L 215 Forslag til lov om ændring af lov om lige løn til mænd og kvinder.

(Lønoplysninger).

Af: Arbejdsminister Ove Hygum ()
Samling: 2000-01
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Loven betyder dels, at lønmodtagere får ret til at udlevere egne lønoplysninger til enhver, dels at virksomheder får pligt til at udarbejde kønsopdelte lønstatistikker på anmodning. En forudsætning for udarbejdelse af lønstatistik er, at virksomheden beskæftiger mindst 10 ansatte, og at statistikken ikke må udvise lønoplysninger for grupper, der udgør mindre end 5 personer.

Denne lønstatistik skal udarbejdes fra 1. juni 2002, hvor LetLøn-systemet er trådt i kraft. Dette system skal kunne udarbejde statistikken for de virksomheder, som er tilmeldt LetLøn.

Ifølge lovforslagets bemærkninger var formålet med forslaget bl.a. at skabe større åbenhed om lønfastsættelsen og derved gøre det muligt tidligere at vurdere, om en ligelønssag kunne rejses.

Lovforslaget vedtaget med 56 stemmer (S, SF, RV og EL) mod 53 (V, KF, DF, CD, KRF, Mogens Andreasen (UP), Kim Behnke (UP), Frank Dahlgaard (UP) og Thorkild B. Fransgaard (UP)).
Partiernes ordførere
Anne-Marie Meldgaard (S), Eva Kjer Hansen (V), Pia Christmas-Møller (KF), Ole Sohn (SF), Anders Samuelsen (RV), Klaus Kjær (DF), Susanne Clemensen (CD), Jette Gottlieb (EL) og Ole M. Nielsen (KrF)