L 29 Forslag til lov om ændring af lov om fondsmæglerselskaber og lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt ophævelse af lov indeholdende indskrænkninger i adgangen til omsætning af præmieobligationer m.m.

Af: Økonomiminister Marianne Jelved (RV)
Samling: 1998-99
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indeholder bestemmelser om præcisering af reglerne om Finanstilsynets tavshedspligt og det partsbegreb, der finder anvendelse i Finanstilsynets sagsbehandling, bestemmelser, der medfører harmonisering af en række af de regler i den finansielle lovgivning, der finder anvendelse på koncerner, begrænsning af fondsmæglerselskabers adgang til at eje fast ejendom, etablering af en mulighed for investeringsforeninger til at overføre en selvstændig afdeling fra én forening til en anden og endelig forslag om ophævelse af lov indeholdende indskrænkninger i adgangen til omsætning af præmieobligationer.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at en del af ændringerne blev foreslået på baggrund af en række undersøgelser og rapporter: Dr.jur. Jan Schans Christensens eneudredning om tavshedspligt og partsbegreb i den finansielle tilsynslovgivning fra 1996 samt Finanstilsynets rapport om harmonisering af reglerne om finansielle koncerner fra 1997.

For så vidt angår tilsynslovgivningens partsbegreb, fik lovforslaget sin endelige udformning gennem ændringsforslag fra et mindretal.

Lovforslaget var med visse tilføjelser en genfremsættelse af L 184 fra folketingsåret 1997-98 (1. samling), jf. omtalen i Årbog & Registre 1997-98 side 171.

Lovforslaget vedtaget med 120 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, FP og KRF) mod 3 (EL).
Partiernes ordførere
Bjarne Laustsen (S), Pia Larsen (V), Pernille Sams (KF), Ole Sohn (SF), Egil Møller (DF), Morten Helveg Petersen (RV), Søren Kolstrup (EL), Mogens Nørgård (KrF) og Tom Behnke (FP)