Loven gennemførtes i forbindelse med folketingsbeslutning angående Danmarks undertegnelse af de i Genève den 10. marts 1955 oprettede protokoller vedrørende ændringer i Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel og Overenskomsten om Organisationen for handelspolitisk Samarbejde og folketingsbeslutning vedrørende ikraftsættelsen af de i sjette protokol vedrørende supplerende toldindrømmelser under Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel indeholdte danske toldindrømmelser.
Ved lovens § 1 gennemførtes en række ændringer i toldlovens § 1 (toldtariffen), der alle var en nødvendig følge af, at Danmark stod over for at påtage sig en forpligtelse til at sætte de i sjette protokol af 23. maj 1956 vedrørende supplerende toldindrømmelser under Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel indeholdte danske toldindrømmelser i kraft. Den nævnte protokol indeholder de toldaftaler, som blev indgået på den i foråret 1956 afholdte GATT-toldkonference i Genève.
Loven indeholder endvidere i § 2 nogle bestemmelser, hvorved der foretages en ændring i de hidtil gældende regler om anke af toldadministrationens tariferingsafgørelser. De hidtidige bestemmelser i toldlovens §§ 43 og 44 om toldrådet og dets funktioner ophæves herved og erstattes af følgende nye § 43:
„De af toldbestyrelsen trufne afgørelser vedrørende varers tarifering såvel som de foretagne ansættelser af varers værdi til toldberegning i henhold til § 7 b kan indbringes for et af finansministeren nedsat nævn, der har den endelige administrative afgørelse.
Nævnet består af en formand og to andre medlemmer, der alle skal være dommere. Ved behandling af sager, der efter nævnets skøn kræver branchemæssig indsigt, tilforordnes der nævnet tre branchekyndige, hvoraf en udpeges af Den danske Handelsstands Fællesrepræsentation, en af Industrirådet og Håndværksrådet i forening og en af Landbrugsrådet og De samvirkende danske Husmandsforeninger i forening.
Nævnet har ret til at afæske såvel borgere som administrationen de fornødne mundtlige eller skriftlige oplysninger.
Vederlag til nævnets medlemmer samt til medhjælp for nævnet fastsættes af finansministeren."
Ifølge den tidligere gældende ordning, der blev gennemført ved lov nr. 67 af 1. april 1911, havde finansministeren den endelige afgørelse af sådanne sager, idet han dog forinden skulle indhente en udtalelse fra toldrådets appeludvalg. Denne ordning byggede på nogle af højesteret allerede omkring 1860 afsagte domme, hvori det blev afgjort, at spørgsmålet om, hvilken tarifbestemmelse de i sagerne omhandlede varer skulle fortoldes efter, ikke henhørte under domstolenes, men under administrationens afgørelse.
Ved den nu foretagne ændring, hvorefter et nævn på tre medlemmer træder i stedet for finansministeren og det hidtidige appeludvalg, for så vidt angår de omhandlede administrative afgørelser, skabes der en domstolslignende ankeinstans, hvis afgørelser ligeledes er endelige, hvorved der ikke sker nogen ændring med hensyn til de egentlige domstoles hidtidige kompetence på det omhandlede område.
Endelig gennemførtes ved lovens § 7 en ændring i § 6, stk. 1, i lov nr. 44 af 14. marts 1955 om forskellige forbrugsafgifter, hvorved den for colaholdige varer hidtil gældende afgift på 1 kr. pr. liter udstraktes til også at gælde for drikke, der er efterligninger af eller erstatninger for disse colaholdige drikke. Bestemmelsen har nu følgende ordlyd:
"Af mineralvand, sodavand, apollinaris, limonader (herunder kulsyre- eller mælkesyreholdige drikke) og lignende drikkevarer af anden art end de i toldtariffens løbe-nr. 22, 23 og 25-28 omhandlede svares en afgift til statskassen på 1 kr. pr. liter for drikke, der indeholder cola-ekstrakt, coffein eller theobromin, og 20 øre pr. liter for andre varer."
Ved lovforslagets fremsættelse oplyste finansministeren, at virkningerne af de foreslåede toldnedsættelser måtte antages at blive en nedgang i toldindtægterne på ca. 225 000 kr. årligt, når der regnedes på grundlag af importen i 1954.
Vedrørende de foreslåede ændringer i bestemmelserne om behandling af klager over toldadministrationens afgørelse af tariferingsspørgsmål m. v. henviste ministeren til, at disse var en imødekommelse af de ønsker, der var blevet fremsat af det folketingsudvalg, der året i forvejen hayde behandlet forslaget om ændringer i tekstiltoldsatserne.
Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget, der foretoges sammen med 1. behandling af de to foran omtalte forslag til folketingsbeslutning, beskæftigede ordførerne sig kun med de foreslåede toldnedsættelser og den foreslåede sammensætning af det nævn, der skulle behandle anker over toldadministrationens afgørelser. Dette ankenævn var i lovforslaget foreslået sammensat af tre medlemmer, hvoraf to — herunder formanden — skulle være dommere, mens det tredje medlem kunne hentes fra administrationen.
I modsætning til de foreslåede toldnedsættelser, der blev anbefalet fra alle sider, mødte forslaget om ankenævnets sammensætning modstand hos Harald Nielsen (V) og Foss (KF), der begge fandt det betænkeligt, at man ville give den ene part i sagen plads på dommersædet, ligesom de foreslog, at man i stedet for at oprette et sådant ankenævn skulle henvise sagerne til afgørelse i sø- og handelsretten. Finansministeren henviste i sit svar til, at spørgsmålet om sammensætningen havde været forelagt erhvervslivets organisationer og dér fået tilslutning fra fire organisationer, De samvirkende danske Husmandsforeninger, Provinshandelskammeret, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Industrirådet, mens 3 andre, Landbrugsrådet, Grosserer- Societetet og Håndværksrådet, ønskede nævnet sammensat således, at der skulle være medlemmer fra erhvervsorganisationerne. Et forsøg på at nå til enighed var ikke lykkedes, og derfor havde ministeren opretholdt denne sammensætning i forslaget, men han var ikke uvillig til at drøfte muligheden af at henlægge afgørelsen af disse ankesager til sø- og handelsretten; dog fandt han, at det var et spørgsmål, om sø- og handelsretten kunne tage sig af disse sager, om den ikke snarere ville hævde, at det drejede sig om skønsspørgsmål.
Lovforslaget henvistes til et udvalg, der indhentede justitsministeriets udtalelse angående spørgsmålet om at henlægge sagerne til sø- og handelsretten. Justitsministeriets erklæring, der optryktes som bilag til udvalgets betænkning, gik ud på, at mens sø- og handelsretten på ministeriets forespørgsel havde erklæret sig i stand til at behandle sagerne, måtte justitsministeriet for sit vedkommende henlede opmærksomheden på, at det var absolut nødvendigt, at sø- og handelsrettens afgørelser i overensstemmelse med de almindelige regler i retsplejeloven kunne indbringes for højesteret. Fremgangsmåden kunne således betyde en fordyrelse og forsinkelse af sagerne, mens et nævn kunne byde de private en fordel i form af hurtigere og billigere behandling, hvortil kom, at det formentlig i højere grad end en domstol ville efterprøve toldadministrationens skønsmæssige afgørelser.
Herefter drøftede udvalget muligheden af at ændre den foreslåede bestemmelse således, at det tredje medlem af ankenævnet blev en af sø- og handelsrettens juridiske dommere, og indhentede justitsministeriets udtalelse herom. Denne udtalelse, der er aftrykt i betænkningen, havde følgende ordlyd:
„Justitsministeriet skal hertil udtale, at man formentlig ikke kan pålægge præsidenten eller vicepræsidenten det her omhandlede administrative hverv. Dertil kommer, at der, hvis præsidenten eller vicepræsidenten udpeges, vil kunne fremkomme tilfælde af inhabilitet, såfremt der senere om det nævnet forelagte spørgsmål anlægges sag ved sø- og handelsretten.
Justitsministeriet må derfor foretrække, at bestemmelsen formuleres således: „Nævnet består af en formand og 2 andre medlemmer, der alle skal være dommere."
Justitsministeriet har for sit vedkommende intet at erindre imod, at finansministeriet, hvis præsidenten for sø- og handelsretten er enig heri, indtil videre udpeger præsidenten eller vicepræsidenten til medlem, men man finder det ikke heldigt, at man ved loven bindes til en sådan ordning, hvis de erfaringer, som vil blive indhøstet, viser, at den er uhensigtsmæssig."
Herefter tiltrådte hele udvalget den af justitsministeriet anbefalede og af finansministeren derefter foreslåede formulering og indstillede lovforslaget til vedtagelse med denne ændring.
Ved lovforslagets 2. behandling oplyste udvalgets ordfører, Lars P. Jensen (S), at der efter betænkningens afgivelse var modtaget en henvendelse angående bestemmelsen i lovforslagets § 7, hvorefter afgiften på colaholdige varer foresloges udvidet til også at omfatte „lignende" varer, hvorfor udvalget mellem 2. og 3. behandling måtte se på denne henvendelse.
Efter at det stillede ændringsforslag var blevet vedtaget uden afstemning, blev lovforslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling. Det hedder i udvalgets tillægsbetænkning herom: „Efter at der af fabrikanterne af colaholdige varer er blevet fremsat indvendinger såvel imod den i § 6, stk. 1, i lov nr. 44 af 14. marts 1955 om forskellige forbrugsafgifter fastsatte afgift på disse varer som mod den i lovforslagets § 7 foreslåede tilføjelse til nævnte bestemmelse, hvorefter også lignende varer skulle belægges med en afgift af samme højde som den, der gælder for colaholdige varer, har man i udvalget drøftet såvel hele beskatningen af colaholdige og lignende varer som dennes forhold til Danmarks forpligtelser i henhold til GATT-overenskomsten.
Udvalget har i denne anledning anmodet finansministeren om at indhente udenrigsministeriets udtalelse om, hvorvidt den hidtil gældende afgift på colaholdige varer kan anses for at være i fuld overensstemmelse med GATT-overenskomsten, og om, hvorvidt der ved en ændring som den i lovforslagets § 7 foreslåede må antages at indtræffe en ændring i forholdet mellem denne afgiftsbestemmelse og den nævnte overenskomst."
Af den af udenrigsministeriet afgivne udtalelse, der optryktes som bilag til tillægsbetænkningen, fremgik det, at ministeriet måtte anse den hidtil gældende bestemmelse som værende i overensstemmelse med GATT-overenskomsten, da der ifølge den pålagdes såvel indførte som indenlandsk fremstillede colaholdige varer samme afgift. Heller ikke det, at bestemmelsen pålagde colaholdige varer en større afgift end f. eks. mineralvand, gjorde, at den kom i uoverensstemmelse med GATT-overenskomsten, da colaholdige drikke efter ministeriets opfattelse måtte anses for at være ganske specielle drikkevarer, der karakteriseredes ved deres indhold af stimulerende midler. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der ved en ændring som den i lovforslagets § 7 foreslåede, hvorefter der efter ordene „colaholdige varer" skulle indføjes ordene „og lignende", måtte antages at indtræffe en ændring i afgiftsbestemmelsens overensstemmelse med GATT-overenskomsten, bemærkede udenrigsministeriet, at de fra departementet for told- og forbrugsafgifter i sagens anledning modtagne oplysninger viste, at den nylig fremkomne drikkevare „Cofola" måtte anses for at udgøre en i GATT-overenskomstens forstand til colaholdige drikke svarende vare.
En ændring, som åbnede mulighed for at pålægge „Cofola" samme afgift som colaholdige varer, ville derfor efter udenrigsministeriets opfattelse være nødvendig for at bevare afgiftsbestemmelsens overensstemmelse med GATT-overenskomsten. Ministeriet gik dog ud fra, at den foreslåede ændring kun tog sigte på sådanne drikke, for hvilke det ved en konkret undersøgelse kunne fastslås, at de lige som colaholdige drikke indeholdt koffein eller lignende stimulerende midler. Dette foresloges i skrivelsen nærmere præciseret for at undgå enhver tvivl om ændringens rækkevidde.
Herefter indstillede udvalgets flertal (socialdemokratiets og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til endelig vedtagelse med en tydeliggørende ændring af foran omtalte bestemmelse i overensstemmelse med udenrigsministeriets forslag herom.
Et mindretal (venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) udtalte i tillægsbetænkningen, at man fandt det urimeligt at opretholde en prohibitiv afgift på en læskedrik som den her omhandlede, der alene tjener de samme formål som andre alkoholfri drikke. Man fandt det urimelige heri så meget mere angribeligt, som flertallet ved sit ændringsforslag nu yderligere ville udvide området for den prohibitive beskatning. Mindretallet stillede derfor et ændringsforslag, hvorefter den i lovforslaget foreslåede tilføjelse skulle udgå og afgiften på colaholdige varer nedsættes fra 1 kr. pr. liter til 30 øre pr. liter.
Ved den påfølgende 3. behandling i folketinget forkastedes mindretallets ændringsforslag med 84 stemmer mod 48, mens 2 medlemmer undlod at stemme.
Flertallets ændringsforslag vedtoges derefter med 85 stemmer (S, KF og DK) mod 49 (V, RV, DR og de konservative folketingsmedlemmer Weikop, Fibiger og Tesdorpf), idet de 2 grønlandske medlemmer undlod at stemme.
Ved den endelige afstemning om lovforslaget vedtoges dette enstemmigt med 132 stemmer, idet de to grønlandske medlemmer undlod at stemme.