L 202 Forslag til lov om ændring af lov om planlægning.

(Udvidelse af eksisterende sommerhusområder i kystnærhedszonen og udlæg af nye sommerhusområder på de små øer).

Af: Miljøminister Hans Christian Schmidt (V)
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Titel ændret 1/6 04 fra: Forslag til lov om ændring af lov om planlægning. (Udvidelse af sommerhusområder i kystnærhedszonen).

Efter 1. beh. henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Efter loven kan miljøministeren fastsætte regler (landsplandirektiver) for udvidelse af sommerhusområder i kystnærhedszonen efter en række nærmere betingelser.

Der kan maksimalt udlægges 8.000 nye sommerhusgrunde, og de skal primært placeres i yderområder bag allerede eksisterende sommerhusområder og bag strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen. Endvidere skal det godtgøres, at udvidelserne ikke tilsidesætter væsentlige natur- og landskabsværdier, og at der kan forventes lokal økonomisk effekt.

Efter planloven måtte eksisterende sommerhusområder ikke udvides. Formålet med lovforslaget var at give miljøministeren beføjelse til i et nærmere angivet omfang at fravige denne bestemmelse.

Lovforslaget vedtaget med 54 stemmer (V, DF, KF og KD) mod 42 (S, SF, RV og EL).
Partiernes ordførere
Søren Gade (V), Torben Hansen (S), Jørn Dohrmann (DF), Helle Sjelle (KF), Morten Homann (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Mogens Nørgård (KD)