L 23 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love.

(Offentlighed i retsplejen).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Fremsat af justitsministeren (Brian Mikkelsen, fg.).

Efter 1. beh. henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer, at enhver som udgangspunkt vil have ret til at få udleveret kopi af domme og kendelser i både civile sager og straffesager. For straffesager gælder dog en begrænsning på 1 år efter sagens afslutning. Denne begrænsning på 1 år gælder ikke for journalister, hvis de søger aktindsigt som led i deres arbejde. Domme og kendelser i straffesager må dog ikke offentliggøres, medmindre de er anonymiseret, således at tiltaltes, sigtedes, forudrettedes eller vidners identitet ikke fremgår.

Loven indeholder endvidere et forbud mod uden samtykke at fotografere sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra et retsmøde i en straffesag.

Lovforslaget byggede på Retsplejerådets betænkning nr. 1427/2003 om reform af den civile retspleje II (Offentlighed i civile sager og straffesager).

Lovforslaget vedtaget med 90 stemmer (V, S, DF, KF og RV); 8 (SF og EL) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Birthe Rønn Hornbech (V), Pia Gjellerup (S), Per Dalgaard (DF), Helge Adam Møller (KF), Margrete Auken (SF), Margrethe Vestager (RV), Line Barfod (EL) og Betina Hoffmann (KrF)