L 28 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og lov om Lønmodtagernes Garantifond med flere love.

(Bortfald af ATP-kompensationsordningen).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ()
Samling: 2002-03
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven medfører ændring af ATP-loven, således at kompensationsordningen for arbejdsgiverne bortfalder.

Lovforslaget indgik som en del af aftalen om finansloven 2003, jf. omtalen af L 1.

Kompensationsordningen blev indført den 1. januar 1988 i forbindelse med vedtagelsen af lov om arbejdsmarkedsbidrag, jf. L 118 fra folketingsåret 1987-88, jf. Årbog & Registre 1987-88 side 130. Ordningen gav private arbejdsgivere ret til at få udbetalt et kompensationsbeløb som modregning for arbejdsgivernes udgifter til ATP-bidrag.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at man i forbindelse med Energipakken fra 1995, jf. L 209-L 216 fra folketingsåret 1994-95, jf. Årbog & Registre 1994-95 side 166-169, forhøjede kompensationsbeløbet som led i tilbageførslen af merafgiftsbetalingerne fra energibeskatningen.

Baggrunden for, at man i lovforslaget foreslog at afskaffe kompensationsordningen, var ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at man i de senere år havde tilbageført mere til erhvervene, end der var blevet indbetalt i medfør af energipakkens merafgiftbetalinger. Man ønskede derfor at mindske et heraf afledt statsligt provenutab.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 104 stemmer.
Partiernes ordførere
Flemming Oppfeldt (V), Lene Jensen (S), Jørn Dohrmann (DF), Lars Barfoed (KF), Lene Garsdal (SF) og Tove Videbæk (KrF)