Igennem de senere år har der fra de søfarendes side ved gentagne lejligheder været fremsat ønske om, at der her i landet måtte blive indført en selvstændig sømandsbeskatning, der i lighed med den i Norge gældende ordning skulle være en skat ved kilden, d. v. s. opkræves i umiddelbar forbindelse med indtægtens erhvervelse, og være definitiv, d. v. s. skatten skulle ikke reguleres efter indkomstårets udløb, således som tilfældet er med den almindelige skat ved kilden, som kendes i de øvrige nordiske lande, hvor regulering på grundlag af indgivet selvangivelse og foretaget skatteansættelse sker efter indkomstårets udløb. Samtidig ønskedes beskatningsniveauet fastlagt således, at der toges hensyn til de særlige vilkår, hvorunder sømændene må udføre deres arbejde. De fremsatte ønsker er i princippet blevet støttet af redernes organisationer og Søfartens Fællesråd. Endvidere har Nordisk Råd behandlet spørgsmålet ud fra det synspunkt, at det måtte være hensigtsmæssigt, at beskatningen af sømænd blev så ensartet som muligt i de nordiske lande, og rådet har anbefalet regeringerne til overvejelse at optage spørgsmålet om at indgå en aftale om fælles regler for skattens beregning og opkrævning hos søfolk.
På denne baggrund nedsatte finansministeren i januar 1956 et udvalg med den opgave at undersøge de praktiske muligheder for at indføre en særlig sømandsbeskatning i Danmark. Udvalget afgav 18. oktober 1957 „Betænkning vedrørende sømandsskat", hvori indeholdtes et lovudkast, som finansministeren kunne tilslutte sig, og som han uændret fremsatte i folketinget.
Det af finansministeren nedsatte udvalg havde under sit arbejde haft kontakt med tilsvarende udvalg nedsat af regeringerne i Finland og Sverige samt med sagkyndige fra Norge. Der havde været afholdt fællesnordiske møder til drøftelse af de under udvalgenes arbejde opståede problemer. Der var opnået enighed mellem udvalgene om, at en række spørgsmål, derunder navnlig beskatningsniveauet, tilrettelægning af skatteopkrævningen og opgørelse af indkomsten, måtte afgøres af hvert enkelt land for sig, men selv med disse forhold havde udvalgene fundet, at der ved indførelse af en særlig sømandsskat ville være opnået et væsentligt fremskridt henimod ensartethed i beskatningen af nordiske sømænd, navnlig hvis man udformede beskatningsreglerne således, at nordiske sømænd på nordisk skib skulle svare skat efter reglerne i skibets hjemland, selv om de var hjemmehørende i et andet nordisk land. På dette grundlag havde udvalgene i Finland og Sverige ligesom det danske udtalt, at de ville afgive indstilling til deres regeringer om indførelse af en særlig sømandsbeskatning.
Loven er inddelt i 5 kapitler med i alt 32 paragraffer. En stor del af bestemmelserne er af teknisk-administrativ karakter og ret komplicerede.
Om lovens indhold i hovedtræk anføres:
I lovens indledende bestemmelser fastslås lovens hovedregel om, at enhver af loven omfattet person skal svare en særlig sømandsskat, der beregnes af og opkræves ved tilbageholdelse i hans indtægt om bord. Såfremt den pågældende efter lovgivningens almindelige regler er skattepligtig til den danske stat, træder skatten af sømandsindtægten i stedet for indkomstskat til stat og kommune, herunder kirkelige afgifter og folkepensionsbidrag. Af disse bestemmelser sammenholdt med, at det ikke i loven er foreskrevet, at sømandsskatten senere skal reguleres, fremgår sømandsskattens karakter af definitiv kildeskat.
Skatten svares af alle her i landet eller på Færøerne og i Grønland hjemmehørende sømænd samt sømænd, som er hjemmehørende i et af de andre nordiske lande, efter regler, som indeholdes i lovens kapitel II, og hvorved der tages hensyn til den pågældende sømands for sørger forhold m. m.
Skatten svares efter nedenstående skalaer, hvori er indarbejdet den gennemsnitlige virkning af skattefradragsretten:
Familieforsørgere:
[Se skalaer i Folketingsårbogen, 1957-58, side 106]
Andre skatteydere:
[Se skalaer i Folketingsårbogen, 1957-58, side 107]
Beregningen og tilbageholdelsen af sømandsskatten foretages af skibets fører i forbindelse med hver lønudbetaling. De tilbageholdte beløb afregnes hver måned over for rederiet, der indbetaler beløbet til et særligt sømandsskattekontor, som oprettes ved loven til at administrere ordningen. Der nedsættes også af finansministeren et særligt sømandsskattenævn med visse nærmere fastsatte funktioner.
Som grundlag for sømandsskattens beregning vil skibets fører få tilstillet særlige tabeller, hvori skattebeløbet normalt vil kunne aflæses direkte på grundlag af den kontante hyre. Her i landet hjemmehørende og dermed ligestillede sømænd skal være i besiddelse af et særligt sømands skattekort, som ved påmønstringen afleveres til skibets fører, således at han kan tage hensyn til de på kortet angivne oplysninger om forsørgerforhold m. m. og om fradragsberettigede udgifter ud over dem, der er taget hensyn til i tabellerne.
Sømandsskatten svares efter loven såvel ved sejlads mellem udenrigske havne eller mellem fjerne udenrigshavne og danske havne, hvilken sejlads i loven betegnes som udenrigsfart, som ved sejlads, der i overvejende grad finder sted i farvandene omkring Danmark, i loven betegnet som nærfart, dog således at fart inden for mere begrænsede områder, herunder færgefart, holdes uden for ordningen.
Når også sejlads i nærfart er inddraget under sømandsbeskatningen, skønt de særlige arbejdsforhold, som de søfarende har henvist til, egentlig kun kan siges at gælde for sejlads i udenrigsfart, skyldes det navnlig, at der meget ofte sker forflyttelser fra sejlads i udenrigsfart til sejlads i nærfart og omvendt, og ved en sømandsbeskatning, der kun omfattede udenrigsfart, ville disse ændringer i fartområdet og dermed i beskatningsformen give anledning til et ikke ringe besvær.
Da nærfarten, hvor arbejdsvilkårene ikke på afgørende vis kan siges at adskille sig fra de vilkår, hvorunder mange må udføre deres arbejde i land, således er inddraget under sømandsbeskatningen, er sømandsskattens niveau for nærfartens vedkommende fastlagt således, at den stort set kommer til at svare til det almindelige beskatningsniveau i land. De særlige hensyn, som bør tages til udenrigsfarten, er herefter tilgodeset ved, at der ved opgørelsen af indtægten om bord indrømmes et særligt fradrag for sejlads i udenrigsfart. Dette fradrag er i loven fastsat til normalt 170 kr. månedligt (efter det fremsatte lovforslag 130 kr.) og er udtryk for forskellen mellem sømandsskattens størrelse i udenrigsfart og nærfart. Også for sømænd i nærfarten er der dog fordele forbundet med at svare sømandsskat. Først og fremmest opnås, at skatten er betalt, når hyren udbetales, samt en lempeligere beskatning af indtægtsstigninger, men navnlig medfører beskatningssystemet, hvorved sømandsindkomsten forudsættes indtjent over 10 måneder, visse fordele, såfremt sømanden faktisk tjener sin årsindtægt om bord jævnt fordelt over hele året.
Foruden det nævnte fradrag for udenrigsfart indrømmes der såvel for udenrigsfart som for nærfart et standardfradrag på 120 kr. månedlig, der af praktiske grunde afløser en række nærmere i loven angivne udgiftsfradrag (fradrag for udgifter til arbejdsløshedsforsikring, til invalidepension i henhold til folkeforsikringsloven, til de forsikringer, for hvilke udgifterne kan fratrækkes inden for et beløb af 600 kr., bl. a. sygeforsikring, samt udgifter, der omfattes af lønmodtagerfradraget). Ved loven bortfalder de særlige skattefri fradrag, som man efter gældende praksis har indrømmet i visse tillæg, såsom „Amerikatillæg".
Bortset herfra har man ikke ved loven tilsigtet at ændre reglerne for, hvad der skal henregnes til eller fradrages i den skattepligtige indkomst. Dette gælder i princippet også skattefradraget. Ved den almindelige skatteansættelse i land fradrages på sædvanlig vis alle i det foregående indkomstår erlagte indkomstskatter, også sømandsskatten, mens skattefradraget til brug ved sømandsskattens beregning som anført foran er indarbejdet i de opstillede skalaer.
I overensstemmelse med princippet om, at sømænd, der gør tjeneste på samme skib, skal beskattes efter ensartede regler, er sømandsskattens størrelse uafhængig af, i hvilken kommune den pågældende sømand er forpligtet til at svare kommuneskat. Afregningen over for kommunerne af den dem tilkommende del af sømandsskatten foretages efter ensartede regler, som tilsigter, at kommunerne stort set får dækning for den kommuneskat, som ville være tilfaldet dem efter lovgivningens almindelige regler. Kommunens andel af sømandsskatten skal for den enkelte sømand udgøre 50 pct. af den del af det af den kvartalsvise afregning omfattede beløb, der ikke overstiger 1 000 kr., og 20 pct. af det overskydende beløb.
Det foran nævnte princip medfører en udvidelse af skattepligten, idet man sikrer sig, at alle om bord svarer sømands- skat. Dette får navnlig betydning for ugifte danske sømænd, som efter de hidtidige regler i en række tilfælde ikke har været afkrævet statsskat, og for udenlandske søfolk.
Sømænd, der ikke skal betale skat efter reglerne i lovens kapitel II, det vil navnlig sige ikke-nordiske udlændinge på danske skibe, skal betale sømandsskat efter en mere summarisk metode, der omhandles i lovens kapitel III (§§ 19 og 20), og hvorefter skatten fastsættes til 15 pct. af den kontante indtægt uden fradrag af nogen art. Der er dog visse undtagelsesregler, idet finansministeren kan bestemme, at sømandsskat ikke skal svares af en sømand, der for hustru eller hjemmeværende børn opretholder egen husstand i et land, hvor han er undergivet beskatning efter reglerne for dér bosatte personer, ligesom ministeren kan bestemme, at sømandsskat ikke skal svares af sømænd, der under arbejde i oversøiske farvande ansættes på særlige forhyringsvilkår (de såkaldte Hongkongregler).
Som følge af sømandsskattens karakter af beskatning af den løbende indtægt opstår der særlige problemer, når denne beskatningsform skal tilpasses beskatning i land. I de tilfælde, hvor sømanden har indtægt i land samtidig med, at han har indtægt om bord, skal man finde frem til det rette beskatningsniveau for indtægten i land, og i de situationer, hvor sømanden tiltræder tjeneste om bord eller ophører dermed, skal man føre den skat, der er pålignet ham, til afgang helt eller delvis, henholdsvis på ny påligne ham skat i land. Loven indeholder en række ret komplicerede bestemmelser herom.
Opkrævningen af sømandsskatten påbegyndes på et tidspunkt, som bestemmes af finansministeren, der i øvrigt fastsætter de nærmere bestemmelser for lovens gennemførelse.
Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte finansministeren, at sømandsskatteudvalget under sit arbejde havde haft kontakt med de søfarendes og redernes organisationer og givet disse adgang til at udtale sig om de foreslåede regler, ligesom udvalget i videst muligt omfang havde taget hensyn til de fra disse organisationer fremsatte synspunkter. Vedrørende den foreslåede afregning af kommuneskatten havde udvalget haft kontakt med de kommunale organisationer.
Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget på socialdemokratiets vegne af Hans Knudsen.
Anders Andersen (V) havde forskellige principielle indvendinger mod lovforslaget. Han var betænkelig ved de foreslåede organer: sømandsskattekontoret og sømandsskattenævnet, og ville have undersøgt, om disses opgaver ikke kunne henlægges til bestående organer. Han var ligeledes betænkelig ved den i lovforslaget indeholdte adgang for sømandsskattekontoret til at gennemgå redernes regnskaber. Han erklærede videre, at det for hans parti var helt afgørende, at man også med hensyn til sømandsskatten fandt frem til ændringer, som muliggjorde en bevarelse af skattefradragsretten på dette område. Beskatningen af udenlandske sømænd i henhold til lovforslagets kapitel III mente han ville skabe betydelige vanskeligheder for danske rederier i konkurrencen med rederier i udlandet. Sluttelig erklærede han, at hvis de af ham fremsatte principielle ønsker ikke kunne blive imødekommet under det kommende udvalgsarbejde, kunne venstre ikke give tilslutning til lovforslaget.
Poul Møller (KF) fandt, at lovforslaget var meget indviklet og vanskelig tilgængeligt. Han mente, at kildebeskatning for sømænd burde tilrettelægges i overensstemmelse med de principper, som måtte lægges til grund ved overgang til kildebeskatning for alle andre borgere, altså kildeskatten skulle ikke være definitiv, men ved årets udgang skulle der indgives selvangivelse og foretages en endelig ansættelse af indkomsten. Derved kunne man bevare de individuelle fradrag for visse udgifter i stedet for de foreslåede to generelle fradrag, og man kunne bevare skattefradragsretten. De generelle regler om kommunernes andel i sømandsskatten var en betænkelig fravigelse af et almindeligt princip i den kommunale beskatning. Det konservative folkeparti var bange for, at hensigten med den definitive sømandsskat ikke først og fremmest var at hjælpe sømændene, men at bane vejen for en lønskat for det øvrige samfund uden anerkendelse af den egentlige fradragsret, nemlig retten til at fradrage de faktisk betalte og ikke de beregnede skatter.
Axel Sørensen (RV) og J. M. Pedersen (DR) tilsagde deres partiers velvillige behandling af lovforslaget. Begge henstillede, at man prøvede at opbygge administrationen af sømandsskatten på basis af bestående organer.
Alfred Jensen (DK) var tilhænger af lovforslagets princip om en definitiv kildeskat, men fandt, at lovforslaget ikke gav sømændene de lettelser i skattebyrden, som var rimelige.
Finansministeren fremhævede i sine svarbemærkninger, at skulle man have en definitiv skat ved kilden af sømænd, således som man havde det i Norge og ville få det i Sverige og Finland, kunne man ikke opretholde adgangen til at fradrage betalt sømandsskat. Forslagets udformning på dette punkt var ikke et udslag af ministerens lyst til at ophæve skattefradragsretten.
Lovforslaget henvistes til et udvalg, hvori et flertal, bestående af socialdemokratiets, det radikale venstres og retsforbundets medlemmer, indstillede lovforslaget til vedtagelse med nogle af finansministeren foreslåede og af hele udvalget tiltrådte ændringer. Et mindretal, venstres og det konservative folkepartis medlemmer, der kunne tiltræde de stillede ændringsforslag, kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse, idet det udtalte: „Mindretallet ville have medvirket til en gennemførelse af en „kildeskat" for søfolk, såfremt denne var udformet med mulighed for efterfølgende regulering på grundlag af sædvanlig selvangivelse. Dette kunne uden unødige vanskeligheder være sket, såfremt flertallet havde været villig til at forhandle herom. En kildeskat med efterfølgende regulering ville ikke have medført øget beskatning for de søfarende. Mindretallet beklager, at flertallet ikke har ønsket at forhandle herom."
De i udvalgsbetænkningen indeholdte ændringsforslag gik bl. a. ud på følgende:
Værdien af fri kost om bord, der som hidtil skulle fastsættes af ligningsrådet, skulle ikke som foreslået i det fremsatte lovforslag gradueres efter størrelsen af sømandens kontante løn.
Fradraget for sejlads i udenrigsfart foresloges forhøjet fra 130 til 170 kr. månedlig.
Beskatningsskalaen for ikke-forsørgere foresloges ændret noget i overensstemmelse med en ved udskrivningsloven foretagen ændring af skatten for ikke-forsørgere, hvorved man i et vist omfang udlignede den stigning i beskatningen, som for en række skatteydere ville blive følgen af det ved ligningsloven ændrede forsørgerbegreb, jfr. side 73.
Der foresloges indsat en bestemmelse om adgang for finansministeren til at fritage sømænd, som under arbejde i oversøiske farvande ansattes på særlige forhyringsvilkår, for sømandsskat i henhold til kapitel III. En tilsvarende fritagelse gives udenlandske sømænd i det fjerne østen om bord på bl. a. norske og svenske skibe, og ændringsforslaget stilledes for at imødekomme en henstilling fra rederiforeningen om, at der af konkurrencemæssige grunde gennemførtes samme beskatningsregler som for sømænd ansat på norske og svenske skibe. Finansministeren havde givet udvalget tilsagn om, at der ville blive givet generelle regler om fritagelsen.
I udvalgsbetænkningen udtaltes i øvrigt: „Finansministeren og udvalget er enige om, at fastlæggelsen af det nu foreslåede system for beskatning af sømænd sker på baggrund af den nugældende lovgivning om den almindelige beskatning, og at der, hvis der sker væsentlige ændringer i denne, bør foretages tilsvarende ændringer i loven om sømændsskat."
Ved 2. behandling vedtoges de i udvalgsbetænkningen stillede ændringsforslag. Nogle af Alfred Jensen (DK) m. fl. stillede ændringsforslag, hvorefter værdien af fri kost om bord, indtægt af tvungen overtidsarbejde samt godtgørelse for mistede fridage, mistet ferie o. lign. ikke skulle beskattes, afvistes af finansministeren og forkastedes med 118 stemmer mod 6 (DK).
Lovforslaget gik til fornyet behandling i udvalget, i hvis tillægsbetænkning det foran nævnte flertal indstillede lovforslaget til endelig vedtagelse uændret, mens mindretallet erklærede ikke at kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse.
Ved 3. behandling erklærede ordførerne for venstre og det konservative folkeparti, at deres partier ville undlade at stemme, idet de ikke mente, at lovforslaget var affattet med fornøden respekt for skattefradragsretten. Alfred Jensen (DK) udtalte, at heller ikke den kommunistiske gruppe kunne stemme for lovforslaget ud fra den opfattelse, at lovforslaget gav sømændene en for hårdhændet beskatning.
Lovforslaget vedtoges herefter enstemmigt med 79 stemmer (S, RV og DR), mens 63 medlemmer (V, KF og DK) undlod at stemme.