L 214 Forslag til lov om gennemførelse af deltidsdirektivet.

Af: Arbejdsminister Ove Hygum ()
Samling: 2000-01
Status: Delt
Efter 1.beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Lovf delt 29/5 01 i: 214 A og 214 B.

Lovforslaget indeholdt en gennemførelse af Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen om deltidsarbejde, der var indgået mellem Unice, CEEP og EFS.

Lovforslaget opsamlede den gruppe lønmodtagere, der ikke allerede var eller ville blive omfattet af en kollektiv overenskomst, der som minimum sikrede de rettigheder, som fulgte af deltidsdirektivet. Dette skete ved at lade bestemmelserne i Aftalen af 9. januar 2001 mellem LO og DA gælde for lønmodtagere, der ikke måtte være omfattet af en kollektiv overenskomst med samme rettigheder.

Lovforslaget indeholdt endvidere en nedsættelse af funktionærlovens og værnepligtslovens timegrænse.

Det fremgik af bemærkningerne, at direktivet for en stor del af arbejdsmarkedets vedkommende var fyldestgørende gennemført via overenskomster, men at det var nødvendigt med en supplerende lovgivning for at sikre rettighederne for de deltidsansatte, der ikke var omfattet af en kollektiv overenskomst, som gennemførte deltidsdirektivet.

Den foreslåede nedsættelse af timegrænsen i funktionærloven og værnepligtsloven var ifølge bemærkningerne begrundet med, at det var tvivlsomt, om den hidtidige grænse på 15 timer for at være omfattet af de to love var forenelig med EU-retten.

Lovforslaget blev ved andenbehandlingen delt, hvorfor der henvises til omtalen af L 214 A og L 214 B.
Partiernes ordførere
Anne-Marie Meldgaard (S), Eva Kjer Hansen (V), Knud Erik Kirkegaard (KF), Ole Sohn (SF), Anders Samuelsen (RV), Klaus Kjær (DF), Susanne Clemensen (CD), Jette Gottlieb (EL) og Ole M. Nielsen (KrF)