L 143 Forslag til lov om ændring af fiskerilov.

(Overdragelige kvoteandele m.v.).

Af: Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FLF).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Med loven indføres hjemmel til at fastsætte særlige regler og vilkår for overdragelige kvoteandele, herunder at enkeltejere kun må disponere over bestemte dele af den danske kvote.

Loven giver hjemmel til at sikre, at der også, når fiskerirettigheden overdrages, kan ske inddragelse af tilladelser ved vilkårsovertrædelser. Endvidere muliggør loven fuld offentlighed om ejerskab af kvoteandele.

Hovedformålet med lovforslaget var at bidrage til en modernisering af den danske fiskerflåde ved at skabe rammerne for et særligt udviklet dansk system med overdragelse af kvoteandele i sildefiskeriet. Systemet var et væsentligt element i Folketingets vedtagelse V 117 af 17. maj 2001. Se Årbog og Registre 2000-01 side 368.

Lovforslaget vedtaget med 105 stemmer (V, S, DF, KF, RV og KRF) mod 9 (SF og EL).
Partiernes ordførere
Jens Kirk (V), Erik Mortensen (S), Christian H. Hansen (DF), Else Theill Sørensen (KF), Jørn Jespersen (SF), Martin Lidegaard (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Ole M. Nielsen (KrF)