L 313 Forslag til lov om ændring af lov om social bistand.

(Bruttoficering af kontanthjælp m.v.).

Af: Socialminister Karen Jespersen (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indfører bruttoficering af kontanthjælp, dvs. at hjælpen forhøjes, men samtidig gøres skattepligtig. Videre ydes der kompensation til pensionister på plejehjem, fordi der samtidig er indført bruttoficering af deres sociale pensioner.

Lovforslaget blev fremsat som led i regeringens samlede udspil om en strukturreform og beskæftigelsesfremmende initiativer.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at det var hensigtsmæssigt at gennemføre bruttoficeringen, der havde været overvejet gennem længere tid, i forbindelse med den forestående skattereform. De generelle skattelettelser gav nemlig bedre mulighed for at undgå, at bruttoficeringen medførte fald i kontanthjælpsmodtagernes disponible indkomster. Samtidig blev det sikret, at også kontanthjælpsmodtagere fik del i skattelettelserne. Videre ville kontanthjælpsmodtagerne automatisk være omfattet af den kompensation i form af lavere personskatter, der skulle kompensere for skattereformens stigende brug af grønne afgifter.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af ændringsforslag stillet af socialministeren.

Lovforslaget vedtaget med 60 stemmer (S, CD, RV og KRF) mod 59 (KF, V, SF og FP).
Partiernes ordførere
Jan Petersen (S), Eva Kjer Hansen (V), Pia Christmas-Møller (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Tom Behnke (FP), Dorit Myltoft (RV), Addi Andersen (CD) og Henning Lysholm (KrF)