L 158 Forslag til lov om ændring af lov om de erhvervsgymnasiale uddannelser til højere handelseksamen og højere teknisk eksamen.

(Adgang, varighed og ny indledende del).

Af: Undervisningsminister Ole Vig Jensen ()
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven gennemfører nogle ændringer af lov om de erhvervsgymnasiale uddannelser til højere handelseksamen og højere teknisk eksamen. De væsentligste ændringer er følgende: - Uddannelsernes varighed forlænges fra 2 til 3 år. - Bestemmelsen om en særlig såkaldt indholdsbetinget godkendelse af erhvervsuddannelsernes 2. eller sammenlagte 1. og 2. skoleperiode ophæves. - Undervisningsministerens bemyndigelse til at fastsætte antallet af pladser i de erhvervsgymnasiale uddannelser ophæves. - Uddannelsernes gymnasiale fag fastsættes af undervisningsministeren efter udtalelse fra udvalget for uddannelsen, og den indledende del af den erhvervsgymnasiale uddannelse tilrettelægges af skolen inden for de fastsatte rammer.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at undervisningsministeren i oktober 1993 havde nedsat et hurtigtarbejdende udvalg vedrørende de erhvervsgymnasiale uddannelser. Udvalget var nedsat på baggrund af ministerens redegørelse til Folketinget, Uddannelse til Alle, og på opfordring af Erhvervsuddannelsesrådet.

Udvalgets rapport var blevet afleveret til ministeren i december 1993 og havde dannet grundlag for lovforslaget. Hovedkonklusionen var, at de erhvervsgymnasiale uddannelser burde tilrettelægges som 3-årige forløb for den enkelte elev i forbindelse med en ny sammenhæng med erhvervsuddannelserne.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 111 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV, KRF og Bente Juncker (UP)).
Partiernes ordførere
Anne-Marie Meldgaard (S), Anders Mølgaard Jensen (V), Jens Jørgensen (KF), Ebba Strange (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Dorit Myltoft (RV) og Merethe Due Jensen (KrF)