L 203 Forslag til lov om ændring af lov om offentlige veje.

Af: Trafikminister Jan Trøjborg (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Trafikudvalget (TRU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven bliver der indføjet en bestemmelse i lov om offentlige veje, der giver en vejbestyrelse mulighed for at lade en anden vejbestyrelse udføre arbejder på sine veje mod betaling. Desuden giver loven mulighed for, at vejbestyrelserne kan byde på hinandens arbejder.

Endvidere indeholder loven en bestemmelse, der gør det lettere for vejbestyrelserne at få fjernet beplantning, som fra naboejendomme vokser ud i vejarealerne. Bestemmelsen skal bl.a. sikre, at sådan beplantning kan kræves fjernet i forbindelse med nedlæggelse af ledninger i offentlige vejarealer.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at baggrunden for forslaget var de samarbejdsaftaler, som staten havde indgået med amterne og kommunerne om drift af statsvejene. Aftalerne var med virkning fra 1. januar 1993 blevet forlænget af den tidligere regering. Der var desuden et ønske fra Amtsrådsforeningen om, at også amterne og kommunerne indbyrdes skulle kunne indgå aftaler og byde på hinandens arbejder.

Forlængelsen af aftalerne medførte, at stort set alle arbejder på hovedlandevejene herefter ville blive udbudt i licitation. Samtidig blev det forudsat, at amterne og kommunerne skulle kunne byde på arbejderne, og at der skulle samarbejdes med forsøg på forskellige former for udbud, herunder udbud på tværs af aftalegrænserne og på tværs af vejbestyrelsesområder.

Det blev forudsat, at staten ville opnå en udliciteringsgevinst på 175 mio. kr. over en 4-årig periode, der ville blive anvendt til en forøget vedligeholdelsesindsats på hovedlandevejene. Besparelsen var indregnet i den 4-års-aftale for vedligeholdelse af hovedlandevejene, der var indgået mellem regeringspartierne og V og KF.

Lovforslaget vedtaget med 70 stemmer (S, SF, CD, RV, KRF og Bente Juncker (UP)) mod 48 (KF, V og FP).
Partiernes ordførere
Sonja Mikkelsen (S), Svend Heiselberg (V), Kaj Ikast (KF), Tommy Dinesen (SF), Ole Donner (FP) og Inger Stilling Pedersen (KrF)