B 43 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af udlændingeloven m.v.

Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Beslutningsforslaget indeholdt en opfordring til regeringen om snarest at fremsætte de lovforslag, der var nødvendige for at ændre udlændingepolitikken efter de retningslinjer, der var angivet i beslutningsforslaget.

Blandt ændringerne kan nævnes:

- afskaffelse af indvandreres retskrav på familiesammenføring,

- effektiv indgriben over for kriminelle asylansøgere,

- afskaffelse af adgangen til at indbringe sager afgjort af Flygtningenævnet for Ombudsmanden,

- tilbagesendelse af flygtninge til det land, de flygtede fra, når der ikke længere er behov for beskyttelse,

- langt hurtigere asylsagsbehandling,

- afskaffelse af modersmålsundervisningen i fremmedsprog i folkeskolen,

- skærpelse af kravene for at opnå dansk indfødsret,

- ophævelse af retskravet på opholdstilladelse i Danmark for de facto-flygtninge (dvs. flygtninge, der ikke er anerkendt som flygtninge i henhold til FN-konventionen).

Beslutningsforslaget forkastet, idet 29 (KF og FP) stemte for, 69 (S, SF, CD, RV og KRF) imod; 18 (V) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), John Vinther (KF), Helge Adam Møller (KF), Ebba Strange (SF), Pia Kjærsgaard (FP), Bodil Melgaard Haakonsen (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Henning Lysholm (KrF)