B 45 Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en international sikkerhedsstyrke i Afghanistan.

Af: Udenrigsminister Per Stig Møller (KF)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: Vedtaget
Efter 1. beh henvist til Forsvarsudvalget (FOU).

Med folketingsbeslutningen meddeler Folketinget sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en international sikkerhedsstyrke i Afghanistan.

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at der efter Talebanstyrets fald og oprettelsen af en overgangsadministration var opstået mulighed for en politisk overgangsproces, der på længere sigt kunne føre til fred og stabilitet i Afghanistan. Med resolution nr. 1386 af 20. december 2001 havde FN's Sikkerhedsråd bemyndiget en international sikkerhedsstyrke til over en periode på 6 måneder at bistå den midlertidige afghanske administration med at opretholde sikre rammer for den midlertidige administration og FN-personalets aktiviteter i Kabul og omkringliggende områder.

Den midlertidige afghanske administration havde inviteret Danmark til at bidrage til den internationale sikkerhedsstyrke med danske styrker, og det var regeringens opfattelse, at Danmark burde deltage i den FN-bemyndigede internationale sikkerhedsstyrke for dermed bl.a. at udsende et klart signal til omverdenen om fortsat bred og omfattende dansk støtte til den internationale indsats mod terrorisme og til befolkningen i Afghanistan.

Beslutningsforslaget vedtaget enstemmigt med 108 stemmer.
Partiernes ordførere
Ulrik Kragh (V), Per Kaalund (S), Peter Skaarup (DF), Helge Adam Møller (KF), Villy Søvndal (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Søren Søndergaard (EL) og Jann Sjursen (KrF)