L 107 Forslag til lov om ændring af ligningsloven og personskatteloven.

(Forsøgsordning med 150 pct. fradrag for forskningsudgifter).

Af: Skatteminister Svend Erik Hovmand (V)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer, at virksomheder som en 2-årig forsøgsordning får et ekstra fradrag på 50 pct. for allerede fradragsberettigede udgifter til samfinansierede forskningsprojekter inden for nærmere fastsatte beløbsmæssige rammer. Det er en betingelse, at forskningsprojektet er godkendt af et statsligt forskningsråd.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at formålet med forslaget var at styrke virksomhedernes incitament til at investere i forskning og udvikling.

Under lovforslagets behandling stillede skatteministeren ændringsforslag om, at samfinansierede forskningsprojekter, der aftales mellem en virksomhed og en offentlig forskningsinstitution i forbindelse med finanseringen af en forskerskole, også blev omfattet af ordningen. Endvidere stillede skatteministeren ændringsforslag om de krav, der var stillet til ordningens nedre beløbsgrænse.

Lovforslaget vedtaget med 64 stemmer (V, DF, KF og KRF) mod 45 (S, SF, RV og EL).
Partiernes ordførere
Peter Christensen (V), Sandy Brinck (S), Mikkel Dencker (DF), Charlotte Dyremose (KF), Ole Sohn (SF) og Søren Søndergaard (EL)