Ved loven blev der, uden at der i og for sig var tale om nogen gennemgribende teknisk revision, gennemført en lang række større eller mindre ændringer i naturfredningsloven.

De vigtigste af disse ændringer og samtidig de ændringer, hvorom det under behandlingen i folketinget viste sig vanskeligst at nå til enighed, er dem, der vedrører lovens §§ 22 og 25.

Mens § 22 hidtil kun har indeholdt en bestemmelse om, at når et spørgsmål om fredning eller færdselsret var rejst af fredningsnævnet eller indbragt for dette eller for overfredningsnævnet, måtte der ikke foretages foranstaltninger, der kunne hindre eller vanskeliggøre sagens gennemførelse, har paragraffen nu fået følgende nye affattelse:

„Uden for byer og bymæssige bebyggelser og uden for områder, der er omfattet af en godkendt byudviklingsplan eller byplan (dispositionsplan), må der ikke uden fredningsnævnets tilladelse opføres bygninger bortset fra sådanne, der alene tjener landbrugs-, skovbrugs-, fiskerierhvervet eller andet på stedet naturligt erhverv samt lokal helårsbeboelse. Nævnets afgørelse skal træffes inden 6 måneder fra begæringens modtagelse i nævnet.

Såfremt tilladelse i henhold til stk. 1, jfr. § 19, nægtes og ejendommen derved falder i værdi, er ejeren berettiget til erstatning for den ved afslaget forvoldte værdinedgang. Fredningsnævnet fastsætter så vidt muligt med ejerens tilslutning erstatningen ved kendelse. Om kendelsens indbringelse for overfredningsnævnet gælder lovens almindelige regler. Erstatningen udredes som i § 17 anført."

Ved denne affattelse fastslås det, at der inden for de omhandlede områder skal indhentes tilladelse til opførelse af enhver bygning bortset fra de direkte undtagne, og samtidig fastslås, at såfremt det pågældende fredningsnævn nægter tilladelse, er ejeren berettiget til erstatning. Om erstatningens størrelse udtalte udvalget i sin tillægsbetænkning, at det var enigt i, at erstatningen — i overensstemmelse med anerkendte ekspropriationssynspunkter — ikke kan gå ud over den nedgang i ejendommens almindelige handelsværdi, som afslaget medfører. Det forhold, at en erhverver af en landbrugsejendom, f. eks. gennem en række udstykninger, såfremt forbuddet ikke var gældende, kunne opnå en særlig fortjeneste, skal ikke erstattes, hvis denne indtjeningsmulighed endnu ikke har manifesteret sig i den nævnte almindelige handelsværdi.

Bestemmelsen i den foran anførte affattelse og med den angivne fortolkning blev som nævnt tiltrådt af hele udvalget, men forud for dette var gået langvarige forhandlinger.

Den af statsministeren oprindeligt foreslåede bestemmelse gik ud på, at inden for de nævnte områder skulle der indhentes tilladelse til enhver større samlet bebyggelse, der ikke tjente et på stedet naturligt formål, erhverv eller helårsbeboelse, og et afslag ville i virkeligheden være at betragte som et forbud, hvortil der ikke var knyttet nogen mulighed for opnåelse af erstatning.

En erstatningsfri regulering af dette omfang erklærede venstre og det konservative folkeparti sig ude af stand til at medvirke til, og de to partiers medlemmer af udvalget stillede da i udvalgets betænkning forslag om, at bestemmelsen udformedes på en sådan måde, at der inden for de nævnte områder ikke af bygningsmyndighederne måtte meddeles tilladelse til opførelse af bygninger, bortset fra sådanne, der alene tjener landbrug, skovbrug, fiskerierhvervet eller andet på stedet naturligt erhverv samt lokal helårsbeboelse, før bygningsmyndigheden havde meddelt fredningsnævnet, at der forelå et byggeandragende, og der var givet fredningsnævnet 4 ugers frist til at rejse en almindelig fredningssag, hvorefter der kun kunne blive tale om fredning mod fuld erstatning.

Denne udformning kunne dog ikke tiltrædes af regeringspartiernes medlemmer af udvalget, der sammen med socialistisk folkepartis medlem foreslog en formulering, hvorefter bygninger, der alene tjente landbrugs-, skovbrugs- og fiskerierhvervet eller andet på stedet naturligt erhverv eller lokal helårsbeboelse, kunne opføres uden tilladelse, mens der til opførelse af andre bygninger skulle kunne nægtes tilladelse mod ydelse af en vis billighedserstatning.

Ved 2. behandling, vedtoges dette flertalsforslag, mens det af venstre og konservative stillede mindretalsændringsforslag forkastedes. Imidlertid blev der under forhandlingen ved 2. behandling fra såvel statsministeren som regeringspartiernes og oppositionspartiernes ordførere fremsat ønsker om nye forhandlinger, og mellem 2. og 3. behandling lykkedes det da at opnå enighed om den ovenfor citerede affattelse af paragraffen.

Ændringen til lovens § 25 er formuleret som et nyt stykke, der indsættes efter paragraffens hidtidige stk. 3. Bestemmelsen er affattet således:

„Inden for en afstand af 150 m fra indsøer med en vandflade på mindst 3 ha og fra offentlige vandløb med en bundbredde på mindst 4 m og inden for en afstand af 100 m fra de i lov nr. 95 af "29. marts 1957 om bestyrelsen af de offentlige veje under § 3, stk. 2 a)-c), nævnte hovedlandeveje og landeveje må der ligeledes kun bygges med fredningsnævnets tilladelse, jfr. næstsidste stykke, medmindre en væsentlig bebyggelse inden for disse afstande allerede er begyndt inden den 1. marts 1961."

Da der ikke til denne bestemmelse knytter sig bestemmelser om erstatning, er der for så vidt tale om erstatningsfrie reguleringer i lighed med de i samme paragrafs stk. 1 og 2 omhandlede fredningslinjer ved strandbredder og skove.

Også denne bestemmelse undergik under udvalgsbehandlingen visse ændringer, men i sin nuværende formulering er den et resultat af et forlig mellem samtlige de i udvalget repræsenterede partier og må i denne forbindelse ses i sammenhæng med den foran omtalte bestemmelse i § 22.

Ud over de foran nævnte ændringer i lovens §§ 22 og 25 gennemførtes en række ændringer, hvoraf dog en del var af teknisk eller redaktionel karakter. Af mere betydende ændringer skal her anføres følgende:

Den hidtidige bestemmelse i §2, stk. 1, hvorefter nationalmuseet og fredningsnævnet i forening kunne fastlægge en 100 m beskyttelseszone omkring jordfaste fortidsminder, er erstattet med en bestemmelse, hvorefter beskyttelseszonen fastlægges generelt i loven, dog med visse modifikationer for eksisterende skove, og således at nævn og museum i forening kan meddele tilladelse til visse afvigelser.

I § 4 er indføjet en bestemmelse om valg af suppleanter for overfredningsnævnets medlemmer, herunder at suppleanter for de af højesteret valgte medlemmer kan udpeges uden for rettens midte. Herved tilgodeses et ønske om at reducere og fordele medlemmernes stigende arbejdsbyrde. Endvidere er der indsat en bestemmelse om oprettelse af to ankenævn, der ligeledes skal virke aflastende for overfredningsnævnet ved at overtage den endelige afgørelse i visse dispensationssager, mens overfredningsnævnet som hidtil skal træffe afgørelse i de egentlige fredningssager.

Også reglerne i § 17 om erstatningernes udredelse er ændret. Således overtager statskassen tre fjerdedele af byrden ved de almindelige erstatninger mod hidtil halvdelen, og det bliver muligt at pålægge en kommune at udrede en passende del af den sidste del af erstatningen, selv om den efter de øvrige regler ikke ville være pligtig hertil, når blot dens beboere må antages at have en væsentlig fordel af fredningen.

Endvidere er der i § 35 indføjet følgende nye bestemmelse:

„Såfremt det kan forventes, at en ejendom, der påtænkes omfattet af en under udarbejdelse værende fredningsplan, vil blive anvendt på en måde, der må antages at komme i strid med planen, kan statsministeren efter begæring af et af de i § 34 nævnte udvalg nedlægge forbud mod en sådan anvendelse. Forbud kan kun nedlægges for ét år, men kan dog, hvor særlige omstændigheder taler herfor, forlænges for yderligere ét år."

Bestemmelsen, der har sit forbillede i byplanlovens § 9, saneringslovens § 8 og vejbestyrelseslovens § 39, stk. 2, er tænkt som en nødforanstaltning, der af udvalgene kan begæres anvendt til foreløbig sikring af et område, indtil en endelig plan herfor er blevet udarbejdet.

Endelig må det nævnes, at der som en ny § 43 er indsat en bestemmelse om, at hele loven skal optages til revision i folketingsåret 1964-65.

For denne bestemmelse blev der af udvalget i betænkningen givet følgende begrundelse:

„Udvalget har under drøftelserne af de foreslåede ændringer i naturfredningsloven været inde på en række problemer med tilknytning til denne lovgivning og hertil grænsende lovgivningsområder. Udvalget har dog været enig med statsministeren i, at en helhedsløsning kun kan opnås i forbindelse med en dyberegående undersøgelse af disse forhold, og statsministeren har over for udvalget givet tilsagn om at ville nedsætte en kommission med den opgave at foretage en sådan undersøgelse og fremkomme med indstilling på grundlag heraf."

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 142 stemmer mod 9 (Uafh. samt 5 medlemmer af V).