B 39 Forslag til folketingsbeslutning om meddeleret for offentligt ansatte.

Af: Aage Frandsen (SF) og Anne Baastrup (SF)
Samling: 2003-04
Status: Bortfaldet
Behandlet sammen: B 39 og B 40.

Efter 1. beh. henvist til Retsudvalget (REU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at fremsætte lovforslag om indførelse af en meddeleret for offentligt ansatte i tilfælde af uredelighed i den offentlige forvaltning og åbenbart misbrug af offentlige midler.

Det fremgik af forslagets bemærkninger, at baggrunden for forslaget var, at der indimellem opstod sager i den offentlige forvaltning, hvor politisk valgte og administrative ledere misbrugte et offentligt hverv og der opstod og forekom forskellige former for uredelighed. Det gældende kontrol- og tilsynssystem havde ikke i alle tilfælde kunnet forhindre sådanne sager, og det blev derfor til dels efter udenlandsk inspiration foreslået at indføre en meddeleret for ansatte i den offentlige forvaltning.

Retsudvalget afgav en fælles beretning over beslutningsforslaget og beslutningsforslag nr. B 40. I beretningen tog udvalget med tilfredshed til efterretning, at justitsministeren over for udvalget havde oplyst, at regeringen på baggrund af de to beslutningsforslag havde besluttet at anmode et sagkyndigt udvalg om at behandle de spørgsmål, der var omtalt i beslutningsforslagene. Der henvises til omtalen af beslutningsforslag nr. B 40.
Partiernes ordførere
Birthe Rønn Hornbech (V), Morten Bødskov (S), Per Dalgaard (DF), Helge Adam Møller (KF), Aage Frandsen (SF), Morten Østergaard (RV), Line Barfod (EL) og Jann Sjursen (KD)