over 100 000 arbejdere, trådte herefter i kraft, for transportfagenes vedkommende den 11. april og for jern- og metalindustriens vedkommende den 12. april.

Der opretholdtes dog fremdeles kontakt mellem parterne.

Den 12. april fremsatte partiet venstre og det konservative folkeparti forslag til folketingsbeslutning (se side 492), hvorefter regeringen opfordredes til

enten at fremsætte lovforslag om ophøjelse til lov af de forkastede mæglingsforslag

eller at fremsætte forslag om nedsættelse af en voldgiftsdomstol til endelig afgørelse af den mellem parterne opståede tvist.

Debatten om dette forslag den 13. april sluttede med folketingets vedtagelse af en af regeringspartierne stillet dagsorden, hvorefter tinget anså afslutningen af de løbende arbejdskonflikter for yderst vigtig og opfordrede arbejdsmarkedets to hovedorganisationer til gennem forhandlinger at fortsætte bestræbelserne for at bringe konflikterne til snarligt ophør.

På dette grundlag tilvejebragte statsministeren på ny kontakt mellem lederne for de to hovedorganisationer, og disses forretningsudvalg gav den 14. april tilslutning til at gøre forsøg på gennem ny forhandling at standse konflikterne. I de følgende dage gjorde parterne talrige forsøg på at tilvejebringe grundlag for en ny forhandling. Som resultat heraf forelå der den 24. april for gruppe I's vedkommende en overenskomst bl. a. om forhøjelse af minimallønssatserne i henhold til mæglingsforslaget, der derefter med tilslutning af alle berørte parter blev udsendt til fornyet urafstemning.

Resultatet heraf forelå den 4. maj; det viste sig, at såvel arbejdsgiversiden som alle på arbejdersiden berørte fagforbund havde vedtaget forslaget. På grundlag heraf blev arbejdet i jern- og metalindustrien genoptaget fra 5. maj.

Samtidig var partsforhandlingerne inden for transportfagene fortsat. Efter at statsministeren havde haft forhandlinger med formændene for arbejdsmarkedets parter og med statens forligsmand, optog denne den 26. april forhandlinger om arbejdskonflikten inden for transportfagene. Disse forhandlinger førte til, at forligsmanden den 4. maj 1961 fremsatte supplerende bestemmelser til det for gruppe VII tidligere stillede mæglingsforslag, der derefter blev undergivet fornyet urafstemning.

Af det den 13. maj 1961 offentliggjorte resultat af afstemningen fremgik, at mens arbejdersiden havde vedtaget det supplerende mæglingsforslag med 30 803 ja-stemmer mod 19 587 nej-stemmer, havde arbejdsgiversiden forkastet forslaget med 48 nej-stemmer mod 25 ja-stemmer.

Ministeren føjede hertil, at der i mellemtiden inden for afstemningsgruppe VIII — handels- og kontorfunktionærerne — var sket det, at man havde forhandlet sig så langt frem, at forligsmanden havde kunnet stille et mæglingsforslag, som nu var blevet vedtaget af begge parter.

Tilbage stod herefter alene transportområdet, hvor arbejdsgivernes forkastelse af mæglingsforslaget ville kunne medføre yderligere vanskeligheder i form af iværksættelse af yderligere varslede arbejdsstandsninger.

Ministeren fremhævede, at regeringen hele tiden havde anset det for betydningsfuldt, at parterne selv — eventuelt med bistand af forligsinstitutionen — forhandlede sig til rette om arbejdsvilkårene og derved selv påtog sig ansvaret for overenskomsternes indhold og for konflikters iværksættelse eller undgåelse. I den foreliggende situation havde regeringen dog måttet konstatere, at alle tænkelige forhandlingsmuligheder var udtømt, og at så store samfundsinteresser stod på spil, at det nu var blevet nødvendigt at fremsætte dette lovforslag og søge yderligere vanskeligheder for landets erhvervsmæssige og økonomiske stilling afværget.

Ved 1. behandling fik lovforslaget tilslutning fra Per Hækkerup (S), der bl. a. udtalte:

„Vi har den opfattelse — og her er vi enige med den højtærede arbejdsminister — at nu synes det, som om forhandlingsmulighederne er udtømt. Der er ikke tvivl om, at vi alle helst så, at det havde været muligt atter at få optaget forhandlinger til en hurtig afvikling af den løbende konflikt, men der er næppe mange, der tror på, og som kan øjne nye forhandlingsmuligheder."

Erik Eriksen (V) kritiserede regeringen for, at den ikke valgte at ophøje det oprindelige mæglingsforslag af 21. marts til lov, men i stedet foreslog det reviderede mæglingsforslag af 4. maj gennemført af lovgivningsmagten. Han udtalte bl. a.:

„Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er ængstelig for konsekvenserne af det, ministeren foreslår, for det spørgsmål melder sig dog: hvorledes vil udviklingen komme til at forme sig på alle de øvrige fagområder, der for over en måned siden stemte ja? Vil det, regeringen i dag foreslår, ikke komme til at betyde, at disse andre, om jeg så må sige, ja-områder vil søge at tilkæmpe sig de samme fordele, som nu opnås af dem, der i første omgang stemte nej? Der er vel også grund til at spørge, om vi ikke netop hermed lægger grunden til ny uro, til ny lønglidning og andet. Der er vel grund til at spørge, om samfundet og erhvervslivet virkelig kan holde dertil. Og er det egentlig ikke uret imod dem, der enten som menige medlemmer eller som ledere i sin tid allerede i første omgang stemte ja? Der kan dog vist være nogen grund til at overveje disse ting. Det er for mig at se en farlig forskelsbehandling til skade for dem, der fulgte deres lederes råd og henstilling om at stemme ja til det første mæglingsforslag.

Med den udvikling, der længe har fundet sted inden for det danske samfund, vil jeg gentage, at jeg mener, det er utilrådeligt at følge den af ministeren anviste vej, og jeg kan derfor ikke se rettere, end at tankerne uvægerligt må gå i retning af en eller anden form for voldgift eller nævnsafgørelse."

Poul Sørensen (KF), der udtalte sig på linje med Erik Eriksen, fremhævede bl. a. følgende:

„Ved nu at fremsætte forslag om, at det sidste mæglingsforslag ophøjes til lov, griber regeringen ind i arbejdskonflikten på en måde, der er unødig partisk. Regeringen har jo nemlig også en anden mulighed for at standse konflikten. Det synes den højtærede arbejdsminister at have overset i sin fremsættelsestale. Vort råd til den høje regering er, at den benytter denne anden mulighed. Da der nu foreligger to mæglingsforslag og hver af de to parter har foretrukket sit, opfordrer vi den høje regering til at henvise hele sagen til afgørelse ved en voldgiftsret, så at arbejdsstandsningerne straks bringes til ophør, hvorefter voldgiftsretten kan søge at udrede trådene. Hvad selve opgaven for en sådan voldgift skal være, kan drøftes. Personlig er jeg af den opfattelse, at grundlaget for denne voldgiftsrets opgave må være: som minimum det første mæglingsforslag og som maksimum det sidst stillede mæglingsforslag."

Baunsgaard (RV) fandt det i den givne situation nødvendigt at gennemføre regeringens forslag, men han kritiserede dog parterne på arbejdsmarkedet for deres manglende evne til selv at tale sig til rette og føjede hertil:

„Ingen har nogen sinde angrebet det synspunkt, at parterne såvel som hele samfundet er bedst tjent med, at parterne selv forhandler sig til rette. Men når man så ufravigelig fastholder det synspunkt, at man, ligegyldigt under hvilken form forhandlingerne sker, selv skal bringe alle uoverensstemmelser af vejen, sætter man sig på en prøve, som er så stor, at hvis man ikke består den, har man lidt et nederlag, der ikke kan blive uden konsekvenser for fremtiden. Det må i dag siges, at parterne ikke bestod denne prøve, og dermed er skabt den situation, at parterne fra det øvrige samfunds side vil møde et uafviseligt krav om ændringer i det nuværende forhandlingssystem."

Aksel Larsen (SF) rettede et angreb på arbejdsgiverne for at have misbrugt forhandlingsreglerne ved forhaling og for at have ført en nej-politik. Han fandt i øvrigt ikke, at mæglingsforslaget burde ophøjes til lov. Efter hans mening burde der sikres de lavtlønnede en vis mindsteløn (250 kr. om ugen), og han vendte sig imod et protokollat, der forpligtede Landsorganisationen til ikke at støtte andre arbejdergruppers aktioner for yderligere lønforhøjelser, ligesom han ønskede, at søfolkene skulle have deres lønforhøjelser med en vis tilbagevirkende kraft. Slutteligt krævede han, at der igen gennemførtes en ny lov om pris- og avancekontrol.

Iver Poulsen (Uafh.) kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse, idet han hævdede, at hvis et mæglingsforslag skulle ophøjes til lov, måtte det være det første forslag af 21. marts.

Hans Rasmussen (S), der talte uden for ordførernes kreds, imødegik de angreb, der fra visse ordførere var rettet mod parternes ret til selv at afgøre arbejdsoverenskomstspørgsmålene. Angående det af Aksel Larsen omtalte protokollat tilføjede han:

„... det er min overbevisning og min almindelige retslige opfattelse, at denne protokoltilførsel er bortfaldet. Det var en protokoltilførsel, som Landsorganisationen De samvirkende Fagforbund stillede transportgruppen og Dansk Arbejdsgiverforening i udsigt, for så vidt transportgruppen ville godkende forslaget, som det så ud efter forligsmandens anden affattelse. Man har ikke godtaget det, det findes ikke i lovforslaget, det må være bortfaldet, og dermed kan det kun være mæglingsforslaget i den skikkelse, hvori det her foreligger som bilag til lovforslaget, der er præjudicerende og afgørende for arbejderne inden for transportgrupppen."

I den af udvalget afgivne betænkning blev der om dette protokollat anført følgende:

„Der er under lovforslagets behandling rejst spørgsmål vedrørende et mellem hovedorganisationerne aftalt protokollat, der har foreligget mellem parterne i forbindelse med de af forligsmanden den 4. maj 1961 fremsatte supplerende bestemmelser til mæglingsforslaget for gruppe VII.

Det fremgår af bilag 2 til lovforslaget, at det omtalte protokollat ikke er optaget i de nævnte supplerende bestemmelser, hvortil der henvises i lovforslagets § 1, stk. 1.

Det har i udvalget været drøftet, hvorvidt den mellem parterne protokollerede aftale fortsat har gyldighed, efter at det supplerede mæglingsforslag er blevet forkastet og nu foreslås ophøjet til lov.

Et flertal (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget) har den opfattelse, at det i tvivlstilfælde må afgøres af overenskomstnævnet, hvorvidt aftalen kan påberåbes, efter at mæglingsforslaget er forkastet og derefter ophøjet til lov."

I betænkningen afslog venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget at medvirke til lovforslagets gennemførelse og stillede i stedet for et ændringsforslag om forbud mod de omhandlede arbejdsstandsningers fortsættelse og om nedsættelse af et nævn, der i en kendelse skulle fastslå, hvad der skulle være indholdet af den for transportfagene indtil 1. marts 1963 gældende overenskomst.

Dette ændringsforslag blev ved lovforslagets 2. behandling forkastet med 99 stemmer (S, RV og SF) mod 67, mens 7 medlemmer (Uafh. og 1 grønlandsk medlem) undlod at stemme.

Ved 3. behandling vedtoges derefter lovforslaget uændret med 89 stemmer (S, RV og de 2 grønlandske medlemmer) mod 17 (SF og Uafh.), mens 68 medlemmer (V og KF) undlod at stemme.