Ved kongelig resolution af 2. december 1949 nedsattes en kommission med den opgave i samarbejde med tilsvarende kommissioner i Finland, Norge og Sverige at overveje spørgsmålet om ændringer i lovgivningen om børn udenfor ægteskab. Under dette samarbejde blev tillige inddraget spørgsmålet om en revision af adoptionslovgivningen i de fire lande, og som resultat af drøftelserne fremkom indstillinger om ændring af de respektive love. Den danske kommission foreslog således i en betænkning, afgivet i oktober 1954, lov nr. 87 af 26. marts 1923 om adoption ændret i overensstemmelse med et i betænkningen optaget lovudkast.

Lovforslaget var udarbejdet på grundlag af det i kommissionsbetænkningen indeholdte udkast, som justitsministeriet i hovedsagen kunne tiltræde. På enkelte punkter, navnlig indenfor reglerne om adoptionens retsvirkninger, var udkastet dog fraveget på baggrund af forhandlinger med de øvrige lande, som resulterede i enighed om udarbejdelse af forslag, der var ens forsåvidt angår reglerne om retsvirkningerne af adoption, og som kun indeholdt mindre betydningsfulde forskelligheder i bestemmelserne om betingelserne for adoptions stiftelse og ophævelse.

Lovforslaget gennemførtes i folketinget med enkelte ændringer.

Nedenfor anføres indholdet af de bestemmelser i loven, der adskiller sig fra de tilsvarende i den hidtidige lov af 1923.

Kapitel I. Betingelser. (§§ 1-9):

Mens 1923-loven bestemte, at bevilling til adoption kunne meddeles en mand med hensyn til hans barn udenfor ægteskab, bestemmer den nye lovs § 1, stk. 2, at bevilling til adoption af eget barn ikke kan meddeles.

Ved 2. behandling forkastedes med 105 stemmer mod 33 (1 stemte ikke) et ændringsforslag af et mindretal i udvalget (venstres medlemmer) om, at denne nye bestemmelse skulle udgå.

Efter 1923-loven kunne den, der er fyldt 14 år, ikke adopteres uden sit samtykke. Den nye lovs § 5, der fik sin endelige form efter vedtagelse ved 2. behandling af et ændringsforslag af udvalget, tiltrådt af justitsministeren, bestemmer:

„Er den, der ønskes adopteret, over 12 år, bør bevillingen ikke meddeles uden den pågældendes samtykke, medmindre indhentelsen af samtykket skønnes at være til skade for barnet."

Ved lovforslagets 3. behandling udtalte justitsministeren, at det ville være utænkeligt, at man ville anvende undtagelsesbestemmelsen på børn, der var over 15-16 år gamle.

I 1923-loven indeholdtes en bestemmelse om, at en gift person ikke kunne adopteres uden ægtefællens samtykke. Denne bestemmelse ophæves. Endvidere ophæves en bestemmelse om, at bevilling til adoption ikke burde meddeles en person med livsarvinger, medmindre der kunne anføres vægtige grunde derfor.

Kapitel 2. Retsvirkninger. (§§ 10-15):

I dette kapitel indeholdes de vigtigste ændringer af de hidtidige regler.

Adoptionsloven af 1923 tilsigtede principielt at skabe et retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn, der svarede til forholdet mellem forældre og børn, men der var gjort visse undtagelser fra princippet, navnlig med hensyn til adoptivbarnets arveretlige stilling. Dertil kom, at forbindelsen mellem adoptivbarnet og dets virkelige slægt kun løsnedes i det omfang, det var nødvendigt for adoptionens formål. Adoptivbarnet fik ved adoptionen arveret efter adoptanten som dennes eget barn, men der kunne i bevillingen tages forbehold om, at der ikke ved adoptionen skete nogen indskrænkning i adoptantens testationsret. Efterlod adoptanten sig livsarvinger, udrededes adoptivbarnets arvelod alene af den trediedel af boet, som adoptanten kunne råde over ved testamente. Adoptanten fik kun under særlige omstændigheder arveret efter adoptivbarnet. Adoptivbarnet fik ikke arveret efter adoptantens slægt og adoptantens slægt ikke efter adoptivbarnet. I forholdet mellem adoptivbarnet og dets virkelige slægt bevaredes arveretten. Forsørgelsespligten gik ved adoptionen over til adoptanten, men ved adoption af et barn udenfor ægteskab indtrådte adoptanten i moderens retsstilling med hensyn til underholdsbidrag fra barnets fader.

Den nye lov tilsigter i overensstemmelse med kommissionsudkastet at indføre en adoptionsform med retsvirkninger, der i videre omfang svarer til retsforholdet mellem forældre og børn, idet de forannævnte indskrænkninger i ligestillingsprincippet, som 1923-loven har medført, ophæves.

Med hensyn til adoptivbarnets forsørgelsesmæssige stilling bestemmer lovens § 12 således, at adoptanten er forpligtet til at forsørge adoptivbarnet som sit eget barn og ikke har krav på at få bidrag dertil af de virkelige forældre.

Med hensyn til adoptionens arveretlige virkninger bestemmer § 13:

Adoptivbarnet og dets livsarvinger arver og arves af adoptanten og dennes slægt, som om det var adoptantens eget barn.

Ved adoptionen bortfalder det arveretlige forhold mellem adoptivbarnet og dets virkelige slægt. Det kan dog på begæring i bevillingen bestemmes, at barnets arveret efter den virkelige slægt bevares.

Den i sidste punktum indeholdte undtagelse fra hovedreglen vedtoges ved 2. behandling efter forslag af et flertal i udvalget (udvalget undtagen venstres medlemmer). Vedtagelsen i tinget skete enstemmigt med 113 stemmer, idet dog 29 medlemmer undlod at stemme. Om ændringsforslaget, der var tiltrådt af justitsministeren, bemærkede flertallet i betænkningen:

„Flertallet kan ligeledes tiltræde, at det i de hyppigst forekommende tilfælde er den rimeligste ordning, at det arveretlige forhold mellem adoptivbarnet og dets virkelige forældre falder bort. Der vil dog forekomme tilfælde, hvor det ved adoptionen kan forudses, at der efter adoptionen vil bevares en vis forbindelse mellem barnet og dets slægt, og det synes naturligt, at slægten, når den i sådanne tilfælde ønsker at stille barnet arveretligt, som om adoptionen ikke var sket, skal kunne gøre det, uden at den henvises til — i det omfang det er muligt — ved testamente at sikre barnet en sådan arveret. Der tænkes her navnlig på tilfælde, hvor barnet adopteres af bedsteforældre eller af en søster eller broder til en af forældrene, men også på nogle af de tilfælde, hvor barnet adopteres af moderens eller faderens ægtefælle eller af nære personlige venner. Med henblik på disse tilfælde foreslår flertallet, at der i bevillingen skal kunne træffes bestemmelse om, at adoptionen ikke skal medføre bortfald af adoptivbarnets arveret efter den virkelige slægt. Det er en forudsætning for, at en sådan bestemmelse skal kunne optages i bevillingen, at adoptanterne fremsætter begæring herom, og at de, der efter bestemmelserne i §§ 5-7 skal give samtykke til adoptionen, tiltræder begæringen."

I kommissionsudkastet var der ved siden af den nu i loven indeholdte såkaldt „stærke" adoptionsform foreslået indført en „svag" adoptionsform med retsvirkninger mere svarende til 1923-lovens, og således at adoptanten havde valgfrihed mellem de to former. Herefter skulle adoptivbarnet vel have arveret efter adoptanten og hans slægt, men adoptionen medførte ikke tvangsarveret. Adoptanten og hans slægt fik kun i særlige tilfælde arveret efter adoptivbarnet, og den arveretlige forbindelse mellem adoptivbarnet og dets slægt opretholdtes. Det kunne endvidere bestemmes, at adoptanten i disse tilfælde skulle indtræde i retten til underholdsbidrag fra adoptivbarnets forældre.

Dette forslag var ikke medtaget i det fremsatte lovforslag, idet justitsministeren fandt, at det var af meget væsentlig betydning, at reglerne om adoption var så enkle og klare, at de let kunne trænge igennem i den almindelige opfattelse, og at indførelse af to former for adoption kunne medføre risiko for en klassificering af disse, således at „svag" adoption betragtedes som mindre værdifuld, hvad der ville kunne volde fortræd overfor „svagt" adopterede børn. Ved at udelade kommissionens forslag om en sideordnet „svag" adoptionsform var lovforslaget på linie med forslag, der var fremsat eller ville blive fremsat i Finland, Norge og Sverige.

I folketingsudvalgets betænkning stillede et mindretal (venstres medlemmer af udvalget) ændringsforslag om indførelse af „svag" adoption som foreslået i kommissionsudkastet (dog uden bestemmelsen om adgang for adoptanten til at indtræde i retten til underholdsbidrag fra forældrene). Ændringsforslaget forkastedes ved 2. behandling med 107 stemmer mod 37.

I de i kapitel 2 indeholdte bestemmelser var der iøvrigt kun foretaget redaktionelle ændringer i forhold til 1923-loven.

Kapitel 3. Ophævelse. (§§ 16-23):

Efter 1923-loven kunne et adoptionsforhold ophæves af justitsministeriet, når adoptanten og adoptivbarnet var enige derom og adoptivbarnet var over 21 år. Endvidere kunne forholdet ophæves ved dom, når det skønnedes at være af væsentlig betydning for adoptivbarnet, samt når adoptivbarnet havde forset sig groft mod adoptanten eller hans nærmeste eller førte et lastefuldt eller forbryderisk liv. I alle tilfælde af ophævelse bortfaldt adoptionens retsvirkninger, og retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets virkelige slægt genopstod.

Den nye lov opretholder den hidtidige adgang til at ophæve adoptionsforholdet administrativt og indfører som ny regel, at justitsministeriet, når adoptionsforældrene er døde, på begæring af forældrene kan ophæve adoptivforholdet, såfremt det må anses for bedst stemmende med barnets tarv (§ 16). I dette tilfælde genindtræder barnet i retsforholdet til den virkelige slægt.

Som ny regel indføres i § 17 adgang til efter påstand at ophæve adoptionsforholdet ved dom, såfremt adoptivbarnet viser sig at lide af åndssvaghed eller sindssygdom i en sådan grad, at det ville være åbenbart ubilligt at forlange forholdet opretholdt, og lidelsen hidrører fra tiden før adoptionen, uden at adoptanten var bekendt dermed. Sag herom må anlægges inden 5 år fra adoptionsbevillingens dato.

Denne bestemmelse afviger fra de tilsvarende norske og svenske bestemmelser, idet disse giver domstolene adgang til at ophæve et adoptionsforhold også i tilfælde af alvorlig legemlig mangel eller sygdom, hidrørende fra tiden før adoptionen. En så vid ophævelsesadgang havde justitsministeren imidlertid ikke ment at kunne foreslå navnlig under hensyn til de synspunkter, der kom frem under behandlingen på rigsdagen 1948-49, 1950-51 og 1951-52 af et til den norske og svenske ordning svarende lovforslag.

Den hidtidige adgang til ophævelse af adoptionsforhold ved dom, når det er af væsentlig betydning for barnet, opretholdes i § 18 uden realitetsændring. Bestemmelsen om ophævelse ved dom på grund af adoptivbarnets lastværdige forhold overfor adoptanten opretholdes i § 19 med følgende noget ændrede formulering:

„Adoptivforholdet bliver efter påstand at ophæve ved dom, såfremt adoptivbarnet har forset sig groft mod adoptanten eller det iøvrigt på grund af groft lastværdigt forhold hos adoptivbarnet ville være åbenbart ubilligt at forlange adoptivforholdet opretholdt."

Med hensyn til retsvirkningerne af ophævelse indeholder loven i § 22 delvis nye regler, idet ophævelsen ikke mere som almindelig regel bevirker, at forholdet til den naturlige slægt genopstår. I de tilfælde, hvor ophævelsen sker administrativt efter fælles begæring af et voksent adoptivbarn og adoptanten, medfører ophævelsen ingen virkning for det virkelige slægtskabsforhold, mens forholdet til den virkelige slægt altid genoplives i de tilfælde, hvor adoptionen ophæves administrativt efter adoptantens død. I alle tilfælde, hvor adoptionen ophæves ved dom, kan retten under hensyntagen til anledningen til ophævelsen, barnets alder og de øvrige omstændigheder bestemme, at retsforholdet mellem barnet og dets virkelige slægt skal genopstå. Iøvrigt genindtræder ingen retsvirkninger i forhold til den virkelige slægt.

Når særlige grunde taler derfor, kan det ved ophævelse af adoption ifølge en ny regel bestemmes, at adoptanten skal svare bidrag til barnets underhold.

Kapitel 4. Forskellige bestemmelser. (§§ 24—28):

§§ 24 og 25 indeholder nogle bestemmelser af international-privatretlig karakter, der er uændrede i forhold til gældende ret.

§ 26 bestemmer, at sålænge adoptivforholdet består, må adoptant og adoptivbarn ikke indgå ægteskab med hinanden. Efter 1923-loven skulle adoptivforholdet i tilfælde af ægteskab mellem adoptant og adoptivbarn anses for ophævet.

§ 27 indeholder overgangsbestemmelser, og hovedprincippet er her, at 1923-loven fortsat skal gælde de adoptiv forhold, der er stiftet før den nye lovs ikrafttræden, dog med bortfald af bestemmelsen i 1923-lovens § 13, stk. 2, hvorefter et adoptivbarns arv skal udredes af den testationsfrie del af formuen, såfremt adoptanten efterlader sig livsarving, og således at bestemmelserne om ophævelse af adoptivforhold erstattes af reglerne i den nye lov.

Ifølge § 28 træder loven i kraft den 1. januar 1957. Loven gælder ikke for Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for denne landsdel.

Ved lovforslagets fremsættelse gjorde justitsministeren rede for lovforslagets indhold og begrundede navnlig med henvisning til erfaringer i Norge reglen om adoptionens udvidede arveretlige virkninger i forhold til 1923-loven; i Norge havde man i årene 1950-52 i næsten alle tilfælde (97-98 pct.) anvendt denne adoptionsform, der var indført i 1935 som valgfri form ved siden af en ordning svarende til den danske 1923-lovs.

Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget af Nina Andersen (S), der dog personlig var modstander af adgangen til at ophæve adoptionsforholdet ved dom i tilfælde af adoptivbarnets sindssygdom eller åndssvaghed. Gideon (V) gav tilsagn om sit partis velvillige medvirken til forslagets behandling i udvalg, men havde på forskellige punkter ønske om ændringer. Han var således tilhænger af en ordning med valgfrihed mellem „stærk" og „svag" adoption og ønskede at bevare adgangen for en fader til at adoptere sit uægte barn. Erna Sørensen (KF) var velvillig overfor lovforslaget, men udtalte, at hendes parti var tilhænger af at indføre adgang til „svag" adoption. Endvidere mente hun, at det naturlige slægtskab burde genindtræde i alle tilfælde af ophævelse. Else Zeuthen (RV) gav principielt tilslutning til lovforslaget, men var dog lidt ængstelig for, at udeladelse af „svag" adoption måske kunne umuliggøre visse ellers ønskværdige adoptioner. Petra Petersen (DK) og Alfred Jørgensen (DR) gav tilslutning til lovforslaget.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, delte sig i et flertal (udvalget undtagen venstres medlemmer) og et mindretal (venstres medlemmer). Flertallet indstillede lovforslaget til vedtagelse ved 2. behandling med de foran under omtalen af lovens indhold omtalte ændringer af § 5 (om samtykke fra den, som ønskes adopteret; dette ændringsforslag var stillet af hele udvalget) og § 13 (om, at det på begæring i bevillingen kunne bestemmes, at barnets arveret efter den virkelige slægt bevares). Mindretallet indstillede lovforslaget til vedtagelse med de foran omtalte ændringsforslag om at lade det absolutte forbud mod adoption af eget barn udgå samt om adgang til „svag" adoption.

Af udvalgsbetænkningen skal iøvrigt anføres følgende bemærkninger om spørgsmål, som udvalget havde drøftet:

„Udvalget ønsker særligt at fremhæve, at finansministeren under samrådet lovede i næste samling at fremsætte lovforslag om ændring af loven om arveafgifter, således at adoptivbørn og adoptanter og deres slægt fremtidig vil komme til at betale samme arveafgift, som hvis adoptivbarnet havde været adoptanternes ægtebarn. Endvidere har indenrigsministeren efter et samråd tilsendt udvalget et udkast til ændring af cirkulæret vedrørende meddelelse af dansk indfødsret, som agtes udsendt, såsnart nærværende lovforslag er endeligt vedtaget, og som letter adgangen til opnåelse af dansk indfødsret for fremmede børn, der adopteres af danske forældre. Udkastet er optrykt som bilag til betænkningen*). Endelig har kirkeministeren og justitsministeren lovet efter lovforslagets vedtagelse at foretage en ændring af reglerne for udstedelse af dåbsattester, således at det ikke fremtidigt kan læses af en almindelig dåbsattest, at den pågældende person er et adoptivbarn."

Ved 2. behandling forkastedes de af mindretallet stillede ændringsforslag og vedtoges de af flertallet eller udvalget stillede. Under denne behandling erklærede Helga Pedersen (V), at hun kunne tiltræde det af mindretallet stillede ændringsforslag om indførelse af sideordnet „svag" adoption, men ikke ændringsforslaget om at give mulighed for adoption af eget barn.

Lovforslaget henvistes påny til udvalget, der i sin tillægsbetænkning indstillede det til vedtagelse med en af justitsministeren foreslået ændring af ikrafttrædelsesbestemmelsen (om lovens eventuelle ikraftsættelse for Grønland). Et mindretal (venstres medlemmer) bemærkede, at da lovforslaget, som det nu forelå, betød en forbedring i forhold til det oprindelige lovforslag såvel som i forhold til 1923-loven, kunne mindretallet anbefale lovforslaget til vedtagelse ved 3. behandling.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.

*) Cirkulære om ændringen udsendtes af indenrigsministeriet 23. juni 1956.