Ved loven foretages følgende ændringer i lov nr. 203 af 11. juni 1954 om folketingets ombudsmand med senere ændringer:

1) I ombudsmandslovens § 1 affattes stk. 1, 2. punktum, således:

„Uden for området for ombudsmandens virksomhed falder den del af forvaltningen, der varetages af dommere, justitssekretærer, chefen for skiftekontoret under Københavns byret, protokolsekretærer i højesteret og fuldmægtige ved domstolene."

Tidligere lød bestemmelsen således: „Dommernes embedsførelse falder i det hele uden for ombudsmandens virksomhed."

2) I ombudsmandslovens § 6 blev under sagens behandling i folketinget indføjet følgende bestemmelse:

„Klage over afgørelser, der kan ændres af højere administrativ myndighed, kan ikke indgives til ombudsmanden."

I tilslutning hertil bestemmes, at hvor det forhold, der klages over, har været indbragt for højere administrativ myndighed, løber årsfristen fra denne myndigheds afgørelse.

3) I ombudsmandslovens § 12 er foretaget en redaktionel ændring af lønteknisk karakter.

4) I ombudsmandslovens § 15 er fristen for lovens revision udskudt fra folketingsåret 1958-59 til 1959-60. Efter det oprindelige lovforslag skulle revisionsbestemmelsen være udgået.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte justitsministeren bl. a.:

„Forslaget går ud på, at bestemmelsen om afgrænsning af ombudsmandens kompetence i forhold til domstolenes tjenestemænd ændres, således at dommerfuldmægtige og visse andre tjenestemænd ved domstolene falder uden for ombudsmandens virksomhed, ligesom det nu er tilfældet for dommeres vedkommende. Allerede under folketingets forhandlinger om forfatningskommissionens forslag til en lov om folketingets ombudsmand var man opmærksom på problemet om afgrænsningen af ombudsmandens kompetence i forhold til domstolene. Man blev stående ved bestemmelsen i § 1, stk. 1, om, at dommernes embedsførelse i det hele falder uden for ombudsmandens virksomhed, idet man forudsatte, at spørgsmålet om indseende med dommerfuldmægtiges virksomhed, der hænger sammen med problemet om klagerettens kompetence, ville blive gjort til genstand for nærmere overvejelse. Der blev under forhandlingerne givet udtryk for, at dommeres og dommerfuldmægtiges arbejdsområde må være under kontrol enten af ombudsmanden eller af klageretten.

Justitsministeriet er af den opfattelse, at dette tilsyn bør udøves af klageretten, og der er derfor udarbejdet et forslag til lov om ændring i lov om rettens pleje vedrørende bestemmelserne om klageretten; dette forslag fremsættes samtidig hermed og er en forudsætning for, at det foreslås, at ombudsmandens kompetence afgrænses således, at den del af forvaltningen, der varetages af dommere og de i forslaget nævnte tjenestemænd ved domstolene, falder uden for området for hans virksomhed.

Et andet og vigtigt problem, der opstår ved overvejelserne af en ændring af loven, er spørgsmålet om at udvide ombudsmandens kompetence til også at omfatte den kommunale forvaltning.

Under lovens hidtidige virke har det vist sig, at grænsen mellem kommunale og statslige myndigheder ikke altid er skarp, og at det i flere tilfælde har været vanskeligt at afgøre, om et organ er statsligt eller kommunalt. Hvor en kommunal afgørelse har været indbragt for en statsmyndighed, har det dernæst i nogle tilfælde været utilfredsstillende, at ombudsmanden kun kan tage stilling til den overordnede statsmyndigheds, men ikke til den kommunale myndigheds behandling af sagen.

Spørgsmålet om at udvide ombudsmandens kompetence i denne henseende har været forelagt de kommunale hovedorganisationer, der i en skrivelse af 30. januar 1958 har udtalt, at argumenterne imod indførelse af ombudsmandskontrol med kommunerne er så tungtvejende, at organisationerne må nære betænkelighed ved, at en sådan ordning indføres, og de henstiller, at overvejelserne herom i hvert fald foreløbig stilles i bero i nogle år.

Organisationerne gør navnlig gældende, at det ved udarbejdelsen og behandlingen af bestemmelsen i grundlovens § 55, hvorefter ombudsmanden skal have indseende med statens forvaltning, var en given forudsætning, at kommunernes forvaltning skulle falde uden for hans embedsområde, og at det kommunale styre i forvejen er under tilstrækkelig kontrol. Organisationerne anfører endvidere, at ombudsmandskontrol for den kommunale administration vil medføre en betydelig arbejdsmæssig belastning, og at det med hensyn til en nærmere afgrænsning af ombudsmandens kontrol med kommunerne vil være svært at finde et anvendeligt kriterium, der er foreneligt med det kommunale selvstyre. Organisationerne frygter også, at inddragelse af kommunerne under ombudsmandens område vil medføre en sådan forøgelse af arbejdet for ombudsmandsinstitutionen, at spørgsmålet om en selvstændig kommunal ombudsmand på et eller andet tidspunkt vil dukke op.

Folketingets ombudsmand har i en skrivelse til justitsministeriet af 6. marts 1958 udtalt, at han uanset de af de kommunale organisationer fremdragne synspunkter må være af den opfattelse, at i hvert fald dele af den kommunale forvaltning bør inddrages under ombudsmandens tilsyn. Han mener, at der foreligger et reelt praktisk behov herfor, og at henvisningen til de allerede eksisterende klagemuligheder ikke tager fornødent hensyn til selve ideen i ombudsmandsinstitutionen, hvis værdi ligger i dens uafhængighed af hele den offentlige administration og den deraf følgende tillid i befolkningen til dens absolutte uvildighed. Ombudsmanden udtaler, at det ved en eventuel lovrevision, hvorved ombudsmandstilsynet udstrækkes til kommunerne, udtrykkeligt bør fastslås, at tilsynet med disse må udøves under iagttagelse af de særlige vilkår, hvorunder den kommunale administration virker, og at ombudsmandens kompetence må begrænses, således at han i almindelighed først vil kunne optage en klage over kommunale myndigheder til undersøgelse, når sagen har været indbragt for de sædvanlige statslige eller kommunale klageinstanser.

Under hensyn til ombudsmandsinstitutionens særlige karakter som en tilsynsmyndighed, der alene henhører under folketinget, har ministeriet fundet det rigtigst, at initiativet til en eventuel udvidelse af ombudsmandens kompetence i den omhandlede retning udgår fra folketinget.

Af hensyn hertil og til, at der om det foreliggende spørgsmål hersker ret forskellige opfattelser, har ministeriet ikke i nærværende forslag formuleret nogen bestemmelse om udvidelsen af kompetencen, idet ministeriet afventer en nærmere forhandling om spørgsmålet under lovforslagets behandling i tinget."

Efter at have været gjort til genstand for en indgående 1. behandling henvistes lovforslaget til ombudsmandsudvalget, hvis arbejde med sagen resulterede i de to ovenfor omtalte ændringer.

I udvalgets enstemmige betænkning udtales:

„Udvalget har behandlet lovforslaget i 7 møder og herunder haft samråd med justitsministeren. Der er endvidere ført forhandlinger med folketingets ombudsmand, som har deltaget i flere af møderne.

Mens man uden vanskelighed har kunnet tage stilling til det foreliggende lovforslags få og let overskuelige bestemmelser, er der ført indgående forhandlinger om det spørgsmål, som også ved 1. behandling var hovedemnet: om indførelse i lovforslaget af bestemmelser, hvorved den kommunale administration lægges ind under ombudsmandens arbejdsområde.

Ombudsmanden har under forhandlingerne herom peget på, at man ved en sådan udvidelse af ombudsmandens kompetence vil kunne nå frem til en ordning, der er mere rationel end den nuværende og yder borgerne større beskyttelse i deres forhold til den offentlige administration. Han har endvidere gjort gældende, at man ikke behøver at nære frygt for, at ombudsmandsinstitutionen af den grund skal svumle stærkt op, når det fastslås, at ombudsmanden som regel først tager en kommunal sag op til behandling, efter at alle i forvejen bestående klagemuligheder er udtømt. Det skulle være tilstrækkeligt med nyansættelse af 2 eller 3 sekretærer.

I udvalget har forhandlingerne om det nævnte spørgsmål endnu ikke kunnet afsluttes, idet afgrænsningen af ombudsmandens kompetence på det kommunale område rummer problemer, som man har ønsket at få nærmere belyst, før der tages stilling til sagen.

Der er yderligere i udvalget fremsat ønske om, at de kommunale organisationer får lejlighed til at udtale sig, når nærmere formulerede forslag foreligger.

Man finder det derfor rigtigst i indeværende folketingsår at indskrænke sig til at foreslå det af justitsministeren fremsatte lovforslag gennemført, dog med en tilføjelse om, at klage over afgørelser, der kan ændres af højere administrativ myndighed, ikke kan indgives til ombudsmanden.

En sådan bestemmelse skulle efter de foreliggende planer gælde på kommuneadministrationens område, bl. a. med det praktiske formål at begrænse antallet af klager, og man har i udvalget ment, at tilsvarende hensyn taler for at indføre reglen for statsadministrationens vedkommende. Det forudsættes herved — i overensstemmelse med, hvad ombudsmanden anfører i skrivelse af 27. april 1959 til udvalget (jfr. bilag 3) — at formuleringen af den nye bestemmelse ikke medfører nogen indskrænkning i ombudsmandens adgang til i medfør af ombudsmandslovens § 6, 4. pkt., af egen drift at tage enhver sag op til undersøgelse, og at klageadgangen kun er subsidiær, for så vidt angår "afgørelser".

Man finder det tillige rigtigst, at revisionsfristen ikke udgår, men udskydes fra 1958-59 til 1959-60, idet der herved gives udtryk for, at det er hensigten at fortsætte det påbegyndte revisionsarbejde i næste folketingsår.

Angående spørgsmålet om den kommunale administrations inddragning under ombudsmandsloven har udvalget fra justitsministeren modtaget udkast til nogle ændringsforslag. Disses ordlyd fremgår af nærværende betænknings bilag 3, i hvilket ombudsmanden har knyttet nogle bemærkninger til justitsministerens forslag og selv stillet et par ændringsforslag i tilslutning hertil.

Som bilag er endvidere aftrykt en række spørgsmål, som skriftligt er stillet ombudsmanden af udvalget (bilag 1), samt ombudsmandens svar herpå (bilag 2). Yderligere materiale kan ventes at ville foreligge i nær fremtid, idet ombudsmanden har givet tilsagn om at formulere visse i udvalget drøftede forslag vedrørende afgrænsningen af ombudsmandens kompetence i forhold til kommunerne under den påtænkte nyordning. Dette materiale bør efter udvalgets opfattelse, så snart det fremkommer, forelægges de kommunale organisationer."

Ved 2. behandling gik Alfred Jensen (DK) og Aksel Larsen (SF) imod ændringsforslaget vedrørende begrænsning af klageretten samt imod den nye bestemmelse angående dommerfuldmægtige m. fl., mens vedtagelserne bortset herfra var enstemmige.

Mellem 2. og 3. behandling afgav udvalget en tillægsbetænkning, i hvilken lovforslaget enstemmigt indstilledes til vedtagelse i den affattelse, det havde fået ved 2. behandling. Til tillægsbetænkningen var som bilag knyttet en redegørelse fra ombudsmanden vedrørende forskellige muligheder for afgrænsning af ombudsmandens kompetence over for den kommunale forvaltning.

Til 3. behandling stillede Aksel Larsen nogle ændringsforslag, hvorefter ombudsmanden — i overensstemmelse med den mest vidtgående af de i ombudsmandens redegørelse nævnte muligheder — skulle have tilsyn med hele den kommunale forvaltning. Efter at disse ændringsforslag var forkastet med alle øvrige stemmer mod Aksel Larsens og kommunisternes, vedtoges lovforslaget med 149 stemmer mod 6 (DK og SF).